Viljens magt og magtens vilje

Tilhængere af Zimbabwes regerende parti Zanu-PF fremstod kry grænsende til det kålhøgne forud for parlaments- og præsidentvalget mandag. I hvert fald da BBC’s mand i Harare spurgte til den siddende præsident Emmerson Mnangagwas chancer for at vinde valget: ”Det bliver en fuldstændig rungende sejr til Emmerson Mnangagwa,” sagde Stanley Bote, en ung forretningsmand fra hovedstaden. ”Du må tage alt han har opnået i betragtning.”

Meget belejligt forelå det endelig resultat af stemmeoptællingen i Zimbabwes 10 valgdistrikter først i nat, efter at de fleste zimbabwere var gået i seng. Hvis det var kommet tidligere torsdag, ville der formentlig være udbrudt uroligheder som dem i Harare onsdag, hvor regeringsstyrker skød og dræbte seks demonstranter og sårede flere end 20.

Mnangagwa vandt, men sejren var langtfra ”rungende”. Ifølge Zimbabwes valgkommission (ZEC) fik den 75-årige præsident 50,8 pct. (2,46 millioner) af stemmerne, mens oppositionens kandidat, den 40-årige tidligere advokat og præst Nelson Chamisa fra partiet Bevægelse for demokratiske Forandringer (MDC), fik 44,3 pct. (2,14 millioner). Forskellen er ikke stor. Det er ikke som den afdøde diktator Saddam Hussein, der fik 99,9 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i Irak i 1995. Men resultatet er dog påfaldende nok, idet Mnangagwa skulle have mere end 50 pct. af stemmerne for at undgå en anden valgrunde, og det fik han så akkurat. ”So close yet so far away”, som Elvis Presley synger i filmen Harum Scarum.

Zimbabwes valgkommission er ikke ligefrem nogen uafhængig instans, hvilket for så vidt kom til udtryk, da kommissionens formand, Priscilla Chigumba, opfordrede landets borgere til at tage sig sammen og ”komme videre” – særligt efter onsdagens bøvl – ”kaos”, kaldte hun det – som hun synes har ”plettet” valget. Emmerson Mnangagwa, der er gammel guerillasoldat (fra dengang, Zimbabwe var en britisk koloni og hed Rhodesia) og har en hel del – notch, notch – på samvittigheden fra sin tid som højre hånd for sin autokratiske forgænger Robert Mugabe, skrev ved et-tiden i nat på Twitter, at han såmænd var beæret og ydmyg: ”Lad os alle tage hinanden i hånden, i fred, enhed & kærlighed, & sammen bygge et nyt Zimbabwe for alle!”

Der er ikke noget at sige til, hvis oppositionens mand Nelson Chamisa føler sig snydt, for resultatet lugter langt væk. Her til morgen kaldte han valgkommissionens arbejde for en skandale, idet den ikke tillod hans partis valgobservatører adgang til resultatet, inden det blev offentliggjort. ”Niveauet af uigennemsigtighed, utilstrækkelig sandhed, moralsk forfald & underskuddet af værdier er forbløffende,” skrev han på Twitter. Da en skrev til ham, at ”vi vidste da godt, at det her ville ske… ikke”, svarede Chamisa med præstelig-episk schwung: ”Jeg troede, at VILJENS magt ville vinde over magtens VILJE.”

Tilhængere af Chamisa, som The Guardians korrespondent har talt med på gaden i Harare, har et rimeligt nøgternt forhold til tingenes tilstand. ”Vi accepterer bare sådan, som det er – for fredens skyld, for forretningslivets og for roens skyld,” siger Shepherd Warikandwe, der er 38 år og kok. ”Livet fortsætter. Jeg vil ikke støtte en demonstration. Se, hvad der skete i denne uge med folk, der forsøgte at gøre det.” Hazel Moya, en 25-årig butiksassistent i et supermarked, der havde stemt for første gang i sit liv, siger det samme: det gør ingen forskel at demonstrere. ”Vi må bare finde os i det. Vi har brug for forandring, men vi må vente lidt længere på den,” siger hun.

Tiden arbejder for Nelson Chamisa, hvis han kan holde sig kørende til næste valg – hvis der kommer sådan et. Han siger, at han ligger inde med klokkeklare beviser på, at der har har fundet valgfusk sted. Mindre kan nok heller ikke gøre det, hvis der skal pilles ved resultatet i republikken Zimbabwe, hvor den nyvalgte præsident historisk ikke har rent mel i posen, men siger, at han er ”blød som uld”. /Oliver Stilling