Påske i Italien: Hvad Danmarks største politiske krise kan lære os om situationen i Italien

Det er svært at sige, om Carlo Cottarelli selv troede på de ord, der kom ud af munden på ham, da han mandag mødte pressen efter netop at have fået mandat fra den italienske præsident, Sergio Mattarella, til midlertidigt at overtage premierministerposten og danne en teknokratisk regering. ”Den italienske økonomi vokser stadig, og de offentlige finanser er under kontrol,” sagde den nyudnævnte italienske leder og fortsatte: ”Det er essentielt, at vi går i dialog med EU for at forsvare Italiens interesser, og vi kan gøre det bedre, men vi bliver nødt til at være konstruktive.”

Det var tydeligt, at den nybagte italienske magtmand forsøgte at udsende et signal om, at alt var business as usual – at den politiske tilstand i Italien var stabil, og at økonomien fortsatte som normalt. Men intet kunne være mindre sandt. Den 64-årige Cottarelli, som er tidligere økonom i Den Internationale Valutafund, burde slet ikke stå foran pressen og forsikre alle om, at Italien er i sikre hænder. Skønt præsidenten havde bedt ham stå i spidsen for et af Europas mest indflydelsesrige demokratier, er han aldrig selv blevet valgt. Cottarelli stod kun og forsikrede pressen om, at alt var ok, fordi en politisk krise havde ramt Italien og efterladt landet i ekstrem usikkerhed både økonomisk og politisk.

Samtidig med at Cottarelli talte om finansiel stabilitet, skælvede hele den italienske økonomi under ham. Der var brandudsalg på de italienske statsobligationer, og renten hamrede i vejret. Ligeledes kiggede både de nationale og internationale markeder med frygt på den italienske situation. Uanset hvad Cottarelli sagde, havde hele denne situation ikke bragt skyggen af stabilitet med sig.

Populisterne sejrer

Hele fadæsen, der ledte op til dette lidet flatterende øjeblik i en i forvejen noget plettet moderne italiensk historie, begyndte med valget 4. marts i år. Som i så mange andre europæiske lande mærkede de italienske politikere, hvordan befolkningen havde fået nok af det politiske etablissement. I stedet for at stemme på de partier, der i årevis skiftedes til at styre Italien, sendte vælgerne deres kærlighed mod de to unge populistiske partier Femstjernebevægelsen og Lega, der efterfølgende kunne trække sig sejrrigt ud af valget.

Efter megen tovtrækkeri besluttede de to partier sig for at danne regering, men det var her, det pludselig gik galt. I Italien skal præsidenten godkende de udpegede ministre, men da den euroskeptiske Paolo Savona blev udset til at være finansminister, satte præsident Sergio Mattarella foden ned. Som årsag til sin veto sagde præsidenten, at han ikke kunne godkende en person, der potentielt kunne true Italiens medlemskab af euroen. Det, mente Mattarella, ville sætte hele den italienske økonomi på spil.

Nu har de to populistpartier så forsøgt igen. Torsdag 31. maj kom det frem, at de to partier er blevet enige om en ny regeringskonstellation, hvor Savona ikke skal være finansminister men i stedet bliver minister for europæiske anliggender. Ligeledes trak den midlertidige premierminister sig, fordi han ikke længere mente, at det ”er nødvendigt at forme en teknokratisk regering”.

Det var nok for præsidenten, som herefter godkendte den nye regering, som  Femstjernebevægelsen og Lega har præsenteret. Præsidenten har været tilfreds med, at Savona får mindre kontrol over, hvorvidt Italien skal gå imod euroen. Samtidig er det nye valg til finansministerposten, den forholdsvis ukendte økonomiprofessor Giovanni Tria, ikke just glad for EU, men han har på den anden side aldrig snakket om, at Italien burde trække sig ud af euroen, som netop var præsidentens anke. Det har uden tvivl gjort præsidenten mere rolig.

Men hvorfor var præsident Mattarellas veto overhovedet så kontroversiel til at begynde med, at den var ved at knække de italienske politiske institutioner? I Italien er det præsidentens opgave at udpege regeringens ministre, så præsidentens beslutning om at afvise regeringen på grund af Savona er for så vidt helt inden for skiven af, hvad præsident må.

For at forstå, hvorfor præsidentens valg var ved at sende Italien ud i kaos, må vi kigge på en dansk konges skæbnesvangre beslutning for næsten 100 år siden.

Påskekrisen

Efter afslutningen på første verdenskrig i 1918 blussede der i Danmark en debat op om, hvor stor en del af Sønderjylland der retmæssigt tilhører det danske rige. I forbindelse med diskussionen blev der holdt lokale folkeafstemninger, hvor sønderjyderne skulle afgøre, om de følte størst tilhørsforhold til Danmark eller til det besejrede Tyskland. I den nordlige del af Sønderjylland anså man sig som danskere, mens Flensborg-området følte en større tilknytning til Tyskland.

Den daværende radikale regering, som var støttet af Socialdemokratiet, havde intet ønske om at indlemme det tysksindede Flensborg-område i Danmark. Konservative og Venstre, der ellers tidligere havde været for at respektere folkeafstemningen, havde nu skiftet standpunkt og mente, at Flensborg retmæssigt tilhørte Danmark. Venstre og Konservative kunne dog ikke mønstre et mistillidsvotum mod statsminister Zahle og hans regering, og da Folketinget gik på påskeferie, var det med en dansk holdning om, at Flensborg skulle forblive tysk.

Men den danske konge var tilsyneladende ikke enig med den radikale regering i, at den østlige del af Sønderjylland ikke var en del af Danmark. Kong Christian X satte et møde op med Zahle, hvor kongen bad statsministeren om at udskrive nyvalg. Da Zahle nægtede, fyrede kongen hele regeringen. Samtidig var Folketinget på påskeferie og kunne derfor ikke mødes for at drøfte situationen, hvormed kongen i praksis havde sat både regering og Folketinget ud af kraft. Kongen indsatte i stedet sin egen regeringschef, Otto Liebe.

Kongens handlinger udløste en større politisk krise, fordi mange mente, at kongens handlinger var grundlovsstridige. Nok havde kongen formel ret til at afskedige en regering, men man anså denne ret som primært ceremoniel og anså derfor Kongens handlinger for utidige. Krisen varede i fem dage. Fagforbundene kaldte til generalstrejke, hvorefter Christian X i vid udtrækning bøjede af, og Liebe blev afsat.

Påske i Italien

Selv om kongen i Danmark havde formel magt til at opløse regeringen, blev det set af hans modstandere som en overtrædelse af de demokratiske spilleregler. Og det er de samme processer, der har været i spil i Italien. Femstjernebevægelsen, Lega og deres vælgere betragter præsidentens beslutning om ikke at godkende en finansminister, der var udpeget gennem det repræsentative demokrati, som et decideret angreb på de demokratiske spilleregler. Præsidenten har formelt magt til det, men præsidentens magtposition anses af mange på linje med den danske konges som en næsten rendyrket ceremoniel position.

Derfor fór Femstjernebevægelsen og Lega da også i flint, akkurat som De Radikale og Socialdemokratiet gjorde det tilbage i 1920. Det højrenationale Legas formand, Matteo Salvini, reagerede på præsidentens beslutning ved at beskylde ham for at gå imod det italienske demokrati: ”Det her er ikke et demokrati, det her går i mod folkets stemme,” sagde han. I stedet karakteriserede Salvani præsidentens veto som et udtryk for det politiske etablissements sidste døende krampetrækninger for at holde fast i status quo.

Også Femstjernebevægelsens leder Luigi Di Maio reagerede stærkt på afvisningen af den populistisk udpegede finansminister. Han opfordrer det italienske folk til at gå på gaden og demonstrere, ligesom han fortalte sine vælgere, at de skulle hænge et italiensk flag ud ad vinduet for at vise utilfredsheden med præsidenten.

Et spørgsmål om Europa og elite

Den danske krise i 1920 handlede om grænsedragning. Det gør det ikke helt i Italien. Og så alligevel. For det centrale i uenigheden er hvor tæt knyttet Italien skal være til EU. Præsidenten nægtede som bekendt at godkende Savona, fordi han mente, at der var en begrundet frygt for, at Savona kunne finde på at trække Italien ud af eurosamarbejdet – eller i hvert fald at markedet var så bange for det, at det ville skade italiensk økonomi. Desuden har de to populistpartier tidligere snakket om, at de vil blæse EU’s budgetregler et stykke og i det hele taget ikke ønsker at lade sig begrænse af Bruxelles.

Uenighederne mellem præsidenten og de to partier har blot været endnu et kapitel i sagen om krigen mellem det etablissement, der vil beholde EU, og de populistiske kræfter, der ser EU og resten af globaliseringen som roden til alt ondt. Femstjernebevægelsen og Lega har begge været skarpe kritikere af det europæiske samarbejde, og med præsidentens modstand mod en EU-skeptiker følte de populistiske kræfter i Italien, at det blot var endnu et bevis på, at det ikke er det italienske folk, der styrer Italien, men at det i stedet er EU.

De følte sig kun bekræftet i denne tro, da den politiske elite i Europa gav deres opbakning til præsidentens kamp mod den EU-kritiske linje. I Frankrig har Macron takket Mattarella for at udvise ”en ansvarlig ånd” i sine bestræbelser for at sikre ”italienske institutioner og demokratisk stabilitet”. I Tyskland har Merkel sagt, at man kan arbejde sammen med enhver regering – så længe den økonomiske politik bliver dikteret af eurozonens regler. 

Igen handler det altså om en kamp mellem på den ene side en ‘EU-elite’ og på den anden side nationalpopulistiske kræfter.

Faktisk smagte vor hjemlige påskekrise også lidt af kamp mellem eliten og folket: På den ene side stod arbejderne, der havde blæst til generalstrejke. På den anden side sad kongen og en række erhvervsdrivende, der havde været med til at presse kongen til at afsætte Zahles regering.

Men når det kom til stykket, havde Zahle alligevel ikke folkets opbakning. Han tabte det følgende valg med et brag. Det bliver spændende at se, om de populistiske kræfter, der vandt kampen i Italien, kan beholde deres store opbakning.

Lige nu ser den italienske præsident ud til at have gjort mere skade end gavn for sin egen sag. Det blev alligevel en populistisk regering, den omdiskuterede og euroskeptiske Savona bliver alligevel minister (oven i købet Europa-minister), og dem, der i meningsmålingerne ser ud til at have vundet mest af tumulten i Italien, er det højrenationale parti Lega, der nu også kommer i regering. Lega er et parti, som er så højreorienteret, at det får andre europæiske højrefløje til at se sølle ud. Af konkret politik har partiet foreslået at udvise op mod 500.000 immigranter, ligesom Legas leder, Salvani, tidligere i bedste apartheidstil har været ude at sige, at immigranter i Milano ikke måtte tage samme tog som indfødte milanesere.

Men den nye populistiske regering slipper Italien for at blive kastet ud i et kæmpe politisk kaos – der kommer intet nyvalg og ingen ikke-valgt teknokratisk regering. Kong Christian X overgav sig til sidst, og alt faldt til ro. Præsident Mattarella overgav sig til sidst og alt faldt til ro. Eller hvad? For hele krisen har været med til at give de populistiske partier endnu mere demokratisk legitimitet, og med to partier i spidsen af Italien, der synes, at EU er roden til alt ondt, kan både den italienske økonomi, EU og de internationale finansielle markeder godt begynde at holde vejret. Måske har vi slet ikke set det egentlige kaos endnu.