Han var en stodder. Af den gamle skole. Han drak, horede og forsømte sine egne børn. Da Karl Heinrich Marx blev født i dag for præcis 200 år siden, i Tysklands ældste by Trier i Rheinland-Pfalz, kunne ingen vide, at hans egen nære families lidelseshistorie skulle blive mangedoblet for millioner af andre mennesker mere end hundrede år senere.
Det gik rædselsfuldt for hans familie. Aldeles rædselsfuldt. De to børn, der klarede sig allerbedst, begik selvmord. Resten døde i en ung alder. Arbejdskraftens reproduktion var ikke Karl Marx’s egen metier.
Ét barn døde uden at få et navn. Sønnen Henry Edward ‘Guido’ Guy blev kun et år, mens den anden søn Charles Louis Henri Edgar kun klarede sig frem til sit ottende leveår. Pigerne klarede sig bedre, bortset fra lille Jenny Eveline Frances, som også døde som etårig. Pigerne var alle opkaldt efter moderen Jenny von Westphalen: Kun tre af børnene blev voksne. Datteren Jenny Caroline blev imidlertid kun 38 år, før hun døde af blærekræft.
Bedst gik det for de to sidste døtre. Og dog. Jenny Julia ‘Tussy’ Eleanor begik selvmord, 43 år gammel, ved at drikke blåsyre i et anfald af ulykkelig kærlighed og skinsyge, mens Jenny Laura tog livet af sig selv som 66-årig, sammen med sin mand Paul Lafargue, efter at de bl.a. havde oversat og spredt marxismens idéer i Frankrig. Håbløsheden blev ubegribeligt nok fuldendt ved, at også Jenny Lauras tre børn døde som små.
Heldigvis var Karl Marx også far til et ottende barn, en såkaldt ‘uægte’ søn, Freddy, som han hemmeligt fik med hushjælpen Helene Demuth. Først ville han ikke kendes ved faderskabet, og forsøgte sig med en søforklaring om, at det var vennen Friedrich Engels, som havde gjort hende gravid. Men efter sigende blev forbindelsen afsløret, og interessant nok voksede Freddy-drengen op som den stærkeste af de mange børn, Karl Marx fik.
De sorte kapitler
Familiens tragiske trakasserier skrumper, når de sættes i forhold til den effekt, som de senere og såkaldte marxistiske tanker fik lang tid efter, at alle var døde. Ifølge den omdiskuterede bog Le Livre noir du communisme: Crimes, terreur, répression – på dansk: Kommunismens sorte bog – har de mange afarter af marxisme-leninisme-maoisme, som brød igennem i det 20. århundrede en lige så fatal historie som Karl Marx-familiens skæbne. Helt uden ironi.
Dødslisten er ubegribelig: 65 mio. mennesker er blevet dræbt i Folkerepublikken Kina i kommunismens navn og gerning, mindst 20 mio. mennesker mistede livet i Sovjetunionen, 2 mio. i Nordkorea (and still counting), 2 mio. i Cambodja, 1,7 mio. i Afrika, 1,5 mio. i Afghanistan, 1 mio. i Vietnam, 1 mio. i regimerne i Østeuropa, 150.000 i Latinamerika og omtrent 10.000 dødsfald som følge af internationale kommunistiske bevægelser og ikke-regerende kommunistpartiers aktiviteter.
Uanset hvad man måtte mene om Karl Marx som familiefar, filosof og skribent, kan man ikke komme uden om den sidste talrække. Med sin ekvilibristiske pen, historiske analysekraft og revolutionære profetier satte dagens 200-års fødselar et opbrud i gang, som i det store hele slog fejl.
Ikke kun fordi han oprindeligt tog fejl på nogle helt grundlæggende felter – herunder primært at han hverken forudså kapitalismens ukuelige evne til at genopfinde sig selv med nye produkter med velstandsstigning til følge og den deraf skabte velfærdsstats afdæmpende effekt på arbejdernes kampgejst – men også fordi hans senere disciple i form af bl.a. Lenin, Stalin, Mao og Pol Pot forvandlede de abstrakte analyser til totalitære forbrydelser.
Genopstanden fra de døde
Bestialiteten til trods har Karl Marx stadig en påtrængende relevans. Mere end nogensinde før. To af hans analyser brænder stadig igennem, dels af hvordan værdiskabelse i stigende grad forvrides fra fysisk produktion i retning af det, som på engelsk kaldes for ‘rent-seeking’, og som kan oversættes til bl.a. markedsmanipulation, monopol-udnyttelse og/eller spekulation, og dels af hvordan almindelige (service-)arbejderes løn presses i bund i takt med øget global konkurrence.
Kort sagt forudså Karl Marx to af de grundlæggende økonomiske skævvridninger, som er ved at sparke jorden væk under først arbejderklassen og snart også middelklassen i de fleste industrialiserede lande. Alt fast og solidt fordufter. Det kan ikke længere betale sig at investere kapital i produktion, og det kan derfor ikke længere betaler sig at arbejde. De største gevinster hentes ved formueforvaltning og værdipapir-gambling, samt via lobbyisme og kunstigt favorable markedsvilkår. Som den franske stjerneøkonom Thomas Piketty har gjort, er der grund til at genlæse Karl Marx.
Det er dog ingen grund til at dyrke ham som en helgen: ”Sidste ord er for tåber, der tror, at de ikke har sagt nok endnu.” Citeres Marx for at have udtalt. På dødslejet lød hans allersidste ord mindre prætentiøse – henvendt til den hushjælp, som han selv tidligere havde gjort gravid med det eneste af hans mange børn, som voksede op og døde af alderdom: ”Gå! Skrid,” lød det fra Karl Marx.
Herfra skal bare lyde et god lørdag og god weekend. /Lars Trier Mogensen