Danmark har slet ikke nogen nationaldag. Har du nogensinde tænkt på det? Det er faktisk noget, der er ret unikt. Danmark er blot et af to lande i verden, der ikke har en nationaldag. Generelt har vi ellers ikke umiddelbart problemer med selvtilfredsheden her til lands, og vi elsker også at tænke på vores land som et foregangsland, men en egentlig nationaldag er det altså ikke blevet til.
Det har naturligvis nogle historiske årsager, og man må desværre konstatere, at vi som land ikke har noget særligt at være stolte af de sidste par hundrede år eller mere. Jo, jo, vi har da et fint demokrati, en herlig velfærdsstat, vi er nogenlunde frisindede og ligesindede og har nogle milde vintre, men de store bedrifter og voldsomme historiske brag er udeblevet. Faktisk er vi gennem det seneste århundreder bare blevet mindre og mindre og mere og mere fredelige.
Rundt omkring i verden falder nationaldagene i tre kategorier: Der er de store revolutions- og foreningsfester (Rusland, Kina, Tyskland, Frankrig og Italien); der er de store uafhængighedsdage (lande som tidligere har været kolonier – eksempelvis USA); og endelig er der lande med nogle lidt aparte nationaldage, men som dog er nationaldage. Her taler vi om Irland, der holder St. Patricks dag for at fejre den fyr, der jog slangerne ud af Irland, eller Portugal, der hvert år fejrer digteren Luís de Camões på hans dødsdag (10. juni 1580).
Men Danmark har ikke den slags dage. Vi har aldrig rigtig gjort os fri af nogen (til gengæld er der en del, som har gjort sig fri af os), og Bondeoprøret, Jyske Lov eller stavnsbåndets ophævelse er ligesom ikke rigtig nok, og muligvis har vi det også lidt for ambivalent med de begivenheder – dansken har jo altid været ret pragmatisk, når det kommer til oprør og modstand, spørg bare tyskerne under Anden Verdenskrig.
Men hvad så med Grundlovsdag? spørger du nok, og det gør vi egentlig også, men det er altså ikke nogen nationaldag, og det har heller aldrig været på tale at gøre den til det. Det handler kort fortalt om at vi trods vores pragmatisme ikke har kunnet blive enige om, hvad man så skulle fejre den dag.
Grundlovsdag er politisk. Og det har den sådan set været, siden den dag man få år efter vedtagelsen af loven foretog en indskrænkning af den oprindelige grundlov i form af ”den gennemsete grundlov” fra 1866. Det begyndte ellers fint i 1849 med nogle årlige folkefester, der sikkert godt havde kunnet udvikle sig til en decideret nationaldag. Men efter 1866 blev grundlovsfesterne til politiske manifestationer både hos partiet Højre (der dannede grundlaget for regeringen) og hos partiet Venstre (der udgjorde oppositionen). Det blev til ophedede diskussioner, og det satte en stopper for de store drukfester.
Grundlovsdag er stadig politisk, og derfor ikke nationens festdag, men demokratiets festdag. Og hvem gider drikke sig fuld til det? Så er det godt, vi har 1. maj, der efterhånden er helt upolitisk, at drikke os fulde til og opføre os, som uciviliserede arbejdere gjorde det. Men nogen nationaldag bliver det nok heller ikke, så vi må forsøge at kippe med flaget, så meget vi kan i dag, for der kommer ikke flere chancer i år. Ja, altså bortset fra VM i fodbold, de kongeliges fødselsdage og søndag i kolonihaveforeningen.
Og på Føljeton kommer vi også til at kippe lidt ekstra med flaget i dag. Som du vil opdage, er nyhedsbrevet her lidt tømt for grundlovsindhold, men det er kun, fordi vi gemmer lidt på det. Så hold øje med din inbox lidt senere i dag – der får du et ordentligt skud Grundlov med Lars Trier Mogensen som hovedtaler. Det bliver en fest. Vi ses. /Lasse Lavrsen