Det europæiske dilemma

Varmen har stadig sit tag i Danmark. Som et vamset tæppe har den lagt sig over det meste af Europa og medført et ukendt antal gennemsvedte skjorter og urolige nætter. Men selv om der kan gå timer med at vende og dreje sig, når mørket falder på, skal man alligevel være glad for varmen, når man bevæger sig udenfor i dag. Tænk hvis det havde været koldt, og man som konsekvens havde trukket elefanthuen over hovedet. Det var blevet dyrt. Fra i dag er det nemlig forbundet med bødestraf at bære beklædningsgenstande, der dækker ens ansigt.

Det er irriterende for dem, der fryser om vinteren. Men de klarer det nok. For det er egentlig slet ikke dem, det handler om. Maskeringsforbuddet er i praksis intet andet end en undskyldning for at forbyde kvinder at bære de muslimske klædedragter burka og niqab. Kort sagt er det et krumspring, man kun har lavet, fordi et decideret forbud mod burka og niqab havde været grundlovsstridigt.

Dermed er forbuddet meget mere end blot endnu en lov i lovsamlingen. Det er en vidnesbyrd om det dilemma, som flygtningekrisen har sat store dele af det europæiske kontinent i og som i sidste ende kan ende med at ryste det europæiske fundament.

Europa er tabt

Blandt borgerlige politikere, senest Marcus Knuth (V), er der gået sport i at antyde, at den muslimske indvandring har ført til, at vi har ‘tabt’ forskellige geografiske områder. Som var den vestlige kultur i krig mod muslimerne og tabte territorier. Men måske er det ikke muslimernes tilstedeværelse i sig selv, der gør, at vi ‘taber’ Europa. Det er i højere grad i den indædte kamp for at få dem til at forlade ‘vores territorium’,” at vi taber Europa. For selv om masseindvandring medfører problemer for de europæiske nationalstater, er modsvaret lige så ødelæggende.

Den italienske forfatter og filosof Umberto Eco satte tilbage i 2015 ord på problematikken i et interview til Politiken: ”Europa kan ikke tackle det voldsomme indvandringspres, men vi mister det, vi kan lide ved Europa, hvis vi holder folk ude.” Det er det citat, der kan omdannes til det europæiske dilemma: Åbn grænserne, og vi mister Europa, luk grænserne, og vi mister Europa.

Så hvad er det, vi mister, hvis vi lukker grænserne til Europa? Det er det samme, vi mister i Danmark, når Folketingets politikere bevidst omgår Grundloven for at forbyde bestemte beklædningsgenstande: Vi mister den liberale samfundsorden, der har været grundstenen for både EU som institution og Europa som kontinent efter Anden Verdenskrig. Vi mister det danske frisind, som vi forsøger at beskytte med loven.

#MeTwo

Men hvad om vi lod være med at lovgive om det? Så ville vi potentielt tillade, at muslimske kvinder kunne undertrykkes i Danmark, og dermed også miste en del af vores danske frisind. Der bør ikke finde social kontrol sted i Danmark, det må alle kunne blive enige om.

Men spørgsmålet er, om den nye lov overhovedet kommer til at hjælpe på denne problematik. Indvandringsspørgsmålet er en varm kartoffel i dansk politik, og dermed er den nye lovgivning måske i højere grad til ære for de indvandrerkritiske vælgere end de kvinder, som er fanget i de kontrollerende miljøer. Især fordi det allerede inden i dag vat ulovligt at tvinge nogen til at tage burka eller niqab på.

Den tyske fodboldspiller Mesut Özil, der har tyrkiske rødder, har i et åbent brev beskrevet den racisme, han blev ramt af, efter at Tyskland allerede i gruppespillet røg ud af verdensmesterskabet i fodbold: “Jeg er tysker, når vi vinder, men jeg er immigrant, når vi taber,” skrev han. Under hashtagget #MeTwo har andre personer med rødder i flere kulturer skrevet om den racisme, de bliver ramt af, fordi de tilsyneladende ikke er ‘europæiske nok’.

I stedet for at inkludere disse mennesker og give dem mulighed for at være både danske og noget andet synes lovgivning som fx burkaforbuddet ikke at have andet formål end at fremmedgøre dem og skubbe dem væk fra de danske værdier, man forsøger at værne om.

Så lad os endelig få bugt med de problematiske miljøer i Danmark, men lad os ikke fremmedgøre en hel befolkningsgruppe med symbolpolitik på vejen. /Andreas Terp