QAnon viser konspirationsteoriens nye ansigt

I en scene fra den nobelprisvindende forfatter Orhan Pamuks nyklassiker Sne fra 2002 får romanens hovedperson, digteren Ka, stukket en tyrkisk lokalavis i hånden.

Til sin store overraskelse læser han, at han den følgende dag læser sit nye digt ”Sne” op ved et stort anlagt show i byen Kars’ teater. Et show som Ka endnu ikke er blevet inviteret til. Han har ikke engang skrevet noget nyt digt. Lokalavisens redaktør forklarer, at man hos dem altid skriver nyhederne, før de sker.

Ka insisterer på, at det er noget sludder og meddeler, at han ikke har tænkt sig at deltage i nogen oplæsning. Men den følgende aften sker der noget mærkeligt. I en pludselig indskydelse af noget, der ligner guddommelig inspiration nedfælder Ka i al hast et smukt digt, som han navngiver ”Sne”. Og før han ved af det, står han pludselig på teaterscenen og læser dette nye digt op, præcis som det var blevet beskrevet i lokalavisens spalter. Scenen fortæller en velkendt historie om, at det skrevne ord sjældent skal undervurderes. Selvom Ka først nægter at acceptere avisens tvivlsomme sandheder, bliver det, han har læst, ved med at rode rundt i hans hoved. Til sidst føler han, at han er nødt til at handle.

Måske er det noget lignende, der kan forklare, hvorfor en 28-årig mand tilbage i december 2016 gik ind på et amerikansk pizzeria og åbnede ild med en automatriffel. Hvad man bagefter fandt ud af var, at manden havde læst et utal konspirationsteoretiske nyheder, der var lige så lidt sande som nyhederne i Pamuks lokalavis.

Alligevel valgte han til sidst at handle på dem. Han kunne ikke få dem ud af hovedet. Her stopper sammenligningen med Pamuks roman dog også, for i modsætning til Kas handlinger skulle mandens skyderi aldrig vise sig at gøre baggrunden for dem mere sandfærdig. Det er der en simpel grund til: Den mærkværdige hændelse var kulminationen på den såkaldte ‘Pizzagate’, en bizar konspirationsteori, som blev født i de mørke hjørner af internettet.

Kort opsummeret gik den nogenlunde sådan her: En række førende medlemmer af Det Demokratiske Parti, herunder Hillary Clinton og hendes kampagneleder John Podesta, leder i al hemmelighed en pædofiliring fra et pizzeria i Washington, D.C. Mærkeligt? Også i den grad. Konspirationsteorien blev født i kølvandet på en større læk af Podestas interne emails, hvor en række internetbrugere begyndte at notere alle de steder hvor ordet ”pizza” blev nævnt. Resten er sørgelig internethistorie.

Facebook og den flade jord

Det er ikke første gang i nyere tid, at gradvist mere og mere obskure konspirationsteorier har vundet frem. Gamle kendinge, såsom at månelandingen var et filmstunt, eller at 9/11 blev orkestreret af George W. Bush-regeringen, har eksempelvis fået følgeskab af nymiddelalderlige overbevisninger om, at jorden er flad, og at den amerikanske rumfartsadministration NASA dækker over det.

Men samtidig er noget mærkeligt begyndt at ske i lyset af internettet. Ikke nok med at det er blevet betydeligt nemmere at finde frem til utallige videoer og lange tekster, der knytter sig til de enkelte konspirationsteorier, så er det også blevet betydeligt nemmere at spotte tilhængere af konspirationsteorierne.

En del af forklaringen kan, som så meget andet, findes på Facebook. I modsætning til de anonyme internetfora bruger langt størstedelen af brugerne her deres virkelige navne og billeder. Det giver en helt ny legitimitet til de største konspirationsteoretiske grupper. Pludselig kan alle gå ind og se, at det ikke kun er suspekte typer i deres mødres kælder, der bakker op om konspirationsteorierne. Det gør fru Hansen nede af gaden også. Den øgede legitimitet gør ikke kun konspirationsteorierne mere udbredte, den giver dem også et mere tilforladeligt ansigt. Og snart står kendte basketballspillere og fortæller med god samvittighed, at de også tror, jorden er flad, eller at de i hvert fald er usikre på, præcis hvad den er.

QAnon stormer frem

Det nyeste skud på stammen af denne konspirationsteoretiske nybølge er så sagaen om QAnon. En overdrevent indviklet og absurd konspirationsteori, der nok bedst kan beskrives som ‘Pizzagate’ på speed. Og LSD, svampe og hash-induceret paranoia. Men skræmmende nok har QAnons absurditet ikke stoppet tilhængere i at dukke op til Trump-rallyer med både QAnon-relaterede skilte og T-shirts. Man kan endda købe merchandise på Amazon eller hente den populære Android-app til sin telefon. Hvad sker der?

Fortalt i meget grove træk går QAnon-teorien nogenlunde sådan her: Den særlige anklager Robert Mueller undersøger i virkeligheden ikke Donald Trump og dennes forbindelse til Rusland. I stedet arbejder Mueller rent faktisk med Trump, og sammen planlægger de at bekæmpe et vidtspændende, fordækt syndikat, der ligesom i tilfældet ‘Pizzagate’ styrer en omfattende pædofili-ring. Men denne gang går konspirationen ikke kun til Hillary Clinton og hendes umiddelbare omgangskreds.

Alle præsidenter efter Ronald Reagan og før Trump er involveret, ligesom blandt andre også den stenrige jødiske Rothschild-familie har en finger med i spillet. Det er lige til at tabe pusten af, men særligt én ting er vigtig at holde for øjnene i dette virvar: Tilhængere af QAnon er dybt overbeviste om, at Trump er i fuld kontrol med alting og i sidste ende vil vinde over sine politiske modstandere og få smidt dem i fængsel (fordi de alle er pædofile).

Historien om QAnon har rødder tilbage til en ellers helt normal fotosession som Trump afholdt i Det Hvide Hus i oktober sidste år. Ud af ingenting siger Trump noget ret kryptisk: ”Måske er det her stilheden før stormen.” Adspurgt af en journalist, hvilken storm han taler om, svarer Trump blot, at ”det finder I ud af”.

Kort tid efter dukker det første af en lang række kryptiske indlæg op på det notoriske anonyme internetforum 4chan. Med spørgsmål som ”Hvorfor omgiver præsidenten sig med generaler?”, ”Hvad er militær efterretning?” og ”Hvad er den militære kode?” sætter en anonym bruger gang i en steppebrand af konspiratoriske overvejelser blandt andre forum-brugere om, hvad det hele mon betyder.

Én ting er de sikre på: Det må hænge sammen med Trumps udtalelser om den mystiske storm. De andre brugere begynder derfor at kalde den anonyme bruger ‘Q’, fordi de er overbeviste om, at han må være i besiddelse af den statslige amerikanske sikkerhedsgodkendelse. Sammen med sammentrækningen af ”anonymous” bliver Q hurtigt til ‘QAnon’, der med tiden også bliver samlebetegnelsen for konspirationsteorien som helhed.

En konspirationsteori skabt i internettets billede

Spol frem til i dag, hvor Trump-tilhængere altså er begyndt at dukke op til Trumps politiske møder med bannere og andet godt tilplastret med bogstavet Q samt referencer til ”Stormen”.

På mindre end et år har, hvad der startede som et obskurt internetfænomen, udviklet sig til en mærkværdig modbevægelse, der er begyndt at bevæge sig længere og længere ind i den republikanske vælgerkerne. QAnon har spredt sig fra 4chan til større mainstream-medier såsom Reddit, Twitter og Facebook.

Den største Reddit-side har i dag mere end 50.000 abonnenter, og den største Facebookgruppe har mere end 40.000. Og med det er vi begyndt at se noget af det samme, som skete ved konspirationsteorien om, at jorden er flad: Kendte mennesker er også begyndt at bakke op. Det mest velkendte eksempel er her Roseanne Barr, den amerikanske komiker, som den amerikanske tv-station ABC for nogen tid siden fyrede efter et racistisk tweet. Inden sin fyring havde hun i mere eller mindre eksplicitte vendinger skrevet adskillige tweets, som knyttede sig til QAnon, og mange af de tweets, hun liker generelt, er forfattet af QAnon-sympatisører.

QAnons voksende popularitet har fået flere større medier til at få øjnene op for fænomenet. Bare i løbet af den forløbne uge er der skrevet utallige artikler, der forklarer hvem, hvad og hvorfor QAnon er.

Men i virkeligheden er det interessante egentlig ikke, hvad QAnon-konspirationsteorien konkret går ud på. Det interessante er snarere, at QAnon er det nyeste eksempel på, hvordan internettet er medvirkende til at ændre konspirationsteoriernes karakter.

QAnon-konspirationsteorien er en specifik form for moderne internetkonspiration, der i sine konturer optræder så vag og kompleks som muligt. Det gør den til den perfekte konspirationsteori, i den forstand at den i sin absurditet virker umulig at løse eller modbevise, samtidig med at alle andre mærkelige teorier kan linkes til den. Alt kan passe ind i rammerne for QAnon, som var det en stor Wikipedia-artikel alle kan rette i, og som har til formål at forklare alle verdens dårligdomme – set fra et rabiat pro-Trump standpunkt.

Måden, hvorpå QAnon-fænomenet er opstået, illustrerer meget fint denne pointe. I stedet for at fremvise slørede videooptagelser af UFO’er eller oplysninger om at jetbrændstof ikke kan smelte stålsøjler, valgte Q i stedet at stille en lang række spørgsmål. I disse spørgsmål kunne andre brugere så læse det ind i det som de ville, og ud af de mange spørgsmål blev en radikal pro-Trump-teori født, der er i stand til at beskytte idealiseringen af Trump mod alle beskyldninger – selv imod Muellers omfattende undersøgelse (det skal nævnes at en stor del af 4chans brugere er notoriske tilhængere af Trump).

Dermed ikke sagt at internettet nødvendigvis har øget mængden af konspirationsteorier. Faktisk peger noget forskning på, at konspirationsteorier i højere grad er knyttet til kriser end til teknologisk udvikling, og at dette er tilfældet, da konspirationsteorier er visse menneskers måde at skabe en mening i krisens kaos på. Men selve ordlyden og omfanget af konspirationsteorierne synes altså langsomt at have transformeret sig i takt med internettets udbredelse. QAnon er det nyeste og mest skræmmende skud på denne digitale stamme. Gøres konspirationsteorien vag og absurd nok, vil den langsomt være i stand til at sprede sig, idet flere og flere mennesker ønsker at læse det ind i den, som de både håber på og frygter. Og idet teorien spreder sig, vil den i sin sejrsgang fra internettets afkroge til de allestedsnærværende sociale medier langsomt få et nyt og mere tilforladeligt udtryk.

Så længe konspirationsteorier som QAnon holder sig til de mørkere sider af internettet, kan man snildt argumentere for, at der ikke er noget at være nervøs for. Så er vi tilbage til ansigtsløse, frustrerede mænd i deres mors kælder. Men når teorien pludselig vokser, får et nyt ansigt, og spreder sig på mindre og mindre anonyme kanaler, så kan man godt begynde at blive betænkelig.

Pludselig risikerer vi, at der igen står en mand i en pizzabiks med en ladt riffel. En mand, der engang læste en fuldstændig tosset konspirationsteori, som langsomt, men sikkert satte sig fast i hans hoved. En mand, der nu ikke er bange for at vise sig som offentlig tilhænger af det tossede, og som føler en voldsom trang til at handle.