Nyhedsanalysen
Whiskybæltets fulde stodder var min onkel
Journalist Theodora Amalie Renard voksede op i Whiskybæltet nord for København. Hendes barndom og ungdom tog en gevaldig drejning, da hendes stærkt alkoholiserede franske onkel flyttede ind lige ved siden af efter et forlist ægteskab. Familien og særligt Renards elskede farmor holdt i vid udstrækning hånden over ham. Her beskriver hun, hvordan det var, og konfronterer sin farmor. Alkoholisme findes i alle sociale lag.
Sommeren 2008
Jeg voksede op Nord for København blandt ligusterhække, flagstænger og kæmpevillaer. Forældre, der boede sammen og havde gode jobs. En fransk far, en svensk mor. Min farmor boede lige om hjørnet, og siden jeg var lille, har jeg brugt hendes hjem som mit eget.
Men midt i idyllen var en altoverskyggende karakter, der fik fundamentet til at ryste.
Da min onkel, Jean-François, i 2007 blev skilt, forlod han sin familie i Frankrig og flyttede til Danmark. Både hans mor – min farmor – og søskende boede ved siden af hinanden i Hellerup. Vi skulle hjælpe ham tilbage til livet efter skilsmissen.
Men onkel nåede kun at bo i Danmark i få måneder, før vi opdagede hans misbrug: De daglige visitter på den lokale bodega, nettoposerne med pant og hans ukontrollable færden rundt i byen.
Gentofte er en af Danmarks rigeste kommuner. Store biler, dyrt tøj og økologi prægede de fleste af mine venners hjem. Derfor blev det også hurtigt svært at holde facaden, da onkels druk tog til. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg var 14 år og angst for, at mine venner ville støde på ham på en af hans drukture.
Det var også der, familien begyndte at ændre sig. Indtil da var farmor kernen. Hun samlede os om klaveret, og hos hende var alt traditionsbundet: Søndag stod på forloren hare, der var altid hyldebærsaft i køleskabet, ligesom man hvert år kunne finde en dåse med hjemmebagte vaniljekranse under juletræet.
Men alt det stoppede brat, da onkel flyttede ind. Hyldebærsaft blev erstattet af elefantøl, klaverspil blev til skænderier, og kagedåserne røg i kosteskabet. Den sammentømrede familie begyndte at glide fra hinanden. Selv om alle vidste, at onkel var alkoholiker, var det altid nemmere for farmor at hjælpe ham med misbruget. Han overtog rollen som familiens centrum, mens vi blev hans pårørende. Jeg har opsøgt min farmor for at prøve at forstå hvorfor.
Min familie
Theodora Renard
Født 1993, journalist og niece til en alkoholiker.
Françoise Renard
Født 1927, pensionist og mor til en alkoholiker.
Jean-François Renard
Født 1953, Skolelærer, alkoholiker.
Madeleine Renard
Født 1956, DJØF’er, svigerinde til en alkoholiker.
Carl Renard
Født 1960, Skolelærer, bror til en alkoholiker.
Fakta: misbruget set udefra
Familier med alkoholmisbrug skjuler misbruget for omverdenen. Og særligt i velstillede hjem, hvor alt er godt på overfladen, kan det være svært at se misbruget udefra.
Sundhedsstyrelsen anslår, at hver tredje dansker er i familie med en alkoholiker. Samtidig viser forskning, at det ikke kun er børn og partner, der påvirkes, når en person drikker for meget. Øvrige familiemedlemmer og venner kan også lide alvorlig overlast.
Kilde: Sundhed.dk og SFI
Fremmede for en stund, august 2010
Det er fredag eftermiddag og klassen er taget til Charlottenlund Fort med en kasse øl. Mads har en højttaler med, og Adam har lavet en spilleliste på sin iPod. Jeg sidder i græsset og kigger over mod Sverige, mens jeg øver mig i at ryge cigaretter. Det er en måned siden, jeg prøvede det første gang. Frygteligt. Men José P sagde, at jeg så sexet ud, når jeg røg. Min tankerække afbrydes af en stemme bag mig:
”Hey, hør lige mig spille en fed sang!” lyder det.
Jeg kender den stemme.
Onkel har en guitar under armen og sætter sig på græsset ved siden af Hadberg. Han stinker af øl, og jeg kan se, at mine kammerater væmmes. Han stemmer guitaren og går direkte på omkvædet:
”I’m sad to say, I’m on my way. Won’t be back for many a day…”
Jeg kigger på mine venner. Nogle griner hånligt, mens de imiterer onkel, der lukker øjnene, når han synger. Et par hvisker lidt, mens de fleste virker skræmte over, at der sidder en voksen dranker foran dem. Det oplever man ikke så tit i Whiskybæltet. Da en pige spørger, om han kan synge den nye med Medina, fremtvinger jeg et grin. Men onkel ænser intet og fortsætter sin sang:
”… My heart is down, my head is turning around. …”
Han har sunget den sang, siden jeg var helt lille. Det kommer bag på mig, han stadig gør det godt. Den franske accent leder for en stund mine tanker hen på den onkel, han var engang.
”… I had to leave a little girl in Kingston Town.”
Onkel holder en kort pause, og han ved ikke, han er uønsket.
”Giv mig lige en af jeres øl!” kommanderer han. Koncerten er slut. Det gibber i Hadberg, der tager en flaske op og rækker den til onkel. Da han sætter flasken for munden, får vi øjenkontakt. Hans blik fryser på mig et øjeblik, inden han læner hovedet tilbage og bunder. Så slår han en bøvs og prøver at komme på benene. Men han skvatter, så øllene omkring ham vælter. Folk er for alvor trætte af ham.
”Skrid nu med dig, din fulde idiot,” lyder det fra en af drengene, før en pige rækker ham guitaren, og beder ham gå. Jeg kigger ned i jorden, mens han vakler ud mod Strandvejen. Den dag genkendte onkel mig ikke, og jeg fortale ingen, at jeg var i familie med den fulde idiot. Jeg hadede, at farmor havde ladet ham flytte ind.
Fakta: pårørende dækker over misbruget
Pårørende tager ofte del i dækningen af problemerne udadtil og bliver dermed deltagere i misbrugerens mønster. Det kan give de pårørende psykiske mén, som kan vise sig mange år efter, også selvom misbruget er slut.
Kilde: Center for Rusmiddelforskning
Ufrivillig gemmeleg, oktober 2006
Jeg har svedpletter under armene, fordi jeg er løbet hjem fra Gentofte Skole, hvor jeg går i 7. klasse. Jeg kaster mig over i sofaen og når lige at tænde for tv’et, inden dagens afsnit af Beverly Hills 90210 begynder. Dylan skal til at kysse Brenda, da jeg opfanger en skikkelse på terrassen. Instinktivt griber jeg fjernbetjeningen, kaster mig på gulvet og slukker for tv’et, så stuen virker tom.
Onkel banker kort efter på terrassedøren. Han lyder presset, da han råber, om der er nogen hjemme. Jeg kan se ham vakle frem og tilbage, og gennem ruden kan jeg høre ham tale med sig selv.
Jeg kan træffe to valg. Jeg kan blive liggende, indtil han går sin vej, og gå glip af Beverly Hills. Eller jeg kan rejse mig og åbne døren. Sige, at mor og far ikke er hjemme. Så går han nok. I værste fald kan jeg lave ham en kop te, mens vi venter på mine forældre. Det kunne måske være hyggeligt? Med mindre han er for fuld. Jeg bliver liggende.
Onkel sætter sig på en havestol, mens solen går ned. Da det begynder at blive mørkt, går han. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg har ligget på gulvet, men Beverly Hills er slut, da jeg endelig rejser mig. Mine forældre er stadig på arbejde, og det eneste jeg har lyst til, er at tage hjem til farmor. Ligge på hendes sofa. Drikke hyldebærsaft og fortælle hende, hvorfor jeg har tilbragt eftermiddagen stiv af skræk på stuegulvet. I stedet sagde jeg det ikke til nogen, ligesom ingen ved, at det var den dag, det gik op for mig, at min barndoms frirum hos farmor var blevet taget fra mig.
Fakta: uforudsigeligheden
Pårørende oplever ofte problemer tæt knyttet til misbrugerens adfærd, hvor krænkelser, trusler, vold, svigt, kaos og uforudsigelighed præger relationen.
Kilde: Center for Rusmiddelforskning
Julen 2008
Det var ikke kun hverdagssituationer, der ændrede sig, da onkel kom til Danmark. Også højtiderne blev anderledes. Det mærkede vi særligt den første jul, han var hjemme, hvor vi skulle holde juleaften mine forældre.
Som altid bugner fadene af østers og fransk julekalkun. Men noget mangler – en ting, der særligt for min franske familie er afgørende for en festmiddag: Den gode rødvin er erstattet af cola. Dengang lagde jeg ikke meget i det, men mor har siden fortalt mig, hvad der lå forud for beslutningen.
Hun og min far havde op til jul meddelt farmor, at onkel kun var velkommen, hvis han var ædru. Men det ultimatum kunne farmor ikke gå med på, da hun ikke mente, det ville være muligt for onkel at holde sig fra vin, hvis alle andre drak. Og hvis onkel ikke skulle holde jul hos os, ville hun heller ikke. Det endte selvfølgelig med, at farmor satte dagsordenen. Ingen rørte alkohol den juleaften.
Fakta: alkoholen styrer alt
Misbruget kan blive det styrende element i familien. Det vil medføre, at alle beslutninger bliver taget med udgangspunkt i misbrugeren. Det kan betyde, at de voksne ikke har overskud til at yde børnene den omsorg, de har brug for.
Kilde: Center for Rusmiddelforskning og Tuba
A walk in the park, november 2017
I de år, min onkel boede hos min farmor, tog drikkeriet til, og med tiden blev han mere diffus og aggressiv. Raserianfaldene gjorde ham ude af stand til at leve sig ind i sine omgivelser og endte ofte med, at han stormede ud af min farmors lejlighed for at finde en bænk at drikke på.
Min mor har taget mig med i Øregårdsparken for at vise det sted, hun og min far for fem år siden fandt onkel midt i sådan en rus:
Fakta: Konfliktniveauet stiger
Familierne bærer præg af et højt konfliktniveau, og det er belastende for pårørende at vokse op med, da de vil leve med en fornemmelse af, at enhver situation kan udvikle sig til en eksplosion af skænderier.
Kilde: SFI, Tuba
Kender du Jesus? Maj 2011
Vi sidder nogle stykker foran skolens facade på stentrappen og nikker hilsende til vores kammerater fra andre klasser, der går forbi. Jeg er lige begyndt i 1.g på Øregård Gymnasium i Hellerup.
”Kender du Jesus?” spørger Philip.
”Jesus? Altså ham Guds søn?” spørger jeg drillende.
”Nej, Theo, du ved, ham stodderen med fuldskæg og langt hår, der render rundt i kommunen og er super mærkelig,” svarer Philip.
”Nej,” siger jeg, selv om jeg udmærket ved, hvem ‘Jesus’ er og helt sikkert kender ham bedre, end Philip forestiller sig.
Philip fortæller, at han tidligere på måneden har haft en ubehagelig oplevelse i Netto. Jesus var gået hen til ham og havde råbt og skreget på fransk.
”Hvad gjorde du?” spørger jeg.
Philip fortæller, at Jesus mente, at Philip havde kigget mærkeligt på ham. Og selv om Philip havde forsikret ham om, at han blot orienterede sig i butikken, ville Jesus ikke falde ned.
”Hvad skete der så?” spørger jeg oprigtigt nysgerrig, men med skjult agenda.
”Jeg satte mine varer på plads og gik. Jeg kunne ikke overskue det. Men han er nok bare en stakkels alkoholiker, der ikke har styr på sit liv,” svarer Philip.
En del af mig har lyst til at fortælle Philip, at han har ret. At jeg ved alt om, hvem Jesus er. At han bliver en idiot, når han drikker. Men samtidig vil jeg for alt i verden undgå at fortælle resten. At Jesus er min onkel, og at han faktisk skal spise hos os samme aften. At man aldrig ved, hvad der sker, når min familie er samlet, og at jeg lever med en evig frygt for, hvilket humør, onkel tropper op i.
Fakta: Familien fornægter også
Mange unge fortæller, at bedsteforældrene har været lige så benægtende omkring misbruget, som misbrugeren selv.
Kilde: Tuba
De fantastiske 18 år, januar, 2011
Vi sidder ved langbordet i spisestuen. De levende lys i lysekronen fra min mors barndomshjem bader rummet i et gulligt skær. Når den er tændt, ved man, at det er en helt særlig dag.
Denne gang er anledningen min 18 års fødselsdag, som er en dag jeg havde store forventninger til. De blev aldrig indfriet, men jeg husker til gengæld formentlig dagen tydeligere, end jeg ville havde gjort, hvis de var blevet det.
De russiske krystalglas er fyldt med hvidvin, og den pocherede laks er netop kommet på bordet, da terrassedøren går op med et brag.
Jeg har et par uger forinden taget en beslutning om ikke at invitere onkel. Jeg kunne ikke se, hvad det skulle gøre godt for. Min far forstod mig og havde videreleveret beskeden til farmor, selv om jeg fornemmede, det gjorde ondt på ham.
Folk vender sig mod braget ved døren og ser onkel træde ind. Han er glad. Så glad, at han råber: ”HURRA! Tillykke med 10 års dagen!” Under armen bærer han en sort plastiksæk, som han kaster tværs over langbordet. Den strejfer lysekronen, så stearinlysene i toppen drypper ned på dugen. Sækken lander på min tallerken efter at have ramt mig i ansigtet.
Den eneste ud over mig og min farmor, der ikke kigger ned i tallerkenen, er min far, der skuler til hende. Men hun virker glad og har kun øje for onkel.
”Allez, sæt dig her,” siger hun og får ham til at sætte sig ved siden af hende.
Hun hælder et glas rødvin op og stiller det foran af ham.
”Santé, skål,” siger de i kor og klinger glassene mod hinanden.
Resten af aftenen går med at holde øje med onkel fra bordenden. Hvad laver han? Hvorfor giver farmor ham vin? Kan hun ikke gennemskue, at jeg er ked af det?
Hvad der ellers skete til festen, husker jeg ikke. Udover at jeg åbnede den sorte sæk, der viste sig at indeholde en sækkestol. Han havde trods alt købt en gave til mig. Hvordan han endte til min fødselsdag uden invitation, ved jeg ikke. Formentlig fordi farmor inviterede ham. Uanset hvad blev min store 18 års fest forvandlet til fortællingen om en stiv onkel, der kom brasende midt i forretten.
Fakta: begivenheder går galt
Børn i familier med misbrug oplever ofte, at vigtige begivenheder som konfirmationer og fødselsdage går galt, fordi misbrugeren ikke kan holde sig ædru og tager opmærksomheden. Det medfører skam hos barnet.
Kilde: SFI, Tuba
Farvel, juni 2017
En varm junidag i år sov onkel stille ind på et plejecenter i Vangede. Det er stadig uvist, om alkoholismen var skyld i demensen eller omvendt. Men vi var der alle sammen, da kroppen gav op, og onkel tog sin sidste vejrtrækning.
Der kom ro til mig. Alting faldt på plads. Siden har jeg forestillet mig, at alle andre havde det ligesådan. Men jeg har aldrig spurgt.
Fakta: ambivalens
”De pårørendes følelser og reaktioner over for den afhængige er i udpræget grad ambivalente. I det hele taget bevæger de pårørende sig i hele det tilgængelige følelsesregister, når de skal beskrive deres følelser, gående fra intenst had til dyb kærlighed.”
Kilde: Center for Rusmiddelforskning