Mere Løkke end forstand

Timing betyder alt i politik. Tunge konjunkturer og flygtige folkestemninger afgør valg. Netop derfor er der ingen grund til at forvente et pludseligt sensommervalg i Danmark. Endnu har Lars Løkke Rasmussen (V) meget at vinde ved at vente lidt og trække den allerede igangsatte valgkamp ud i langdrag.

Flere understrømme bevæger sig lige nu i en gunstig retning for statsminister Lars Løkke Rasmussen, som sammen med Venstres folketingsgruppe fredag holdt sommermøde ved Marselisborg i sydkanten af Aarhus. Her satte han scenen for en politisk efterårssæson, der vil blive præget af brede, populære og samlende dagsordener: borgernær sundhed, bedre erhvervsuddannelser og en vidtrækkende klimaplan.

Væk er alle de kontroversielle forslag, som Lars Løkke Rasmussen tidligere har fremlagt om bl.a. lavere SU og senere folkepension. Væk er forslag om skattelettelser og nulvækst i den offentlige sektor. I stedet vil Venstre forsøge at gå til valg på at have brugt dette kommende efterår på at have løst hverdagsproblemer.

Den politiske debat skal dysses ned og gøres mindre sprængfarlig, mens de økonomiske konjunkturer kan få lov til at slå endnu hårdere igennem, og den interne ballade i den rød-grønne blok samtidig kan få lov til at undergrave oppositionen indefra. Blandt de fem prioriteter, som Lars Løkke fremlagde på sommergruppemødet, var der tankevækkende nok ingen forslag om nye udlændingestramninger.

Ingen klare svar

De store vælgergrupper skal ikke længere hidses op, men beroliges med tryghed og praktiske løsninger. Karakteristisk nok havde statsministeren ikke engang færdige løsninger parat, som kunne præsenteres på sommergruppemødet. Og som kunne være med til at sætte debat i gang. Tværtimod skal en større sundhedsreform, som Lars Løkke selv døbte ’strukturreform 2’ først møjsommeligt udtænkes, diskuteres grundigt og forhandles omhyggeligt.

Perspektivet er ellers potentielt dramatisk: Regionerne skal måske nedlægges, som Dansk Folkeparti for længst har krævet. En af de mange endnu løse tanker er, at landets 98 kommuner skal til at etablere lokale sundhedsvæsener og måske overtage ansvaret for de praktiserende læger.

Endnu vil Løkke dog ikke svare på, hvad han selv foretrækker: »Vi skal have et langt bedre samspil om patienten. Kan vi fremme den udvikling, hvis vi får kommunerne mere i spil, det kigger vi på, og det er vi åbne over for,« som Lars Løkke lettere gådefuldt udtaler uden dermed at gøre mange klogere på, hvad der reelt kommer til at ske med regionerne.

På samme måde var der heller ingen konkrete bud på, hvordan bl.a. erhvervsuddannelserne fremover skal styrkes, eller hvordan sårbare unge skal tilbydes bedre psykiatrisk behandling.

Det manglende detaljeringsniveau tjente til at understrege Lars Løkkes gennemgående pointe om, at VLAK-regeringen kun lige akkurat er begyndt på deres arbejde og nu har mange og lange forhandlingsforløb foran sig.

Kun én ting stod tindrende klart på fredagens sommergruppemøde: Alle de mærkesager i velfærds- og sundhedspolitikken, som Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ellers havde tænkt sig at gå til valg på, vil statsministeren gerne forsøge at komme i forkøbet.

Afskrift fra sosserne

Venstres nye, bløde velfærdsdagsordener er langt hen ad vejen kopieret, ja, næsten direkte afskrevet fra de paroler, som ikke mindst Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har turneret rundt med i det seneste år. Metoden minder i så henseende om det kursskift, som Socialdemokratiet har lavet i rets- og udlændingepolitikken, hvor afstanden til Venstre er blevet udvisket tilsvarende.

Efter samtlige partier tilsluttede sig energiaftalen lige før sommerferien, har statsministeren også et vist begrundet håb om, at et bredt flertal af partierne i Folketinget vil bakke op om den klimaplan, som skal forhandles på plads i løbet af efteråret. Rent retorisk lagde han op til ambitiøs klimaaftale:

»Klimaet er den største globale udfordring, når vi ser på fremtiden. Danmark er i den absolutte verdenselite, når det kommer til grøn energi. Og det skal vi blive ved med. Den nuværende indsats i Europa er ikke nok til at nå klimaaftalens mål fra Paris,« sagde Lars Løkke og forsøgte dermed at annullere en af de fronter, som de rød-grønne partier ellers ville kunne have fundet sammen om i kontrast til VLAK-regeringen.

Signalet fra statsministeren er ikke til at tage fejl af: Han vil tydeligvis hellere indgå en ambitiøs klimaaftale, der forpligter Socialdemokratiet og De Radikale på en langsigtet klimapolitik sammen med Venstre, end han vil blotte sig i en valgkamp, hvor en samlet opposition kan finde fælles fodslag i konfrontation med en sort borgerlighed.

Tilbage til basis

Ambitionen for Lars Løkke er at vende tilbage til den rolle som praktisk reformator eller politisk samfundsingeniør, som han tydeligvis befandt sig bedre i, dengang han var sundheds- og indenrigsminister og stod bag både de første kræftplaner og strukturreformen. Dengang han blev kendt som en dygtig politisk håndværker. Dengang han endnu ikke for alvor var blevet kompromitteret af bilagssager og personlige troværdighedsskandaler.

Drejebogen for efteråret er, at Lars Løkke gradvist vil præsentere en række udkast til forlig, som et bredt flertal af vælgerne på den ene side gerne skal finde fornuftige, uden ligefrem at sætte sindene i kog, og som et bredt flertal i Folketinget på den anden side ikke kan undslå sig at stemme for.

Løkkes nye strategi er en form for konfliktnedtrapning, eller ligefrem anger management, hvor de hidtidige spændinger i den borgerlige blok – hvor Dansk Folkeparti og Liberal Alliance knap nok kan sidde i mødelokale med hinanden i dag – behændigt skal dæmpes gennem langstrakte og gerne lidt småkedelige forhandlingsforløb.

Den slet skjulte bagtanke er, at opmærksomheden hurtigt vil dreje væk fra de borgerlige og i stedet fokusere på de larmende uenigheder mellem de tre statsministerkandidater i den rød-grønne blok.

Her skal tiden nok gøre ondt værre, særligt fordi statsministeren samtidig kan gamble på en anden og langt mere voldsom dynamik, nemlig den kraftigt stigende beskæftigelse.

Inden Lars Løkke får modet og udskriver næste folketingsvalg, skal vælgerne have forstået og mærket, at Danmark lige nu har det højeste antal lønmodtagere nogensinde og tilsvarende færre på overførselsindkomster. Og det tager tid: En tid, der til manges overraskelse har vist sig at arbejde for den siddende regering.