Nyhedsanalysen
Man fødes ikke komiker, man bliver det
Amy Schumer har viklet sin dannelse som kvinde sammen med sin identitet som komiker, og måske er det derfor, hun hviler stadig mere i sin kvindelighed, nu hvor hun har fået massiv succes. Sofie Engberg Sonne fortsætter føljetonen om den amerikanske stjerne.
Når man tænker på Amy Schumer, kommer man som regel til at le. Alene den måde, hun gør sin entre på, når hun gæster et af de mange tv-shows, hun har optrådt i det seneste år, er morsom – og den måde, hun angriber talkshowets mest grundlæggende dna, smalltalken, indefra, med sine små kokette knirk på stemmen og alt andet end tilfældige kast med hovedet, når hun ved, hun skal tage imod ros og flirte tilbage, er hylende grinagtigt på den mest meta-agtige måde for alle, der ved, hvem hun er, og kender den syrlige sexisme-kritik, hun gennem sin komik gør sig til repræsentant for.
Amy Schumer har så sandelig også god grund til at smile efter et år, hvor Hollywood har taget hende til sig som holdets nye maskot og uddelt priser og ros i lange baner til hende. Rundkindet og sød – og med et overraskende hårdt bid, som med den rette dosis komik alligevel har fået fodfæste i et ofte tandløst medielandskab. Men der har ikke altid været meget at grine af for Amy Schumer.
Familiens klovn
Det er måske en sandhed af de mere banale, at god komik har dybe rødder i noget tragisk og smertefuldt. Hvor ofte har man ikke hørt om den triste klovn, der ler gennem tårer? Og måske det er en bekvem fortolkning at trække Schumers tidlige ungdom ind i ligningen om hendes succes, men ikke desto mindre virker det oplagt. Ikke mindst fordi hun selv taler ofte og åbent om sin barndoms kvaler, når hun skal beskrive, hvordan hun blev så rapkæftet og morsom.
Schumer blev født i 1981 og voksede op som det midterste barn i en flok på tre i en velfungerende, velhavende jødisk familie i New York City. Men da hun blev ni år, blev hendes far diagnosticeret med multipel sclerose, hvorpå en større familiemæssig lavine fulgte. Faderens tidligere så succesfulde møbelvirksomhed gik konkurs, familien måtte flytte fra det mondæne Manhattan til »et skur i Long Island«, og siden blev Amys forældre skilt. I et tv-interview med Barbara Walters fortalte hun, at hendes fars sygdomsforløb var frygteligt og forvirrende, og at det var hårdt at se sin far i så stærke smerter. »Det var der, jeg besluttede at tage føringen og tage mig af alle i min familie. Jeg sørgede for, at alle morede sig. Og det er stadig min rolle i dag,« fortæller hun.
Tragedien fodrer komikken
I et interview med Entertainment Weekly sammenligner hun med vanlig humoristisk overskud den svære periode af sin barndom med filmen ’Hunger Games’. »Jeg prøvede at gøre det godt igen ved at få alle til at le over, hvor frygteligt vi havde det. Det holdt os i live, siger hun. Da Amy Schumer var 17, mistede hendes far kontrollen over sin lukkemuskulatur, da han skulle aflevere hende i lufthavnen. Hun var på vej til at besøge sin bror, Jason, i Montana, og hun fortæller, hvordan hun sad og stirrede ud af flyets vindue hele vejen, men da hun landede, var den barske episode blevet til en vits, hun kunne bruge i komisk øjemed.
Da vitsen efterfølgende skulle afprøves på New Yorks stand-up-scener, fik hun gang på gang samme reaktion: det er for trist! Ikke desto mindre var det netop, da Schumer fortalte om sin fars sygdom i Howard Sterns radioprogram, at filmproduceren Judd Apatow, manden bag de sidste ti års største komediesucceser i Hollywood, fik øjnene op for Schumers talent. Hvilket siden blev til komediefilmen ’Trainwreck’ (2015). Da Schumer i et interview i GQ Magazine blev spurgt, hvordan alt det mørke passer ind i hendes humor, svarede hun: »Jeg ved det ikke. Sandheden gør ondt. Jeg kan godt lide at betragte de virkelig mørke, sandfærdige sider af ting. Det mest forfærdelige er altid det, der har fået mig til at grine mest.«
Social kommentar og selvnedgørelse
Det er ingen overfortolkning at påstå, at filmen ’Trainwreck’ mimer Schumers eget liv. Det første manuskript, hun indleverede til Judd Apatow, havde i hans øjne ikke nok af hendes personlighed i sig, så han bad hende skrive et nyt, hvor hun tog mere udgangspunkt i sit eget liv. Da Schumer var færdig med det nye manuskript, fortalte hun, at hun tænkte: »Nå, nu kender alle min dybeste frygt.« Resultatet blev en film om den unge singlepige Amy (spillet af Schumer selv), der lige som filmens forfatter bor i New York, har en søster ved navn Kim, en far med MS og rod i sit følelsesliv. Lighederne mellem filmens figur, der er seksuelt eventyrlysten og utilbøjelig til at kvitte friheden til fordel for et fast parforhold og virkelighedens Amy hober sig op.
»Der er meget af mig i filmen. Det skammer jeg mig ikke over at sige. Jeg vil sige, at filmen er mig for ti år siden, da jeg var på andet år i college. Jeg havde det rigtig svært, jeg havde for mange ting for, jeg drak for meget, og så indså jeg, hvor ødelæggende det var,« siger Schumer med den ærlighed, der er blevet hendes varemærke. Da Schumer var gæst i skuespilleren og komikeren Alec Baldwins podcast ’Here’s the Thing’, sagde han om hende, at hendes komik er »lige dele social kommentar og selv-nedgørelse«, og det rammer hovedet på sømmet. Udsigt og indsigt i lige store doser, det er Schumers særkende.
Ungdommelig opvågnen
Amy Schumer gik i den lokale, kommunale high school på Long Island, South Side High School, hvor hun både blev udråbt til ‘klassens klovn’ og ‘lærerens værste mareridt’, så efter alt at dømme havde hun allerede da evnen til at få andre til at le. »Jeg styrede min high school,« som hun sagde i sin rørende tale til Gloria Awards and Gala, »folk kendte mig. De kunne lide mig. Jeg var sportspige og en god ven. Jeg følte mig køn, morsom, fornuftig.«
Efter high school flyttede hun alene til Baltimore, hvor hun tog en universitetsgrad på Towson University i teater.
Men i modsætning til på high school var Schumer ikke ligefrem den populære pige på college. »Dag efter dag kunne jeg mærke, hvordan selvtilliden forlod min krop. Jeg var ikke, hvad drengene længtes efter. De ville have tyndere, mere lyshåret, dummere…« mindedes Schumer ved Gloria Awards, hvor hun også fortalte om en ubehagelig episode, der satte sig dybe spor i hende: da hun besvarede et booty call fra den eneste fyr, der viste interesse, kun for at opdage, at han var næsten bevidstløst beruset og »lugtede af en vaskebjørn, der var blevet varmet i en mikroovn sammen med en cheeseburger.« Alligevel dyrkede hun sex med ham, fordi hun »ønskede at blive begæret, trods alt.« Det var en oplevelse, der manede til selvindsigt af de helt hårde, og begivenheden vækkede Schumers nye jeg, en kvinde, som med hendes egne ord havde styrke til at søge efter en værdi inden i sig selv frem for at søge bekræftelse fra andre.
Spillet er åbent
Der har lige fra begyndelsen af Amy Schumers stand-up-karriere været intime betroelser i massevis, men i de seneste år er det som om, komikken er krøbet længere ind under huden på hende. Til Alec Baldwin erkender Schumer, at hendes stand-up-persona er kommet tættere på hende selv over årene. I begyndelsen spillede hun en rolle, nu spiller hun snarere sig selv. Når man alligevel har lagt de fleste af kortene på bordet, kan man lige så godt spille helt åbent.
Og apropos åbent, så viste Schumer nye intime sider af sig selv, da hun stillede op i Pirellis årlige pinup-kalender, hvor de valgte radikalt anderledes modeller end sædvanligt, heriblandt Yoko Ono, kunstneren Shirin Neshat, tennisspilleren Serena Williams og filmproducenten Kathleen Kennedy. Schumer og Williams var de eneste, der poserede afklædt, og over for Vanity Fair omtalte Schumer selv Annie Leibovitz’ portræt, hvor Schumer ses med trusser, stilletter, et to-go-kaffekrus og runde, bløde former, som et billede, der viser en »Smuk, klam, stærk, tynd, fed, køn, grim, ulækker, fejlfri kvinde.« Mange ord, aldrig kun én ting.
Køn, kendt og overfladisk?
Amy Schumer har viklet sin dannelse som kvinde sammen med sin identitet som komiker, og måske er det derfor, hun hviler stadig mere i sin kvindelighed, nu hvor hun har fået succes som komiker og skuespiller. Selv om Schumer hårdnakket fastholder, at hun ikke hører til i Hollywood, bevæger hun efterhånden selvsikkert blandt filmbranchens unge A-liste.
Schumer har således fundet en veninde i skuespillerkollegaen Jennifer Lawrence – de var begge nomineret til dette års Golden Globe-uddeling, hvor Schumer måtte se sig slået af sin BFF – og senest har Schumer offentliggjort sit kærlighedsforhold til møbeldesigneren Ben Hanisch, så fremtiden tegner lyst for den lyshårede men alt andet end blonde Schumer. Uden dog at man skal frygte, hun mister fodfæstet i sin egen sans for selvnedværdigelse. »Folk tror altid, at jeg er overfladisk, fordi jeg er virkelig køn,« som hun sagde i liveshowet ’Women Who Kill’. »Men det er jeg ikke. Jeg er overhovedet ikke overfladisk.«
Forsidefoto: Scanpix / Reuters / Danny Moloshok