Nyhedsanalyse
Smerte skelner ikke mellem folk
Naveed Baig har siden sin ansættelse på Rigshospitalet i 2006 været Danmarks eneste hospitalsimam. Stille og roligt og uden nogen former for billedmæssigt eller lydligt effektjageri følger dokumentaren Imamen på Riget Baig i hans sjælesorgsarbejde, og gennem ham møder vi en række patienter og pårørende, som søger svar og forklaringer, der ikke lige er inden for rækkevidde. Oliver Stilling har set dokumentaren.
Imamen på Riget slutter med et ret sødt og smukt billede. Gennem små tre kvarter har vi fulgt i hælene på Naveed Baig, og vi har været med som mere eller mindre passiv seer, mens han er blevet kaldt rundt på hospitalets afdelinger.
Det er udfordrende oplevelser, hårde historier, han møder, og kravene til ham er store. Når ting ikke kan lade sig gøre, og helbredelsen udebliver, kan læger og plejepersonale ikke gøre så meget andet end at konstatere over for patienter og pårørende, at det er sådan, det forholder sig – teknologien og lægevidenskaben slår ikke længere til; der er ikke mere, vi kan gøre – og så ellers udvise støtte og medfølelse efter bedste evne og komme videre til den næste patient i systemet.
Men hospitalsimamen er ligesom hospitalspræsten sidste skanse. Det er dem, der bliver kaldt ind, når det hele virker meningsløst, og angst, vrede, magtesløshed og sørgmodighed fylder alt og gør alle verdens farver grå og sorte. Sjælesorgsarbejdet handler om at lytte, lytte og absorbere, og sige de ord, der kan være en trøst eller virke forløsende, men som formentlig ikke skal formuleres eller times meget forkert, før de resonerer hult og blot bidrager til følelsen af meningsløshed. Det er en nærmest vanvittig og opgave.
På det sidste billede sidder Naveed Baig alene i solen på en københavnerbænk uden for Rigshospitalet. Der er graffiti på ryglænet og hospitalets generiske facade i baggrunden. Klippet varer ikke så længe, det er nærmest bare et ydmygt baggrundstapet for rulleteksterne. Baig sidder med foldede hænder og ser frem for sig med et kontemplativt blik, der ikke flytter sig. Det er, som om han mediterer over alt, han har taget ind, alt, hvad han har været vidne til og hørt på gennem dokumentaren, og nu lægger han måske det hele over i en kasse i sin hjerne med ubegrænset plads, så han kan rumme det hele og stadig være i stand til at rejse sig og fortsætte.
Men folkene bag dokumentaren, først og fremmest instruktør Jacob Rasmussen og klipper Mikkel Sangstad, lader ham ikke rejse sig. Naveed Baig bliver siddende. De tyer ikke til easy symbolik; ting tager simpelthen tid.
Et de første sygdomstilfælde, vi møder sammen med hospitalsimamen, er drengen Zaid, som har fået en pludselig lammelse i begge ben. Hans mor Nausheen forklarer nøgternt og oplyst om hændelsesforløbet, men hendes stemme knækker over, da hun fortæller, at hendes lille dreng mistede appetitten.
”Jeg kunne slet ikke sove hele natten. Jeg var rigtig bange,” siger Zaid.
”Hvad er det, du var bange for?” spørger imamen, selv om han kender svaret.
Zaid kigger rundt lokalet og i et splitsekund direkte ind i kameraet. ”Det gider jeg ikke rigtig at sige,” siger han.
Måske bortset fra den sekvens, hvor Naveed Baig er en ret kommunikerende målmand på et hold af imamer, der spiller fodboldkamp mod et hold præster, er døden nærværende gennem hele dokumentaren. Der er den terminalt syge tyrkiskfødte kvinde Fatma, der har en sufistisk tilgang til islam, og derfor opfatter døden som en bro over til Allah, som hun kalder sin elskede. Vi møder Hatice, som lige har mistet sin datter. Hatice fremstår ekstremt stærk, tapper og optimistisk, men det er ikke altid nok, og hun vender situationen med imamen.
”Nu er der gået 38 dage,” fortæller hun ham, ”og jeg ved ikke, om der går 38 måneder eller 38 år, men jeg skal møde hende igen, og jeg skal kramme hende igen, og jeg skal også fortælle hende, hvor meget jeg savnede hende, og hvor meget jeg elsker hende, og jeg føler, og jeg tror, at hun er det rette sted.”
I betragtning af hvor sårbar en situation de står i, tjener det i den grad de medvirkende patienters og pårørendes ære, at de lader kameraet rulle under samtalerne med Baig. I enkelte passager taler Baig også direkte til kameraet om nogle af de mennesker, han møder.
Om Hatice siger han: ”Jeg tror godt, hun kan finde en mening i det, der er sket. Også en religiøs mening. Det kan også være, at hun aldrig finder den. Måske er det ikke meningen, at vi skal søge efter den. Jeg kan bare konstatere, at det var en del af guds plan, at det var guds vilje. Det minder mig om, at vi ikke har styr på noget som helst.”
Det fremgår ikke så klart af dokumentaren, men Naveed Baig går for at være landets mest åbne og progressive imam. Det kommer netop til udtryk i så udogmatisk et udsagn som det ovenstående. Han siger, at Hatice kan finde en mening. Men hvis hun ikke gør det, er det også o.k. Han er født i Glostrup af pakistanske indvandrere i 1975, som ikke var specielt religiøse. Men der var noget ved islam, som betog ham, og efter sin studentereksamen herhjemme rejste han til Pakistan for at læse videre islamisk teologi på universitetet samt hadith-studier og sufisme. Og så har han en MA i sjælesorg, og det er det, hans arbejde går ud på.
Her på Føljeton har vi tidligere portrætteret Naveed Baig, og måden han viser omkring på i dokumentaren, minder om, sådan som han tog imod os i sin tid. Ikke så meget ramasjang, men med en stille underliggende humor, så snart lejligheden byder sig. Den kommer til udtryk i dokumentaren i en pause på kontoret, som han deler med blandt andre hospitalspræsten. De snakker om Ingemann og Grundtvig, og Naveed Baig siger ironisk på islams rys vegne, at Grundtvig skam er halal: ”Havde han ikke 24 koner?” Jo, svarer en kollega leende, Grundtvig havde en del koner, men ikke på én gang.
Imamen på Riget, 2018. Premiere 4. juni. Kan ses på dr.dk frem til 5. juni 2019.