Rød blok er død

Når man er stærk, skal man også være sød. Sådan lyder Pippi Langstrømpes berømte motto, der også gælder i magtpolitik. Uanset partifarve. Når man er det største parti, er man nødt til også at tage hensyn til de små partier, der støtter en. Ellers er man pludselig ikke så stærk længere.

Netop her ligger hovedforklaringen på det kaos, der i de senere uger er brudt i det, som engang blev kaldt for ‘rød blok’. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen er den stærke kvinde i oppositionen, men hun har ikke været særligt sød over for sine mulige støttepartier.

Risikoen er, at Socialdemokratiet allerede har overspillet sine muligheder for at genvinde statsministerposten, ganske enkelt ved at have fremtrådt alt for afvisende over for sit parlamentariske grundlag. Vreden er enorm, og med ét står Mette Frederiksen svækket, efter at have ført komfortabelt i meningsmålingerne i månedsvis.

De seneste ugers trodsreaktion fra de små rød-grønne partier kan hurtigt føre til en forbitret situation, hvor de sidste, afgørende mandater kommer til at mangle bag Mette Frederiksen, og Lars Løkke Rasmussen dermed ender med at kunne regere videre.

Ingen fælles udspil

Alternativets leder Uffe Elbæk meldte i går ud, at det allerede er for sent at samle oppositionen: ”Hvis der bliver indkaldt til et møde, der går ud på, at nu skal rød blok finde fælles fodslag, så er det ikke en relevant dagsorden for mig.”

Socialdemokratiet er dog endnu ikke gået i panik, for partiet har faktisk kalkuleret med at fremprovokere en reaktion fra støttepartierne. Ganske vist ikke så vildt og turbulent, som det nu er sket. Langt fra. Voldsomheden er også kommet bag på Socialdemokratiets top. Men der har faktisk længe været en strategisk bagtanke med at holde en demonstrativ afstand til de små rød-grønne partier.

Allerede fra sin tiltræden i juni 2015 afviste Mette Frederiksen at pleje nære forbindelser til lederne af de fire andre partier, som hun ellers selv forventer skal bringe hende til magten.

Hun har konsekvent afvist at fremlægge fælles udspil eller på anden måde koordinere politik med SF, Alternativet, Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Bortset fra en enkelt klima-kronik, der dog ikke har ført til yderligere tiltag, har de fem oppositionspartier end ikke så meget som forsøgt at samstemme budskaberne.

Det er bestemt ikke viljen, der har manglet på den anden side. Både Pia Olsen Dyhr, Uffe Elbæk, Pernille Skipper og Morten Østergaard har gerne villet mødes. Hellere end gerne. Men Mette Frederiksen har ikke ønsket at blive sat i bås med småpartierne, der hver især repræsenterer synspunkter, som et flertal af vælgerne er imod.

Hun frygter at blive forpligtet på politiske initiativer, der skræmmer midtervælgerne væk. Så hellere skræmme støttepartierne væk, i forventning om, at de i alvorens stund alligevel ikke vil lade Lars Løkke fortsætte.

Domino-effekten

Det åbne opgør i oppositionen brød for alvor ud i forsommeren, da Mette Frederiksen i sin grundlovstale meddelte, at De Radikale ikke vil komme med i en eventuel ny S-regering. Afvisningen af den gamle regeringspartner satte en domino-effekt i gang.

Den radikale leder Morten Østergaard måtte nødvendigvis reagere og skærpede sine krav, særligt på udlændingeområdet, som så fik Alternativet til at overtrumfe ved at lancere Uffe Elbæk som ekstra statsministerkandidat, hvorefter selv Enhedslisten blev så skrupforvirrede, at Pernille Skipper nu også er trådt frem som ikke-rigtigt-statsministerkandidat.

At Socialdemokratiet nu pludselig står næsten alene på Christiansborg – kun delvist sekunderet af SF – er således langt hen ad vejen selvforskyldt. Og bevidst fremprovokeret. Socialdemokratiets top har ønsket at udstille uenighederne i god tid inden valget, så balladen når at brænde ud.

Siden valget har Mette Frederiksen tilbragt mere tid sammen med både Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen end hun har med lederne af SF, Alternativet, Enhedslisten og Det Radikale Venstre. I hvert fald i politisk sammenhæng. Budskabet er ikke til at tage fejl af: De små partier skal ikke regne med at komme igennem med mindretalssynspunkter.

Socialdemokratiet har en gang for alle besluttet sig for ikke igen at ville gå til valg på forslag som f.eks. betalingsring eller øremærket fædrebarsel. Ej heller på lempelser i udlændingepolitikken.

Mandaternes logik

Mette Frederiksen taler selv om ”mandaternes logik”. På de områder, hvor støttepartierne ikke deler holdninger med flertallet af vælgerne, herunder i udlændingepolitikken, retspolitikken og i socialpolitikken, er et rød-grønt samarbejde udelukket.

Til gengæld vil Socialdemokratiet gerne konfrontere VLAK-regeringen på de områder, hvor de borgerlige partier menes at være ude af trit med befolkningen. Det handler primært om velfærd, klima og uddannelse.

Men selv ikke her er Socialdemokratiet parat til at forme en ensidig alliance med støttepartierne. Den røde blok er død. Selv når det gælder velfærd, klima og uddannelse, insisterer Socialdemokratiet på et bredt samarbejde henover midten. Frem for dyrere oksekød hedder slagnummeret billigere el-biler, og frem for at afskaffe kontanthjælpsloftet satses på nærsygehuse i provinsen.

Mette Frederiksen gambler på, at støttepartierne vil ende med at hidse sig ned og i stedet byde ind med positive forslag, der appellerer til det store flertal. Samtidig med at de selvfølgelig dropper modstanden i bl.a. udlændinge-, rets- og socialpolitikken.

Og det er og bliver højt spil fra Socialdemokratiets side. Nok også for vild en gambling. De andre partier i oppositionen er jo netop ikke socialdemokratiske og vil derfor næppe føje sig for Mette Frederiksens majoritetslogik. På kort sigt har Alternativet, Enhedslisten og Det Radikale Venstre alt at vinde med at udfordre Socialdemokratiet.

Mest sandsynligt er det derfor, at domino-effekten vil fortsætte og få oppositionspartierne til at skærpe den indbyrdes konkurrence om at udfordre Socialdemokratiet, og mindre sandsynligt er det efterhånden, at Mette Frederiksen vil ende som statsminister.

Den søde blok er stendød. /Lars Trier Mogensen