Flere ukendte kendte

Det er den tid på året. Kraks Blå Bog er udkommet, og danskere, som netop er blevet optaget i den, deler nyheden om deres held på de sociale medier, som om det kommer bag på dem. Men de vidste det jo godt, for de nyoptagne skriver selv deres eget opslag. Det skal man huske på, hvis det biografiske opslag, man læser, er meget langt eller er spækket med superlativer.

I år er 178 personer blevet optaget. Seneste udgave af Kraks Blå Bog indeholder biografier på over 8.500 ”nulevende betydningsfulde danske mænd og kvinder”, som det hedder. Bogen koster 2.075 kroner. For samme beløb kan man også købe online-udgaven, hvor man vil få adgang ”til unikke oplysninger om fx fritidsinteresser og børn, som ikke er med i den trykte bog”. For 300 kroner ekstra kan man forresten få præget sit eget navn ned i forsiden, hvad enten man selv er med i den eller ej. Kraks Blå Bog er for længst blevet overflødiggjort af Wikipedia. Der er kun en ting, som holder den i live, og det er forfængelighed.

I betragtning af at bogens emner præsenteres som ”betydningsfulde”, er der mange ikke-betydningsfulde imellem. Vi har kigget på en håndfuld af dem.

Torben Jensen

Torben Jensen. Mere anonymt kan det næsten ikke blive, men alligevel er det et navn, der aftvinger respekt alene ved synet. Der må være ufatteligt mange af Torben Jensen’er på landsplan, og hvis de slog sig sammen og chartrede busser i for eksempel Aalborg, ville de i samlet flok kunne nå at hærge et godt stykke ned langs vestkysten, inden det ville lykkes myndighederne at mobilisere betjente, salatfade, knipler og strips nok til at passivisere Torben Jensen-bersærkerne og sætte dem i futtog nede omkring Lemvig. Først tilbage på stationen ville det virkeligt udfordrende arbejde begynde. Papirarbejdet ville være dræbende og lænse stationen for bureaukratisk kraft. Rapport på rapport om den ene ukendte ‘Jensen, Torben’ efter den anden. Risikoen for forvekslinger og justitsmord ville være overhængende. Men den Torben Jensen, der netop er blevet optaget i Kraks Blå Bog, har nu alligevel et særligt kendetegn: Han er en ukendt direktør i en ukendt virksomhed, der hedder Sagro, som dog ikke er mere ukendt, end at Landbrugsavisen har omtalt optagelsen og kalder Torben Jensen for ”stolt og beæret”, mens hovedpersonen selv udtaler, at den enorme anerkendelse ikke bare er ”en cadeau” til ham personligt, men til alle de mange landmænd og medarbejdere, han arbejder sammen med, og som ”knokler røven ud af bukserne” for landbruget.

Claus Oberthanner Skjødt

Sidste år leverede adelen flere mere eller mindre ukendte navne til Kraks Blå Bog. Du husker måske Casper Wilhem von Koskull og Klavs Krieger von Lowzow, som så endelig lidt oppe i alderen var kommet til ære og værdighed. Det nærmeste vi kommer på adel og herregårdsfornemmelse i år må være Claus Oberthanner Skjødt. Der er masser af Skjødt’er i Danmark, og sikkert også nogle i Kraks Blå Bog. Men Oberthanner skorter det helt sikkert på, da Claus Oberthanner Skjødt lader til at være den eneste med det løjerlige mellemnavn i Danmark. Kan han være indvandret fra den undseelige nordøstrigske flække Oberthan? Havde vi befundet os i anden halvdel af 1800-tallet, ville han måske have været en populær østrig-ungarsk orkesterleder eller en slesk adjudant og sabelholder for en fyrste eller konge. Men Claus Oberthanner Skjødt er såmænd bare randrusianer, melder Google, og direktør for en af de lokale storbanker. Han lader dog til at have sløjfet Oberthanner i daglig tale, hvorfor vi må konstatere, at vi har brugt alt for lang tid på det.

Helle Hølmer

Hølmer! Hølmer! Høl rigtig godt om mig. Vi holder meget af navne med bogstavrim. Nogle af verden bedste sportsudøvere hedder noget med bogstavrim. Zinedine Zidane, André Agassi, Björn Borg, Boris Becker osv. Sidstnævnte havde endda som aktiv spiller tilnavnet Boris ‘Boom Boom’ Becker. Holder man fast i det firdobbelte bogstavrim, kunne Helle Hølmer hedde Helle ‘Hov Hov’ Hølmer. Men Helle Hølmer er umulig at læse alene på sit navn. Der er noget ‘frisk pige’ over Helle Hølmer, måske fordi ø’et i Hølmer på en måde giver navnet et lidt høvisk islæt. Hølmer er nemt at sige efter midnat. Det ligger godt på tungen. Det eneste, vi ved om Helle Hølmer, er de oplysninger, vi har fra Kraks Blå Bogs pressemeddelelse: Helle Hølmer er simpelthen it-chef i Nationalbanken – og så er det, som om det hele tager en drejning mod det bedre. Glem alt, hvad vi har skrevet. ”Systemerne er helt nede! Seddelpressen løber løbsk,” hører man pludselig en stemme råbe et sted oppe under taget på Arne Jacobsens gamle marmorbeklædte bygning. ”Få fat på Helle Hølmer lige nu!” Helle Hølmer er muligvis en problemknuser af Guds nåde. Men vi ved det ikke, for det melder Kraks Blå Bog intet om.

Jan Machenhauer

Ham har vi heller aldrig hørt om, men vi satser hele butikken på, at han er politimand. Hvis vi gætter rigtigt, har Jan Machenhauer to guder, og de hedder lov og orden. Allerede før han kunne gå, vidste han, at det var den vej, han skulle, for hans far, der også var betjent og hed Jan Machenhauer, læste jævnligt højt for ham af Jyske Lov, indtil drengen kunne det udenad. I grundskolen foretog Jan Machenhauer sin første civile anholdelse, og hver gang han læste om politiets rolle i samfundet, blev han fyr og flamme. Kunne man overhovedet få en mere betroet stilling i samfundet? Betjentrollen bragte alle tænkelige menneskelige kompetencer i spil – den veludviklede sans for service; evnen til at møde den almindelige borger i øjenhøjde; situationsfornemmelsen; den psykiske balance; helhedsforståelsen; handlekraften; evnen til at samarbejde og reflektere. Fuck, mand, det var jo lige ham – og far ville blive så stolt, så stolt. Ikke mange ‘normale’ gadebetjente i mindre provinsbyer finder vej til Kraks Blå Bog, men en kantet panserbasse af Jan Machenhauers støbning er svær at afvise. Men alt det her er gisninger.

Anders Mærkedahl Pedersen

Denne person kalder ikke på fabulerende virksomhed. Hans virkelige liv overgår enhver fantasi. Der står i pressemeddelelsen fra Kraks Blå Bog, at han er brigadegeneral, men hans arbejdsplads er noget så prosaisk som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup, der står for indkøb af støvler, feltrationer, kampvogne og den slags. I et portrætinterview hos Altinget fra sidste år taler han meget om ledelse, og det er klart, at der nogle gange må træffes svære beslutninger i en ruf, så der ikke er tid til at diskutere med ansatte og kolleger, men generelt tror brigadegeneral Mærkedahl på, at man når de bedste resultater gennem konstruktiv dialog. ”Kolde ordrer er bare ikke min stil,” påpeger han. Jobbet løber op i 60-70 timer om ugen, hvilket sætter hans ledelsesværdier under pres. Noget af det bemærkelsesværdige ved Mærkedahls ledelsesstil er, at han hver tirsdag og torsdag formiddag sidder på sin stol og er klar til at holde møder med de andre chefer. Der tegner sig nu også et billede af en ekstremt detaljeorienteret chef. Fejl skal identificeres og begrænses, mens de er ubetydelige. ”Vi er simpelthen nødt til at have orden i pudsekassen, fordi vi kan ikke leve med, at fejl oven på fejl bliver aggregeret til pludselig at være systemfejl. Og det gør vi ved at erkende fejl og gøre noget ved det,” konstaterer han og afslører uforvarende, hvad et langt liv i militæret gør ved ens metaforik.