Kulturanalyse

Tom Wolfe var reportagens mester – og detaljens mand

Forleden døde den amerikanske journalist og forfatter Tom Wolfe, 88 år. Der er mange indgange til hans œuvre, og den mest oplagte er hans mesterlige roman Forfængelighedens bål fra 1987. Men der er også hans bidende og spiddende satiriske højtemposprogsartikler fra 60’erne og 70’erne, som bør være pligtlæsning for enhver journalistspire. En af dem er et sarkastisk-kritisk reportageessay om en fundraising til fordel for De Sorte Pantere i mesterdirigenten Leonard Bernsteins luksuslejlighed på Manhattan i 1970. Oliver Stilling overflyver artiklen.

Den amerikanske komponist, dirigent og pianist Leonard Bernstein sammen med sin kone skuespilleren Felicia Cohn Montealegre besøger Danmark.; The American conductor, composer, author, music lecturer and pianist Leonard Bernstein ( 1918 - 1990) arrives in Denmark with his wife the actress Felicia Cohn Montealegre.

Hvis man skal pege på en dårlig ting ved Tom Wolfe, så er det, at hans skrivestil har en helt vild afsmitning på journaliststuderende, journalister og skribenter, der læser ham eller på den ene eller anden måde beskæftiger sig med ham. Mange tror, at hans viltre og stiliserede måde at skrive på er en genvej til at skrive godt. Det er det ikke. Man kan vel kalde hans stil for kontrolleret manieret, men når andre så forsøger at efterligne den, bliver det bare manieret. Når man skriver på den måde, er der hele tiden en fare for, at det bliver pastiche – at man bliver en parodi på sig selv. Men Tom Wolfe er hele tiden i kontrol, så det sker ikke for ham.

Hmm. Hvad kan det sammenlignes med? For tiden er der en stor vandreudstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus med den amerikanske billedkunstner James Rosenquist (f.1933). Ligesom det er tilfældet med for eksempel David Hockney (f.1937) kan man med en vis ret sige, at Rosenquists tidlige produktion klart er den bedste, men hans gigantiske meterlange billeder – også dem fra de senere år – bliver ved med at holde 100 pct., selv om det er de vildeste pangfarver, han benytter sig af. Mindre bemidlede billedkunstnere ville straks komme til kort i det format, hvis de blev bedt om at bruge den samme farveholdning. Malerierne er kun fire-fem dårlige valg fra at læne sig ind i fiduskunstens verden.

Som skrivende journalist kan man blive totalt betaget af Tom Wolfes (og da også Hunter S. Thompsons) prosa, men man skal virkelig tænke sig om, før man prøver at gøre det efter. Et par fejltrin, og man ligner en billig kopist.

Den første Tom Wolfe-artikel, jeg læste, var ‘Radical Chic – that Party at Lenny’s’, som oprindeligt blev bragt i New York Magazine i juni 1970 og senere genoptrykt i bøgerne Radical Chic & Mau-Mauing the Flak Catchers og The Purple Decades. Det er en helt vild tekst. Den ambitiøse, relativt konservative Wolfe var blandt andet stærkt optaget af hykleri og gerne venstrefløjshykleri, og det var han ret sikker på, at han ville finde i metermål, da verdensstjernedirigenten Leonard Bernstein og hans kone, den chilenske skuespiller Felicia Montealegre, inviterede hele Manhattans kulturelle og økonomiske elite til en cocktail-soiré i deres toetagers 13 værelseslejlighed på Manhattan for at fundraise penge til det militante afroamerikanske parti De Sorte Pantere, som var ekstremt radikalt, men dog ud fra 60’ernes politiske vindes målestok relativt mainstream. Men slet ikke i Wolfes øjne.

Artiklen – eller essayet, om man vil – er alenlangt, og Wolfe har skrevet sig helt ud. Den udkom 20 uger efter, at selve begivenheden havde fundet sted, og man fornemmer, at Wolfe alligevel må have arbejdet som en besat på at finpudse sproget og researche. Han står midt i det hele som den alvidende fortæller. Her slår klicheen ‘som at være der selv’ virkelig til. Efter nogle indledende passager om Bernsteins 48 års fødselsdag i 1966 og dennes eventuelle tanker om ikke bare at have sine venstreorienterede politiske holdninger, men også iscenesætte dem springer Wolfe direkte ind i festivitasen og opregner med en uhyggelig præcision og fræk omhyggelighed navnene på alle de a-liste-folk, der har fundet vej til the Bernsteins’ overklasse-‘duplex’ på 895 Park Avenue for at ”møde og høre fra lederne af De Sorte Pantere”, som der stod i invitationen.

”Felicia er bemærkelsesværdig. Hun er smuk med den sjældne polerede skønhed, der holder gennem mange år,” skriver han og beskriver hendes stemme som teatralsk. ”Hun tager imod De Sorte Pantere med det samme bøjede håndled, som hun bruger til at hilse på folk som Jason, D.D. Adolph, Betty, Gian Carlo, Schuyler og Goddard under de aprés-koncert-middage, som hun og Lenny er så kendte for. Sikke nogle aftner! Hun tænder stearinlysene over spisebordet” – og Wolfe beskriver detaljeret, hvordan spidsen af stearinlysenes flammer spejler sig i bordets glatte overflade, ”et bundløst mørke med tusind stjerner, og det er det øjeblik, Lenny elsker. Der synes at være tusind stjerner foroven og tusind stjerner forneden, et penthouse-duplex fuld af stjerner, et tårn på Manhattan, fuld af stjerner, med vidunderlige mennesker, som driver hen over himlen, Jason Robards, John og D. D. Ryan, Gian Carlo Menotti, Schuyler Chapin, Goddard Lieberson, Mike Nichols, Lillian Hellman, Larry Rivers, Aaron Copland, Richard Avedon, Milton and Amy Greene, Lukas Foss, Jennie Tourel, Samuel Barber, Jerome Robbins, Steve Sondheim, Adolph and Phyllis Green, Betty Comden, og the Patrick O’Neals…”

Hvad enten alle disse navne siger en noget eller ej, så spiller Tom Wolfe på det klæbrigt sladdervorne ved at nævne dem alle sammen, samtidig med at han delagtiggør dem i det, han synes er Bernsteins’ store, klæge hykleri. I den næste passage (og vi befinder os stadig i begyndelsen af teksten) gengiver han, hvordan Felicia nu sender sit ”tangosmil” til Robert Bay fra De Sorte Pantere, ”som for blot 41 timer siden blev arresteret i forbindelse med et skænderi med politiet, formentlig over en kaliber 0.38-revolver, som nogen havde i en parkeret bil i Queens på Northern Boulevard og 104th Street eller et lignende ufatteligt sted (…), og nu er han ude mod kaution og på vej ind i Leonard og Felicias 13 værelser store penthouse-duplex på Park Avenue”.

Derefter tager Tom Wolfe fra en ende af fat i de dilemmaer, man må stå i, når man er kulturel overklasse, har masser af penge og er berømt og for eksempel støtter en radikal politiske gruppering, samtidig med at man udspekuleret promoverer sig selv på, at man gør det. (Deraf begrebet ‘radical chic’). Et af dilemmaerne er: Hvad gør man med sine tjenestefolk? Når man støtter en radikal afroamerikansk sag, så skal man i hvert fald ikke have sorte tjenestefolk. Det ville være pinagtigt. Skal de være hvide? Går latinamerikanske tjenestefolk an?

Et andet dilemma er: hvad skal man tage på til sådan et arrangement? ”Man tager naturligvis ikke noget på, som er frivolt og pompøst dyrt såsom en Gerard Pipart-partykjole. På den anden side vil man ikke komme og ligne en lazaron i en eller anden grotesk turtleneck- og West Eight Street bell-cowboybukse-kombination, som om man var ‘funky’ eller en del af ‘folket’.”

Wolfe fremhæver Felicia: ”Se på Felicia. Hun bærer den enkleste lille sorte kjole, man kan forestille sig, uden nogen former for ornamentering overhovedet bortset fra en simpel guldkæde om halsen. Den er perfekt. Den har værdig uden åbenlys klassesymbolik.”

Og sådan fortsætter det. Manden har været i rummet, han har suget alt til sig, memoreret og skrevet ned på blok efter blok, og han må have fortsat med at skrive, efter at han kom hjem.

Men hvordan var han overhovedet blevet inviteret til arrangementet? Han havde jo tydeligvis ikke noget at gøre i det selskab. Det forklarede Wolfe i et interview i Vanity Fair for nogle år siden: En dag i 1969 var taget ind på Harper’s Magazine for at sige hej til sin kæreste, Sheila. Men hun havde travlt, så han gik i stedet lidt rundt på redaktionen. Pludselig stod han foran den kendte journalist David Halberstams kontor. Det var tomt, og da døren var åben, gik han indenfor for at se sig omkring. Oven på en bunke papirer fik han øje på invitationen fra Mrs. Leonard Bernstein, og da han samlede den op og læste indholdet, blev han straks ramt af en utrolig lede ved de mennesker. Kunne man dog bare skrive om det. Men hvordan? Det var ikke så svært. Han ringede til det telefonnummer, som stod på invitationen. ”Det er Tom Wolfe,” sagde han. ”Jeg vil gerne komme.” Og så var han inviteret. Sådan opererer en rigtig journalist.

 

Læs selv ‘Radical Chic – that Party at Lenny’s’ her.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12