Sjælen forstået

I december sidste år udkom Peter Laugesens fremragende oversættelse af Sylvia Plaths digtsamling Ariel på Basilisk i forlagets Babelserie (anmeldt her i Føljeton 16. december 2017). En imponerende forlagsbedrift. Og ganske kort tid efter – i januar i år – udkom i samme serie en anden mesterlig digtsamling, Birgitta Trotzigs (1929-2011) Anima, der første gang udkom i Sverige i 1982 med omslag af digterens mand, maleren Ulf Trotzig (1925-2013).

Anima er den tredje af Birgitta Trotzigs prosadigtsamlinger i et forfatterskab, der i øvrigt overvejende består af romaner og novellesamlinger. De tre digtsamlinger udkom samlet i en paperback i 1992: Bilder (1954), Ordgränser (1968) og Anima (1982). De tre samlinger kan også med rette læses som én bog, der undersøger – og udvider – prosadigtet som form. Mest overbevisende lykkes det i Anima, der på en måde genopfinder genren ved at skabe en svævende tekst, som ikke knytter sig specifikt til ’oppe’ eller ’nede’ i landskabet.

Den danske udgave af Anima er oversat af Emeli Bergman og Maria Hesselager. Et makkerpar, der har arbejdet sammen før, idet Maria Hesselager har oversat svenskfødte Emeli Bergmans debut, Salt, til dansk (2017). (De gik i øvrigt på samme hold på Forfatterskolen i København, 2012-14). Oversætterne repræsenterer således digtenes originalsprog og det sprog, der oversættes til. Resultatet er en digtsamling, der fungerer smukt på dansk.

Bogen lægger ud med nogle meget nært sansede, stærkt komprimerede digte, der nærmest suger sig ind i ’det grønne’, et dybdeborende dyk i skoven, som var den vand eller ild! ”Det grønne er tunger og øjne,” hedder det med en formulering, der bytter rollerne om mellem det sansede og den (eller det) sansende. Man kan et øjeblik komme til at tænke på Per Højholts begyndelseslinje ”Hvilket blad i denne skov af træer / er Ewalds tunge?” fra Skrift paa vind og vand (1956). Den Johannes Ewald-besatte Højholt flyttede ligefrem Ewalds tunge – hans sang – ind i træets løvhang.

Det særlige ved Birgitta Trotzigs metode er ikke blot, at sansningen flyttes ud i omverdenen, et sted, der både kan være luft og genstand, natur i videste forstand, men også at sanserne blandes. Der er tale om en dobbelt abstraktgørelse, samtidig med at sansningen netop er sanselig! Det skaber et rum i digtene, som gnistrer og er ’levende’, forstået som: i bevægelse fra niveau til niveau i sansningen. Det er meget originalt – og udvides hurtigt til også at skabe plads til associationer til mytologi og historie, både langt tilbage og (især) fra det 20. århundrede med dets grusomheder.

Et godt eksempel er et digt, der begynder: ”Kravler en grøn larve i et mørkt træ.” Det bevæger sig – via sommerfuglens forvandling og maskering – gennem en spejling af liv og død til ”Verdens tilstand: samtidigheden.” Og digtet slutter (10 linjer senere): ”En hud af død, vejrtrækning, nyfødte øjne, sommerfuglevinger, øget radioaktivitet og fragmentationsbomber dækker jorden.” Det giver naturligvis straks mindelser om Inger Christensen, både hvad angår Sommerfugledalen (1991) og alfabet (1981). I sidstnævnte er systemet netop en metafor for såvel skabelse som destruktion.

Forbindelsen er nok heller ikke tilfældig, for Inger Christensen og Birgitta Trotzig var gode venner og respekterede hinanden højt. (Den eneste gang, jeg mødte Birgitta Trotzig, var sammen med Inger Christensen, som præsenterede mig for hende). Inger Christensen har også oversat Birgitta Trotzigs roman Dyndkongens datter (med titel efter H.C. Andersens eventyr). Inger Christensens efterskrift til denne oversættelse er i øvrigt – og meget aktuelt – optrykt i det store bind med Inger Christensens papirer, verden ønsker at se sig selv (2018). Men der er et slægtskab, der går dybere, nemlig i den poetiske ’lethed med tyngde’, sangbarheden (mere eller mindre) med intellektuelt efterslæt: som at gå bort, nynnende på en tanke.

Som det er tilfældet med alfabet, rummer Anima som vist ovenfor referencer til bomber og udslettelse, men også til fænomener, vi forbinder med Anden Verdenskrig, jødeudryddelse og tragiske vilkår og tilstande. Det kan være digtere, der skrives digte til og om – Nelly Sachs, Paul Celan – eller det kan være geografiske referencer. Selv om der er lys i glimt af ekstase, hersker der et mørke, som er politisk betinget, menneskeskabt. Som det hedder i et digt: ”I ildskumringen / ansigter. De er mørke. De er blevet brændt og slukket.”

Denne udspændthed mellem lys og mørke fører måske snarere tankerne hen på en anden dansk digter, som Birgitta Trotzig også har sider til fælles med, nemlig Ivan Malinovski. Der er en påfaldende overensstemmelse mellem Birgitta Trotzigs tidlige dagbogsfragmenter fra 1954-58, Ett landskap (1959) og Ivan Malinovskis berømte digtsamling Galgenfrist (1958) (og andre samlinger). Blot er Ivan Malinovskis nihilisme hos Birgitta Trotzig erstattet af en religiøsitet på trods. (Hun konverterede til katolicismen i 1955). Jeg ejer tilfældigvis Ivan Malinovskis eksemplar af Ett landskap med dedikation fra Birgitta Trotzig (og med blyantsindstregninger af Ivan Malinovski).

En tredje forbindelse til danske kunstnere er Birgitta Trotzigs (og hendes mand, Ulfs) venskab med billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen, der også har resulteret i en bog, Birgitta Trotzigs kunstnermonografi Jørgen Haugen Sørensen i serien Profiler i dansk kunst (1978). Birgitta Trotzig studerede som ung både litteratur- og kunsthistorie ved Göteborg Universitet, så beskæftigelse med billedkunsten lå hende ikke fjernt. Men først og fremmest er der en dybere samklang i verdens- og menneskesynet mellem hende og den danske billedhugger.

Således forsøgsvis præciseret, mellem valgslægtskaber og den umiskendelige originalitet, der var Birgitta Trotzigs, og som præger Anima ind i dens mangetydige billeder, dens æteragtige symbolisme, hvor luften er sprængfyldt med betydning og grublandet skønhed, anbefales denne digtsamling. Anima-begrebet henviser normalt til den kvindelige side i mandens ubevidste (jævnfør C.G. Jungs psykologi). Men anima (hunkønsformen af animus) betyder på latin egentlig blot luftning, ånde, livskraft, sjæl. Jeg læser ikke titlen snævert i Jungsk forstand, men snarere som en slags kollektiv livssjæl, der drager ånde i digtene. Luften som sjælens materie, fortolket – og forstået – i ord. /Asger Schnack

Birgitta Trotzig: Anima. Basilisk, 2018