Nyhedsanalyse

Politik-til-salg: Svingdøren snurrer hurtigere

Brian Mikkelsens hurtige hop fra ministerposten i Erhvervsministeriet til direktørposten i interesseorganisationen Dansk Erhverv skubber endnu engang til grænserne for køb og salg af indflydelse i Danmark: I de senere år er stadig flere politikere begyndt at sælge ud af deres forbindelser, viden og netværk.

Fænomenet kaldes for ‘svingdøren’: Den hurtigt roterende gråzone, hvor politikere og lobbyister i stigende grad hvirvler rundt – og skifter fra den ene dag at have varetaget offentlighedens interesser som valgt politiker til pludselig den næste dag at tjene væsentligt flere penge på at påvirke eller kortslutte beslutningsforløb i en gunstig retning for en kunde.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen er blot den seneste til at have taget turen: Som ny direktør i interesse- og lobbyorganisationen Dansk Erhverv vil han på den ene side komme til at tjene markant mere, end han har gjort som minister, og på den anden side vil han på kort sigt få mindre realpolitisk magt.

Som den mest erfarne og pragmatiske konservative minister har han nemlig hidtil haft afgørende indflydelse internt i VLAK-regeringen, og dette spindelvæv af kontakter har han nu valgt at sælge videre. Selv ser han ingen interessekonflikter i at skifte kasket: ”Jeg synes trods alt, at det er en fordel, at man ved, hvad man snakker om. Og det gør jeg.”

Et forskningsstudie fra Roskilde Universitet kortlagde sidste år, hvordan fratrådte folketingspolitikere i dag fortsætter karrieren. Og mønsteret er tydeligt: Antallet af tidligere folketingspolitikere, der bliver hyret af lobbyfirmaer eller interesseorganisationer, vokser i disse år. Fra 1981 til 2016 har næsten hver tiende folketingspolitiker blevet ansat som lobbyister eller konsulenter i tænketanke og fagforeninger. Alene i forrige valgperiode blev 12 ud af 60 fratrådte politiker enten lobbyist eller ansat i en interesseorganisation.

Udsigt til nederlag

Svingdørseffekten handler dog ikke kun om penge. Som direktør i Dansk Erhverv vil Brian Mikkelsen ganske vist ikke få nær så gennemgribende indflydelse på dansk politik, som han har haft i de senere år, hvor han har siddet i regeringens to mest magtfulde udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Men regeringsmagt er ikke evig: Magten svinger med jævne mellemrum i Danmark, og Brian Mikkelsen har åbenlyst erkendt, at tiden er ved at være løbet ud for de blå bånd.

Med under et år til næste folketingsvalg – og for de borgerlige i bedste fald med udsigt til en ny regeringskonstellation, hvor Dansk Folkeparti formentlig skal  have ministerposter – kender Brian Mikkelsen sin besøgelsestid. Han fornemmer allerede nu, at VLAK-regeringens æra snart er forbi, og i stedet for at kæmpe videre mod det nok uundgåelige nederlag for De Konservative, har Brian Mikkelsen valgt at tage hensyn til sig selv. Det er uheroisk, men ganske bekvemt for privatpersonen Brian Arthur Mikkelsen.

Lige nu er han i høj kurs blandt lobbyorganisationerne. Og det handler altid om at slå til, mens indflydelsen er på toppen. Nøjagtig som den indflydelsesrige miljø- og landbrugsordfører for Enhedslisten Maria Reumert Gjerding gjorde, inden hun her i april skiftede direkte over til posten som præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Her tog hun også et gevaldigt lønhop. Ligesom tidligere finansminister Bjarne Corydon gjorde, da han i sin tid skiftede fra Folketinget til konsulentfirmaet McKinsey. Og ligesom den tidligere socialdemokratiske justitsminister Karen Hækkerup skiftede direkte over til direktørposten for Landbrug & Fødevarer.

Svingdøren kan tilsyneladende rumme alle, der er villige til at skifte side. Politisk form og farve betyder intet, så længe politikerne har viden og forbindelser. Venstrefolk, socialdemokrater, konservative, og ja, selv SF’ere og Enhedslistens folk er således lige gode om tendensen. Hver især har de udnyttet svingdøren til at sælge ud af den know-how, som de har fået om dels praktisk politik bag kulisserne og dels om personlige-private relationer mellem embedsfolk og politikere.

Forskeren bag kortlægningen af danske politikeres tur gennem svingdøren, professor Mark Blach-Ørsten fra Roskilde Universitet, udtaler: ”Fordi politikere jo også kender andre politikere, breder det her sig som en måde, hvorpå politikere kan tjene penge og sikkert også holde sig tæt på det, som man er interesseret i. Her er der en mulighed for at blive ved med at være i gamet”.

Den lyssky rådgivning

Andre profilerede politikere, der i de senere år har taget hyre som lobbyister, tæller f.eks. den tidl. konservative justitsminister Lars Barfoed, den tidl. folkesocialistiske erhvervsminister Ole Sohn og ikke mindst den tidl. socialdemokratiske minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen. Sidstnævnte er særligt opsigtsvækkende, da han midlertidigt er tilbage i Folketinget som barselsvikar, men forsat har sit eget lobbyfirma.

Endnu mere spektakulært skal Danmarks to seneste statsministre også nævnes: Helle Thorning-Schmidt er blevet direktør for Save the Children International, og er således også blevet top-lobbyist for en interesseorganisation. Anders Fogh Rasmussen har i dag sit eget lobbyfirma, der bl.a. rådgiver den ukrainske regering, og han har dermed taget udsalget af netværk til et nyt niveau: Fogh sælger også ud af sine forbindelser fra tiden som Nato’s generalsekretær.

I morgen er Anders Fogh vært for Copenhagen Democracy Summit, hvor andre en stribe tidl. regeringschefer, som også har valgt at gå videre fra offentlig politik til nu at sælge ud, kommer forbi. Mest prominent Storbritanniens tidl. premierminister Tony Blair, der i dag tjener fuldfede honorarer for at rådgive typer som Kazakhstans præsident Nursultan Nazarbayev. Når Tysklands tidl. kansler Gerhard Schröder ikke også er inviteret med, skyldes det nok, at han i dag arbejder for Gazprom og Ruslands præsident Vladimir Putin, og således er den direkte modstander for Anders Fogh.

I et større perspektiv kan Brian Mikkelsens skift fra Erhvervsministeriet og over til Dansk Erhverv næsten virke provinsielt og trivielt. Ifølge Google Maps er der 47 meter fra den ene dør til den anden. Og altså under ét minuts gang. Brian Mikkelsen er formentlig også ærlig, når han hævder, at han hele tiden har kæmpet for Dansk Erhvervs interesser.

Spørgsmålet er dog, om hastigheden i svingdøren er ved at nå et tempo, der er usund for folkestyret? Om det bliver et reelt problem, at ministre og ordfører begynder at søger job og nye muligheder for lobbyister, mens de sidder på deres offentlige poster? Spørgsmålet kan kun besvares af vælgerne, for politikerne har bekendt kulør: Stort set alle politikere i Danmark kan efterhånden købes for penge.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12