De unge vil gerne flytte, men vejen er fuld af forhindringer

Unge har godt af at flytte rundt, men verdens regeringer står i vejen for dem.
Da Ten Pengfei var 16 år, bad han sine forældre om penge til at rejse rundt i Kina. Det nægtede de ham, så han truede med at stå på cyklen og køre de mange hundrede kilometer til Beijing. »I kan ikke stoppe mig,« sagde han. Så pungede de ud.
Efter skolen gik han på Griffith University i Australien. Han var enebarn, og til at begynde med støttede hans forældre ham økonomisk, men efterhånden havde han sparet nok penge sammen fra forskellige deltidsjobs til at betale sin regninger selv. Han importerede træningsmaskiner fra Kina, solgte dem på eBay og tjente »temmelig mange penge« på det.
Han flyttede tilbage til Kina, fordi hans forældre var begyndt at skrante – en ret almindelige årsag til at vende hjem – og fandt et job i en bank, men var ikke særlig glad for det. Så han sagde op igen og startede sin egen virksomhed. Han driver nu TNT Partners og CareerFrog, to firmaer der hjælper kinesere, som læser i udlandet, med at finde arbejde hjemme i Kina.

Klar til at stå på den næste bus

Voksne unge som Teng er mere mobile en nogen anden aldersgruppe. De er gamle nok til at flytte hjemmefra, men har endnu ikke selv stiftet familie, så der er ikke noget, som binder dem. Deres liv kan være i en lille taske – særligt nu hvor deres litteratur- og musiksamling befinder sig i the cloud – og kan bare stå på den næste bus, hvis eventyret trækker. En verdensomspændende Gallup-undersøgelse viste, at 19% af de 15-29-årige gerne ville flytte til et andet land og blive der. Proportionelt er det mere en dobbelt så mange som blandt de 50-64-årige og fire gange flere end antallet af 65-årige, der har det på samme måde.
Voksne unge bevæger sig også mere frit og uafhængigt inde for deres egne landes grænser. Gennemsnitsamerikaneren har flyttet 6,4 gange, da han var mellem 18 og 45 år, men kun 2,7 gange senere i livet, viser folketællingen. Og i udviklingslandene er det 40% mere sandsynligt, at de unge migrerer fra land til by, end det er, at ældre gør det.

Et bedre liv

Så stor mobilitet er godt. Hvis der ikke er krig eller oversvømmelse, er mobiliteten frivillig. Folk flytter, fordi de tror, at de kan få et bedre liv et andet sted. Som regel har de ret. Hvis de tager fejl, kan de altid flytte hjem.
At flytte har det med at gøre folk mere produktive, specielt hvis de flytter fra et fattigt til et rigt land. Michael Clemens fra tænketanken Centre for Global Development vurderer, at hvis den typiske migrant, som er flyttet fra et fattigt til et rigt land, får lov at arbejde, så kan han tjene tre til fire gange mere, end han gjorde hjemme (og det er med udgangspunkt i, at han ikke lærer nogen nye færdigheder, selv om han nok kommer til det). Det er en gevinst, som migranter vil sætte meget på spil for at opnå. Et studie foretaget af Linguère Mbaye fra Den Afrikanske Udviklingsbank viste, at folk, der flygter fra Senegal til Europa, er villige til at tage en dødsrisiko på 25% i forsøget på at gennemføre det.

Den frie bevægelighed sat over styr

Hvis alle internationale grænser var pivåbne, ville det globale bruttonationalprodukt blive fordoblet, vurderer Michael Clemens. Af politske grunde er det meget tvivlsomt, om det kommer til at ske. I USA dør liberale lovforslag om immigration i Kongressen. I Europa har strømmen af flygtninge og terrorangrebene i Paris genoplivet fremmedfjendske politiske partier og sat den frie bevægelighed inden for EU over styr.
Vælgerne frygter, at nogle af immigranterne er terrorister, hvilket i meget sjældne tilfælde viser sig at være sandt. De frygter også, at nyankomne vil stjæle deres jobs fra de indfødte. Enkelte undersøgelser viser, at ufaglærte migranter presser lokale ufaglærtes løn en lille smule ned. Men helt overordnet kommer immigranter med supplerende færdigheder, nye ideer og iværksætterlyst, så de har det med at booste væksten. Og da de er overvejende unge, sunde og arbejdsduelige, betaler de typisk mere i skat end de modtager i offentlige ydelse.

En hastig urbanisering

Bevægelse inden for landegrænser følger et tilsvarende mønster. Migranter – igen taler vi hovedsageligt om de unge – søger hen, hvor de finder de bedste jobs. Det har ført en hastig urbanisering med sig. I dag bor 54% af Jordens befolkning i byer – i 1950 var det 30%. FN forudser, at tallet i 2050 vil være 66%. Fattige lande urbaniseres hurtigere, fordi de var mere landlige til at begynde med. I afrikanske lande syd for Sahara klarer 64% af de unge, som har arbejde, sig akkurat med skindet på næsen; i Sydasien er tallet 45%. Næsten et hvilket som helst job i byen er bedre betalt end arbejde på landet: i udviklingslande skaber folk, der ikke arbejder ved landbruget, fire gange så meget værdi som folk, der gør. I Kina er lønnen i byerne tre gange højere end lønnen på landet.

»Livet er bedre i Lagos«

Vesterlændinge, som ser de trange shantytowns omkring Manila eller Nairobi, kan ikke forstå, hvorfor nogen vil forlade en pittoresk landsby for at bo dér. Det har migranter et andet syn på. De forlader et ufatteligt slidsomt liv, med kvælende traditioner og lejlighedsvis sult. De flytter til steder med elektrisk lys, bedre lønninger og uendelige muligheder for afveksling. Victor Daniel forlod Yobe, en bomuldsproducerende delstat i Nigeria og flyttede til Lagos, landets kommercielle hovedstad, da han var 18. Nu arbejder han i en bar for 110 dollars om måneden plus en seng. »Jeg havde brug for at finde min egen frihed,« siger han. »Livet er bedre i Lagos.«
I de rige lande klynger de unge – specielt de klogeste – sig sammen i store byer med masser af liv. Eksempelvis er en fjerdedel af londonerne 25-34 år. Den aldersgruppe er i London næsten dobbelt så stor som i resten af England. En undersøgelse blandt studerende på Harvard konkluderede, at blot 26% havde tænkt sig at vende tilbage til deres hjemstat efter deres afsluttende eksamen; 64% regnede med at finde arbejde i New York, Californien, Massachusetts eller Washington, DC.

Hvad der er godt for de lokale unge…

I vidensøkonomien kan det betale sig at knytte bånd til en masse andre kvikke hoveder, der hiver ideer op ad hatten. Det kan også betale sig at være plugged ind i globale netværk – og de byer, som er mest tiltrækkende for de lokale unge, er ofte også de meste attraktive for indvandrerne. Næsten halvdelen af Canadas indvandrere bor eksempelvis i Toronto, og 40% af USA’s indvandrere bor i New York, Los Angeles, Miami, Chicago eller San Francisco. Noget andet, der er tiltrækkende ved storbyer, er, at de har umådeligt mange singler, så det er et godt sted at finde sin soulmate.
Både national og international migration er ofte midlertidig. Migranter bliver måske det samme sted i fem år, og så tager de deres opsparing, erfaring  og kontakter med sig – ligesom Teng Pengfei fra starten af artiklen. Men regeringerne forsøger at forhindre dem i overhovedet at flytte til at begynde med. Så de lukker deres landegrænser for at holde migranterne ude. Hvad der er mere overraskende er, at de også forsøger at afskrække folk fra at migrere nationalt. Kinas hukou-system er det mest groteske eksempel, men der er mange andre. Da FN foretog et studie af 185 lande 2013, fandt de ud af, at 80 procent af landenes regeringer bedrev en politik, der skulle reducere migrationen fra land til by.

Besværlige planlove

Nogle af de politikker – såsom at satse på udvikling af udkantsområderne – er gunstige. Andre er ikke. Indien gør det svært for fattige at modtage offentlige ydelser, hvis de flytter til en ny delstat. Indonesien plejede at rykke indbyggere fra tætpakkede Java til mere fjerntliggende øer. Det stoppede de først med at gøre i juni 2015.

På et lidt mindre åbenlyst plan blokerer besværlige planlove i næsten alle lande for opførelsen af nye boliger i de byer, hvor de fleste unge har lyst til at bo. Boligejere, der ofte er ældre, er tilfredse med disse love, fordi de gør deres ejendomme mere værdifulde. (Christian Hilber og Wouter Vermeulen skønner for eksempel, at planlovene betyder, at ejendomspriserne i Storbritannien er dobbelt så høje, som de ellers ville være).

Derfor lyder den samme sang fra unge overalt: at boliger ikke er til at betale. Og derfor det store antal af unge, som stadig modvilligt bor hos deres forældre. Amerikanske kvinder i alderen 18-34 er mere tilbøjelige til at bo hos deres forældre eller familie nu end på noget tidspunkt siden 1940. »Jeg kender ikke nogen på min alder, der har råd til at bo i det centrale London uden støtte [fra deres forældre],« siger Peter Fuller, der er bankelev. »Jeg er 24. Jeg har brug for at føle mig uafhængig. Det er svært, når man bor hjemme.«