Havets overlever

Det er efterår. En storm raser – en mægtig en af slagsen med ruskende vinde, der sætter både himmel og hav i bevægelse. Den danser på himlen og rykker i havet, som gengælder vindstødene med voldsomme bølger og strømninger, der som en tornado svirrer rundt og rundt og skaber oprør i alt det mørke og våde.

Næste dag er stormen stilnet af, og havene er atter rolige, men under overfladen er der sket noget. Stormen har presset nyt hav ind i det danske. Nordsøens saltholdige vand er blevet blandet med de indre danske farvande, og det har bragt en ganske særlig saltelskende dyreart med sig.

Den er havets overlever. Glubsk som et rovdyr og tilpasningsdygtig som kun få. Den kan overkomme det uoverkommelige, og mens andre arter lider under varmere have og overfiskning, knokler den bare upåvirket på. Uanset hvad du vifter med foran næsen på den, bliver det spist, hvis bare det bevæger sig og har den rette størrelse. Når den har levet et par år, dør den. To år, bam, det var det. Næste generation vender tilbage stærkere, bedre og endnu mere modstandsdygtig end sin forgænger. Lev stærkt, dø ung. Det er sådan, blæksprutten lever.

”Blæksprutten er fuldkommen fantastisk og ret enestående. Dens nærmest beslægtede er muslinger og snegle, og de kan jo ingenting i forhold til. En blæksprutte er intelligent, frygtløs og ekstremt tilpasningsdygtig. Den lever efter et live fast, die young princip. Det er det, der gør den så speciel,” siger Maria Wilson, ph.d., sansefysiolog og blæksprutteforsker ved Syddansk Universitet.

”Blæksprutten, den kører bare derudad”

De seneste årtier har været barske for klimaet – og for verdenshavene – men det lader blæksprutten sig ikke mærke med. Mens havene er blevet varmere og mere sure, og flere fiskearter er kommet på prøve og i værste tilfælde helt er elimineret fra farvandene, er blæksprutten blevet ved med at klø på. Blækspruttepopulationerne går op, mens fiskepopulationerne går ned. Alene i de danske farvande lever op mod 15 forskellige blækspruttearter.

”Blæksprutten udvikler sig så utroligt,” siger Maria Wilson, mens hun spærrer øjnene op af begejstring. ”Den har en generationscyklus på et år eller to, og derfor kan den hurtigt tilpasse sig omgivelserne. Hvis ikke den første generation kan klare ærterne, så kan den næste et par år efter. Der er mange fisk, der bliver tudsegamle, og der går derfor utallige år, inden næste generation har tilpasset sig et miljø. Men blæksprutten, den kører bare derudad.”

I biologiens verden deles arterne op i to grupper – de, der vokser hurtigt og har et hurtigt generationsskifte, og de, der har et mere langsomt skifte. Den sidste gruppe er skrøbelige over for pludselige og hurtige forandringer i klimaet, mens arter fra den første gruppe, som blæksprutten tilhører, de tager ændringerne i stiv arm.

På sin vis har klimaforandringerne og de foranderlige farvande været gode for blæksprutten. På grund af det voldsommere vejr har flere blæksprutter nemlig fundet vej til nye have, og fordi der i Danmark ikke findes kommercielt blækspruttefiskeri, får de mangearmede bløddyr lov at svømme rundt i ro og mag, mens populationerne stiger stødt.

”For at en blæksprutte skal kunne leve, skal den befinde sig i et hav med en høj saltholdighed. Og de store efterårsstorme presser ofte en hel masse saltholdigt vand ind fra Nordsøen, som blander sig med vandet i de danske fjorde og bugter, og det er slaraffenland for blæksprutterne. Efter sådan en storm ser man pludselig stimevis af blæksprutter,” siger Maria Wilson.

En kamp mellem giganter

Har du hørt historier om de mytiske kampe, der udspiller sig mellem kæmpeblæksprutten og kaskelothvalen på dybhavets bund? Under et tæppe af tusind kilometer havvand udkæmper de to giganter store slag om retten til at leve. Det er nær umuligt at studere den imposante kamp, der foregår på så dybt vand, at mennesker ikke kan iagttage den, men på strandede kaskelotter ses arene fra de fodboldstore sugekopper tydeligt. Blæksprutten har ikke givet op uden kamp. Og det er netop den mentalitet, som gør sig gældende hos blæksprutten i enhver henseende.

”Blæksprutten er overleveren,” siger Maria Wilson.

Hun har forsket i blæksprutter i flere år og fremhæver blæksprutten som det mest intelligente bløddyr. Den har en stor og veludviklet hjerne, og den er mester i at narre sin fjende, for den kan transformere sig med et trylleslag. Som en anden Ditto-Pokémon kan den skifte farve og fremtoning, så den pludselig ser giftig ud, og ingen vil spise den. Men modsat andre transformeringsdyr har den ikke blot én manøvre, den har flere, og kombineret med dens beskedne levealder, gør det blæksprutten til en vældig karl – alligevel er det svært for en dedikeret blæksprutteentusiast som Maria Wilson at vurdere, om det er godt eller skidt, at den har gjort sit indtog i de danske farvande:

”Blæksprutten er super vigtig for det marine miljø, fordi de danner fødegrundlag for fisk, fugle, havpattedyr. Den er jo et festmåltid for mange større arter. På den anden side spiser de selv mange af de lidt mindre arter, så ved at få flere blæksprutter, fjerner man måske fødegrundlaget for visse fisk, så det er egentlig svært at sige, om blækspruttens kommen er godt eller skidt. Men fordi de følger saltvandet, så kan de være væk igen inden længe, så jeg ser det ikke som nogen reel trussel for de danske have,” siger hun.

CO2 i øregangene

Der er dog en faktor, som blæksprutten ikke kan hamle op med. For de seneste års massive udledning af kuldioxid har også ramt havene, og det er blæksprutten ikke glad for. Når CO2 opløses i verdenshavene, gør det vandet surt, og i takt med forsuringens insisterende udbredelse, ser man radikale ændringer for havets beboere. Det bedste og mest billedlige eksempel er korallerne. De farvestrålende dykkerattraktioner lider under den lave ph-værdi, som opløser deres kalk, bleger dem og til sidst er skyld i deres død. Et nyt studie har vist, at de ellers så udholdende blæksprutter i værste tilfælde kan lide samme skæbne:

”Blæksprutten har et øre. Inde i det øre er der nogle øresten, som kaldes statolitter, og de er lavet af kalk,” begynder Maria Wilson. ”Det er nu blevet bevist, at syreholdigt vand påvirker ørestenene, så de bliver mindre og mere porøse. Og det er lidt vildt, for blæksprutten bruger sit øre til at holde balancen og til at orientere sig – og forestil dig så, at du er en blæksprutte, og der kommer en kæmpestor hval eller en lidt større fisk og vil spise dig, og du ikke kan orientere dig i vandet. Så er du pludseligt et lettere bytte, ikke?”

Blækspruttestudiet er det eneste af sin slags, og man er stadig ved at finde ud af, hvordan forsuringen påvirker blækspruttens adfærd og overleven. Der er endnu ikke nok viden på området, men selv om havene højst sandsynligt kun bliver surere fra nu, så er blæksprutten endnu ikke i nærheden af for alvor at have det svært. Der kommer flere og flere af dem, og på trods af små øresten og dårlig balance, så er det ikke den, man skal være rigtig bekymret for, siger Maria Wilson.

”Blæksprutten skal nok klare sig. Jeg er ikke bekymret på dens vegne, for den er simpelthen bare en cool sag. Og så er den frygtløs og et glubsk rovdyr, er du svimmel, mand. Det er lidt skræmmende, hvor meget den kan stå imod. Og hvis de ikke kan finde noget føde, så spiser de bare hinanden,” siger hun.