Knud Sørensen, forfatter Nykøbing Mors fredag sep. 4, 2003.
I de seneste 20 år har vi vist ikke misset en eneste digtsamling eller en udgivelse af Limfjordsdigteren Knud Sørensen, men ok, dengang var han også allerede en ældre herre med et halvt liv som digter bag sig. Den seneste digtsamling kom for et par måneder siden, og den er lige så fin, lige så enkel, lige så dulmende, sympatisk, ja, nærmest beroligende, som kun en Knud Sørensen-digtsamling kan være. Inden så længe, hedder den med et lille lystigt nik til døden fra en 90-årig, og hør bare åbningsdigtet med den smukke titel ”Lettelse”:
Det har være tungt vejr
at bære rundt på
i de seneste mange dage
men nu
her til morges
sprang landskabet ud
i en sol
der løftede himmelrummet
og her
i mit hjørne af hegnet
er rummets tyngde
reduceret
til erindring
Selv om Knud Sørensen måske er bedst kendt som en slags udkantsdigter, fordi han nu tilfældigvis bor på Mors, hvor han har fungeret som landmåler, så er han (måske med alderen) i vores øjne en langt større digter udi temaer som tab, erindring, natur, vejr, liv og død. Som en Frank Jæger, der fik lov at blive en gammel mand. Altid præcis, aldrig med store ord, men rolig, med humor og alvor og helt eminent:
MIN VIRKELIGHED
er begyndt at blive tyndere
lag for lag skræller erindringer
sig af
jeg er
på vej mod den dag
der kun er et nu.
Og oven på denne apokalyptisk varme sommer af hede, tørke, brande og klimabekymringer er det lige præcis Knud Sørensen, vi har brug for til både at tage det voldsomme vejr alvorligt, forstå hvor små og ubrugelige vi er og samtidig trøste os ved det. Det kan man, når man ser verden med Sørensens øjne. Det daglige vejr, morgenens opvågnen, udsigten fra en bænk, spadsereturen langs fjorden og så derfra bevæge sig ind i det eksistentielle landskab. Det er en gave at have sådan en person med sig, når vi skal forstå sommeren 2018, der muligvis har været fin for isboderne, men som for hver dag, der går, og hver ny varmerekord, der bliver slået, bliver mere og mere kvælende og skræmmende. Så er det rart at læse, hvor stilfærdigt, smukt og roligt Knud Sørensen bevæger sig mod horisonten. Som udgangsdigtet i Inden så længe:
JEG VED AT JEG VED
at derude
bag en af mine horisonter
er der et digt
der venter på mig.
En aften
da alle horisonter
var skjult i mørket
kom et par linjer til mig
de lød:
»Jeg var
altså er jeg.«
Resten må jeg begive mig ud
for at opsøge
Fortsat god sommer.
P.S. Og hey – hvis du nu ikke som os er helt på omdrejningshøjde med Knud Sørensen, så kan du starte med at læse Inden Så Længe og derfra springe tilbage til 1972 og læse Revolutionen i Tøving, der måske kan forklare, hvorfor han er blevet set som en udkantsdigter. Tag derefter et par biografier, googl nogle interviews og slug så romanerne En tid og En befrielse fra 1997 og 1999 i én mundfuld (det var dér, vi stod på) og glid naturligt over i novellesamlingen Som man ser det. Herfra tager du bare hans digtsamlinger en efter en frem til i dag. Det er som at dufte til sommerregn. /Lasse Lavrsen