Der burde være et særligt sted i helvede for de kontornusser-typer, der finder på ord som “omprioriteringsbidrag” og ”bidragssats”. Det lyder så tilpas creepy-kryptisk, at man bliver i tvivl om, hvad der gemmer sig med småt. Og dét er netop meningen: “Omprioriteringsbidrag” og ”bidragssats” er bureaukratiske nyord, der er skabt til at sløre ubehageligheder.
Men bare urolig, for det kan blive endnu mere uigennemskueligt. Meget mere sløret. Selv det mest kryptiske kan forvandles til noget endnu mere mærkeligt.
Her til formiddag har finansminister Kristian Jensen fremlagt VLAK-regeringens udkast til en ny finanslov for 2019 med titlen ‘Større tryghed og mere nærhed’. Ét af slagnumrene er, at omprioriteringsbidraget vil blive afskaffet. Sådan skrev flere nyhedsmedier i hvert fald allerede i går aften. Det skal være slut med at tvinge alle landets uddannelses- og kulturinstitutioner til at barbere to pct. af budgetterne hvert år.
Men så god er verden alligevel ikke. Den årlige grønthøster-metode, omprioriteringsbidraget, skal i virkeligheden kun omprioriteres. Ja, det lyder måske bizart. Men den er god nok. Omprioritering af omprioritering. Og så bagefter en ekstra omgang omprioritering.
I de kommende år vil de systematiske besparelser på bl.a. erhvervsskoler, universiteter, museer og teatre fortsætte som hidtil. Næste vil der derfor skulle fyres forskere, lærere og kulturformidlere, ligesom i år og forrige år. Nedskæringerne i uddannelse og kunst fortsætter ufortrødent.
Men der er trods alt en form for nyhed i finanslovspakken, og det finurligt nye er, at de sparede penge vil blive ført tilbage. Ad omveje og ganske vist først fra 2022, og heller ikke direkte tilbage til de institutioner, som har mistet pengene. Men i alt 842 mio. kr. kan ende tilbage, hvor de kommer fra:
”Det vil være sådan, at regeringen hvert år tager stilling til, hvordan pengene skal bruges. Er det gymnasierne, folkeskolen eller et andet område, der har brug for at få et løft? Det vælger man år for år,” siger finansminister Kristian Jensen og lægger dermed op til, at fremtidige regeringer kan lave en slags sats-pulje for uddannelse og kultur.
Mange af de initiativer, der iværksættes over for landets mest sårbare og socialt udsatte gennem Sats-puljen, er i dag finansieret ved, at de offentlige overførsler ikke følger med løn- og prisudviklingen i øvrigt. Dermed udhules indkomsten for de fattigste hvert år, og folk på de laveste overførsler ender med at betale for hjælpen til andre udsatte. Til gengæld kan politikerne hvert år træde frem og uddele store millionbeløb til tiltrængte formål.
Præcis samme logik skal nu gælde for uddannelse, forskning og kultur. I stedet for at bevilge penge, så driften kan følge med, vil Venstres finansminister løbende trække flere og flere penge ud, som så efterfølgende kan doneres særskilt til prestigeprojekter under stor mediebevågenhed. Uddannelse, forskning og kultur bliver med andre ord underlagt samme budgetmodel som de fattigste har måttet leve siden 1990.
Men hvorfor? Hvorfor skal omprioriteringen omprioriteres, så uddannelse, forskning og kultur reelt ender med at få mindre? Her har Kristian Jensen et interessant svar. Han blev spurgt om, hvorfor man først gør det fra 2022. Hvorfor ikke allerede fra næste år?
”Det er sådan, at i 2020 og 2021, der betyder gamle forlig – for eksempel boligbeskatningsaftalen – at det økonomiske råderum er mindre, end vi er vant til. Derfor mener vi, at det er i 2022, vi kan sige, at vi lader pengene blive på området,” sagde Kristian Jensen.
Boligbeskatningsaftalen? Ja, sidste år vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny pakke, der skal sikre boligejerne mod voldsomme stigninger i boligskatterne i de kommende år. Reelt burde danske boligejere have betalt markant højere boligskatter i dag, fordi huspriserne er eksploderet, siden det danske skattevæsen brød sammen og boligskatterne derfor blev fastfrosset.
Politikerne er imidlertid enige om at beskytte boligejernes økonomi. Og prioritere boligejerne over alt andet. Politikerne ved nemlig, at boligejerne ikke er til spøge med. Boligejerne kan afgøre valg.
Selv om renten er historisk lav, ulmer raseriet blandt landets boligejere med realkreditlån. De har nemlig fået proppet en ny ‘bidragssats’ ned i halsen. Realkredit-institutterne har således opfundet deres egen kreative indtægtskilde, ligesom VLAK-regeringen har deres omprioriteringsbidrag. Forskellen er kun, at politikerne ikke tør røre boligejerne, ja, faktisk er det boligejerne, der får de sparede penge fra uddannelse, forskning og kultur i de kommende år. Det må man kalde en klar prioritering. /Lars Trier Mogensen.