Kulturanalyse

Intelligent liv i rummet?

Det nye IKEA-katalog er landet. IKEA 2019 hedder det, og det adskiller sig en hel del fra IKEA 2018, som vi anmeldte sidste år. Der sælges ikke så mange drømme, og virkeligheden er blevet trukket tættere på. Men der optræder færre mennesker, og universet er mørkere. Er det så sådan, IKEA oplever virkeligheden? Oliver Stilling har læst kataloget.

Så er det atter blevet den tid på året, hvor IKEA, det verdensomspændende svenske samlemøbelkonglomerat, sender sit katalog på gaden. Føljeton anmeldte jo for et år siden det sidste katalog, hvis gennemgående tema var at give læserne de nødvendige redskaber til at skabe så meget plads på så lidt plads som muligt. Der skal være plads til livsudfoldelse, plads til at være den man er, var budskabet. Sidste års IKEA-katalog adskilte sig en smule fra tidligere udgaver ved at være fuld af interagerende mennesker. Der var en undertone af, at IKEA er fællesskabsopbyggende, og at hvis vi bare fylder vores hjem med billige IKEA-effekter, så er en bedre verden inden for rækkevidde. IKEA 2018, hed kataloget – med undertitlen: ‘Plads til livet’.

Nu ligger IKEA 2019 der så, og det første, man lægger mærke til, er, at kataloget ikke har nogen undertitel. Der står ingenting. I år er der åbenbart ikke ‘plads til’ noget. Eller også forventes varerne i højere grad at tale for sig selv. Det undersøger vi lige om lidt.

Hvor forsiden sidste år var prydet af en sindssygt pussenusset, pastelfarvet velordnet og fuldstændig mennesketom stue, hvor ikke en pude lå forkert, er der på årets cover faktisk et lidt rodet interiør – simpelthen tegn på liv. Det her er ikke bare en opstilling, en scene, er signalet.

Se bare på det halvt fyldte vandglas, som er placeret skødesløst oven på nogle papirer og en bog på bakkebordet (GLADOM) til 149 kr. To børn, en pige og en dreng, leger, de er i bevægelse, de har det muligvis sjovt i de her omgivelser, og drengen, der har maske på, hopper i sofaen, hvorfra et tæppe slanger sig ud over kanten og er helt nede og slikke gulvtæppet med den ene ende. Hvad der måske er det mest interessante: børnene kigger direkte på kameraet, beskueren, dig.

Et direkte blik fra kataloget og ud på beskueren. Men hvorfor så beklemt? Billede fra kataloget.

Det direkte blik inde fra kataloget og ud på beskueren var der ikke noget af i sidste års katalog, men i 2019’eren går det igen et par gange – som når Shakespeare lader sine skuespillere sige noget direkte til publikum. Vi tolker det sådan her: IKEA har skruet lidt ned for drømmen om det gode liv, for drømme er jo kendetegnet ved, at de ikke altid er opnåelige. I årets katalog kigger man ikke ind gennem glasvæggen på et terrarium eller en kukkasse, hvor andre har det sjovt uden en; med et lillebitte hop – købet! – kan man selv blive en del af fællesskabet.

Nyt bureau?

Det er, som om IKEA har fået et helt nyt hold reklamebureauhjerner til at lave IKEA 2019. Layoutet er mere nøgternt, mere håndholdt og køligt, og pludselig føles den pastelfarvede menneskevarme atmosfære fra sidste år postuleret og udspekuleret. Kataloget tager – meget bibelsk – afsæt i tallet syv. Syv hjem er der for læseren at dykke ned i, og de præsenteres hver især med titler som klicheen ‘En oase i storbyen’, det selvfede ‘Plads til store ideer’, det øko-klæge ‘Glæden ved at leve ressourcesmart’ og det selvmodsigende ‘Lidt plads, meget dig’. I disse hjem kan læseren så ”gå på opdagelse” og få ”inspiration til et bedre liv derhjemme”.

Det første hjem, ‘En oase i storbyen’, er hvidligt, overvejende upersonligt og rettet mod kvinden, som godt kan lide at stille bakken (KLACK) med tekoppen på gulvet, mens hun sidder i poset hjemmetøj på et lammeskind i vindueskarmen med det ene ben trukket op under sig og bladrer i et modemagasin. Der er yin og yang og yoga i luften, for på et billede stikker en yogamåtte op fra en kurv (SNIDAD), og på et andet ser vi hjemmets beboer lave hovedstand på gulvet. Der er et vindue i baggrunden, men man kan ikke se ud (og heller ikke ind). Som der står i en billedtekst: ”Med gardiner fra gulv til loft bestemmer du, hvornår du vil lukke verden ind.”

Og pludselig tager hele iscenesættelsen en drejning. Mange af os forbinder vel yoga med balance og overskud, måske endda i et svagt øjeblik også indsigt, men jo mere tekst, man læser om den blege storbyoase i kataloget, desto tydeligere er det, at indretningen er stilet mod folk, der faktisk har det ad helvede til. ”Har du nogensinde haft lyst til at vende en fortravlet hverdag ryggen – trække stikket og ta’ nogle dybe indåndinger – bare et øjeblik?” står der Scientology-agtigt i indledningen.

Og i en undseelig tekst på side 11, der måske aldrig burde have været trykt, får vi at vide, at ”mange af os lader være med at lave fornyelser i vores hjem, fordi vi er bange for, at det bli’r for dyrt” osv. – men at ”hjem skal udvikle sig” i takt med, at vore livsbetingelser ændrer sig – for ellers ”kan livet føles svært”.

Indretningen smager af overskud og mentale ressourcer, men sproget er anmassende diagnostisk, og diskrepansen mellem de to elementer – tekst og billede – lugter langt væk af, at adressaten i virkeligheden er den jeg-svage forbruger, man kender fra Luksusfælden, som drikker alt for meget energidrik og køber på klods og ikke forstår, hvor pengene forsvinder hen.

Er det så et problem? Næ, men hvis der skal være så meget tekst, måtte den gerne være bedre skrevet. ”Hvis du f.eks. gerne vil dyrke mere yoga, bli’r det nemmere, når du indretter et sted, hvor du kan gøre det dagligt. Og selvtillid smitter, så måske opdager du, at når du er parat til at lave ændringer derhjemme, bli’r det også nemmere at håndtere andre udfordringer i dit liv.”

Lidt for bøvet er det, og det hjælper i øvrigt ikke på det samlede indtryk, at IKEA mærkværdigt nok har valgt at stave ord som ‘bliver’ og ‘tager’ fonetisk. Det er i hvert fald ikke Henrik Nordbrandt, der har skrevet teksterne. Hvis IKEA endelig vil hælde kaskader af tekst ned over læseren, hvorfor køber de så ikke verdens bedste skribenter til at skrive det? Der lader til at være penge nok i omløb, så det kan ikke være der, skoen trykker.

Plads nok?

Vi springer videre til hjem nr. 2, ‘Lidt plads, meget dig’. ”Hjem er unikke,” får vi her at vide. ”Ligesom fingeraftryk. Og uanset om dit hjem er stort eller lille, har det plads til at være dig”.

Lidt plads, meget dig. Billede fra Ikea 2019.

A-hvaffor noget? Jo, den er god nok: ”plads til at være dig” – med henblik på ”at vise, hvad du elsker, og til at opfylde dit behov”, står der. Hjem nr. 2 er mere spraglet, og i en overskrift på side 60 opfordres vi til at skabe ”et indbydende og muntert udtryk”. Det er faktisk en lettelse at komme herover efter den trykkende patientstemning i hjem nr. 1.

Og når man kigger sig omkring, kan man da også hurtigt se, at her er mere tingeltangel. I urtepotteskjuleren (GRADVIS) står der et sæt godt brugte pensler ret op og ned, ved siden af ligger der ni stykker farvekridt (MÅLA), og på en kant foran den matte væg er der placeret tre cupcakes og et stykke kage i polyester (DUKTIG).

Når man besøger en IKEA-butik, er en af fornøjelserne altid at gå ind i deres små mock-ups af hjem, hvor de for eksempel har presset et køkken og en stue ind på 14 kvadratmeter. Mies van der Rohe havde ret: Nogle gange er less more. Det, der er pudsigt ved ‘Lidt plads, mere dig’-hjemmet i kataloget, er, at denne ”dig” næsten er usynlig.

IKEA 2018-kataloget var fuld af mennesker, men i 2019 er der næsten ikke nogen. Måske er der i virkeligheden så lidt plads i ‘Mindre plads, mere dig’, at ”dig” slet ikke kan være der. Man bladrer og bladrer, men der er langt mellem de levende. Hvor lidt plads der er til ”dig” i det her hjem, kommer måske bedst til udtryk i et interiørfoto på side 78, hvor vi kan se noget af en ung kvinde i spejlet på væggen.

Uhyggeligt. Billede i kataloget.

Hun har armene i vejret, som om hun danser til musikken fra en højttaler (ENEBY), men som billedet er beskåret, ser det ud til, at hendes overkrop på en eller anden måde er blevet fanget i et glasskab og forsøger at komme ud. Det er faktisk ret uhyggeligt.

Nu nævnte vi gamle Mies van der Rohe før, og henne på side 83 optræder der en tekst med overskriften ‘Myten om minimalisme’. IKEA henviser her til en rapport, ‘Livet derhjemme’, som de har fået udarbejdet. Rapporten ”viste os, at det at ha’ ‘for mange ting’ var den største stressfaktor i hjemmet”.
Det lyder interessant, men straks efter følger et ‘men’, der peger i den modsatte retning: ”Men at rydde for meget op kan faktisk virke modsat og gi’ dig flere bekymringer”.

Jamen, hvad så? Det lyder som en pest eller kolera-situation, som man helst gerne havde været foruden. Heldigvis smider IKEA her en professor Russell Belk, ekspert i brugeradfærd, ind i ligningen (Vi har googlet ham: han findes), og ”han siger, at det er vigtigere at ha’ et sundt forhold til dine ting end at smide dem ud med det samme”. Uh, hvis professoren siger det, så må vi hellere følge hans indlysende råd.

Og sådan har de syv hjem hver deres særpræg. Hvad er konklusionen så? Færre mennesker, men til gengæld mere direkte kontakt til læseren. Mindre drømmestof, mere virkelighedsnærhed. Men her er ikke så hyggeligt. Har IKEA ladet virkeligheden komme for tæt på? Lyset på billederne af de forskellige opstillinger er ofte hårdt, skyggerne er dybe og skarpe som i spillefilm fra 1940’erne. Mange interiørfotos er præget af en sær kulde – som leder tankerne hen på fimbulvinteren, vi kender fra nordisk mytologi. Og dermed er feel’et ikke super optimistisk, for efter fimbulvinteren venter som bekendt ragnarok. Verdens undergang, simpelthen.

 

IKEA 2019, 288 sider, omdeles gratis til husstande over hele landet

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12