Gopler, der dræber

I 2007 kunne det konstateres, at de danske farvande havde fået en ny og eksotisk beboer. Mnemieopsis liedyi eller med lidt mere schwung: dræbergoplen. Som blind passager i store skibes ballasttanke havde den taget turen fra det caribiske hav til det hollandske vadehav, og herfra kunne stride nordøstenvinde gøre arbejdet færdigt og aflevere den første sending af dræbergopler i Limfjorden.

Dræbergoplen er en ribbegople, og ved kun et hurtigt kig er den til at forveksle med en ung vandmand. Ved et mere intenst kig på den dødbringende ribbegople kan man se, at dens geléagtige bløddyrskrop tager sig ud i æggeform med otte signaturstriber, ribber, der af uransagelige årsager er selvlysende i mørke. Dræbergoplen er slet ikke nogen vandmand. Og dens beskedne statur til trods er den farlig for et helt økosystem.

Disruption i Limfjorden og Sortehavet

Dræbergoplen er en invasiv art. Den hører egentlig ikke til i Danmark, men nu hvor den er her, spiller den på hele banen og efterlader fiskene på bænken. Hver dræbergople kan lave op mod 20 babydræbergopler om året, og da de fødes klar til at spise og samtidig er vilde med zooplankton, har de en god placering i køen til planktonbuffeten. Fiskene kan ikke kan følge med. Og det største problem er, at ingen ved, hvor mange dræbergopler der dinerer i dansk farvand.

Hans Ulrik Riisgård er professor i marinbiologi og holder til ved  Marinbiologisk Forskningscenter ved SDU i Kerteminde. Fra 2007 til 2014 fulgte Hans Ulrik Riisgårds hold af forskere dræbergoplen i Danmark i samarbejde med Marinehjemmeværnet, men grundet knappe ressourcer har ingen i Danmark holdt systematisk øje med dræbergoplen de sidste fire år.

Da hans forskerhold i 2007 bad offentligheden om hjælp til at kortlægge dræbergoplens beskaffenhed i Danmark, fik de 175 tilbagemeldinger. På få måneder havde dræbergoplen spredt sig til alle danske farvande, og flere steder i landet betød dræbergoplens indtog en heftig nedgang i garn- og rusefiskeret. Goplerne havde spist alt det zooplankton, fiskene skulle have haft, og når der ikke er zooplankton, der kan spise planteplankton, bliver vandet grønt. Og alger, der dør og lægger sig på bunden, skaber iltsvind. Det er velkendt hos Hans Ulrik Riisgård, at dette fænomen gentager sig hver sommer. Også i juni 2018.

I 80’erne var der masser af dræbergopler i Sortehavet, og i 1988 førte det til et totalt kollaps for fiskeriet. Ansjoser, brisling og hestemakrel kunne ikke længere fiskes, fordi deres mad var blevet spist af nogle andre. Og ikke nok med at dræbergoplen havde mæsket sig i zooplankton, så havde den også spist fiskeæg og larver. De følgende år turnerede Mnemiopsis-goplen også i det Asovske Hav, Marmahavet, Det Agæiske Hav, det østlige Middelhav og det Kaspiske Hav. Samme skader på økosystemet og på fiskernes pengepung. Der skulle gå cirka 20 år, før den kom til Danmark.

Flere målinger

Det er med den slags viden i bagagen, at folk som Hans Ulrik Riisgård råber vagt i gevær. Vi har ikke styr på dræbergoplen, fordi den ikke er en del af Miljøstyrelsens miljøovervågningsprogram. Og det er for dårligt, mener Hans Ulrik Riisgård.

”Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt at monitere en masse miljøparametre, men ikke gopler, som kan være nødvendige for den rigtige tolkning,” forklarer han.

Hos Miljøstyrelsen mener Harley Bundgaard Madsen dog ikke, at dræbergoplen bør have en højere prioritet, som situationen er nu:

”Der ligger ikke nogen steder, at man skal måle alt igennem for at forklare en vejrsituation,” siger han og fortsætter: “Vi har ikke vurderet, at det er goplen, der ligesom er afgørende.”

Selv om Hans Ulrik Riisgård påpeger, at dræbergoplen kan være skyld i iltsvind, får det ikke Harley Bundgaard Madsen til at se et problem i monteringsprogrammets nuværende beskaffenhed.

“Det, vi måler på, er alger i vandet, klorofyl, ålegræs, andre større planter, vi måler på bunddyr, altså bundfaunaen, og vi måler på næringsstoffer. Og så måler vi ilt også. Så det er nogle helt håndfaste parametre, som vi måler på.  Gopler indgår altså ikke i det arbejde.”

Hos Miljøstyrelsen ser Harley Bundgaard Madsen en sammenhæng mellem zooplankton og dræbergopler og medgiver, at goplerne ”måske kan have noget at skulle have sagt dér,” inden han understreger, at det er forskningens opgave at forklare og fortolke på målinger.

Spørger man Hans Ulrik er det dog en underlig holdning at have, fordi netop dræbergopler kan forårsage iltsvind og påvirke hele økosystemet. ”Hvis man fx registrerer høje koncentrationer af alger, og at vandet er grønt, så tænker man straks, at det er eutrofiering, og at det nok er nitrat fra landbruget – det kunne det også være – men det kan også være, fordi der ikke er noget zooplankton til at græsse det, fordi der er mange gopler,” siger Hans Ulrik Riisgård.

Dræbergoplens eneste fjende

I takt med at havtemperaturerne er for opadgående, vil dræbergoplen udbrede sig, siger Hans Ulrik Riisgård. Goplerne kan nemlig bedst lide vand, der ikke er under to grader celsius, og da der ikke er meget i disse klimaforandrede tider, der tyder på, at vandet bliver koldere her til lands, må vi nok forberede os på, at dræbergoplen har besluttet sig for at komme hver sommer som tyskerne ved Vesterhavet.

Men hvad gør vi så? Indtil en seriøs opgave om gopleovervågning lander på Miljøstyrelsens bord, må vi sætte vores lid til, at en anden gople dukker op i det danske vand: melongoplen.

Melongoplen spiser dræbergoplerne med hud og hår. I Limfjorden for tre år siden fandt Hans Ulrik Riisgård nogle små melongopler, som havde dræbergopler i maven. Men da den lille melongople, der hedder Beroe gracilis på latin, kun bliver et par centimeter stor, kan den ikke gabe over de større dræbergopler på 6-10 centimeter. Derfor skal vi håbe på, at de næste blinde passagerer, der kommer med skibene hjem fra de caribiske have, er af typen østamerikansk melongople.