Kunsthistorien er ekstremt tilfældig

I 1961 i New York bliver Andy Warhol rystet over et Roy Lichtenstein maleri, der forestiller Anders And og Mickey Mouse. Men det er ikke tegneseriefigurerne, der ryster Warhol. Det rystende er, at malerierne bliver udstillet på et hot galleri. Nogle måneder inden har Warhol også udstillet malerier af tegneseriefigurer, men ikke på et galleri. Warhol, der endnu ’blot’ er designer og illustrator, har brugt malerierne til at dekorere et butiksvindue. Warhol træffer derfor en drastisk beslutning: ”Da Roy var så god til at lave tegneserier, besluttede jeg mig på det tidspunkt for, at jeg ville holde op med at arbejde med tegneserier og i stedet gå i andre retninger, hvor jeg kunne være den første – så som kvantitet og serialitet.” Kunstkritiker og kurator Henry Geldzahler forstår Warhol: ”Fra et strategisk og militært synspunkt har du selvfølgelig ret. Det territorium er taget.” Året efter debuterer Warhol som kunstner med en historisk udstilling med 32 malerier, der afbilder 32 Campbell’s suppedåser.

Da Warhol bliver ’rigtig’ kunstner, har han forstået en tendens i tiden: Stor kunst skal ikke længere blot være bedre en anden kunst. Nej, stor kunst skal være så nyskabende, at det slet ikke kan sammenlignes med anden kunst. En kunstner er ikke bare god, fordi han eller hun laver en bedre variation over et velkendt tema end en anden kunstner. Nej, en stor kunstner er den, der skaber noget helt nyt, opfindsomt, hidtil uset, originalt og banebrydende.

Opfattelsen af kunstnere som fortrop, der peger samfundet i en ny retning, bliver formuleret i 1825 af den franske samfundsfilosof og soldat Henri de Saint-Simons sekretær, Olinde Rodrigues: “Det er os, kunstnerne, der skal tjene jer som avantgarde.” Op igennem det 19., 20. og 21. århundrede bliver kunstens nyhedsværdi kunstens væsentligste værdi. Et værks produktionsdato er vigtig. Mange af de mest celebrerede avantgardekunstnere såsom Duchamp, Picasso, Malevitj, Kandinskij, Magritte, de Chirico og Kosuth har på den ene eller anden måde tilbagedateret egne værker. Det gælder om at komme først. Men anekdoten om Warhol og Lichtenstein illustrerer, at det, der er nyt på et galleri, ikke nødvendigvis er nyt hinsides galleriet. Det, der er nyt i kunstverdenen, er ofte kun nyt i netop kunstverdenen. Den kunstneriske fortrop er ofte blot kulturens bagtrop. Som Picasso selv forklarede: ”Gode kunstnere imiterer. Store kunstnere stjæler.”

Den vigtigste avantgardekunstner i det 20. århundredes kunsthistorie, franskmanden Marcel Duchamp, er kendt som konceptkunstens opfinder. I 1910’erne præsenterer han fundne objekter så som en pissekumme og et flasketørrestativ som kunst. Men allerede i 1880’erne laver de såkaldte inkohærente kunstnere – satirikere, illustratorer og andre kreative – humoristiske udstillinger med lignende værker: et par bukser hængt på væggen med spredte ben betitlet ”Eiffeltårnet”, en ramme uden billede og så videre. Andetsteds i 1910’erne udstiller den russiske avantgardekunstner Kazimir Malevitj som noget nyt såkaldte monokromer, for eksempel en sort kvadrat på hvid baggrund og en rød kvadrat på hvid baggrund. Men allerede i 1882 udstiller digterenen Paul Bilhaud en sort firkant betitlet ”Negere i slåskamp i en tunnel”, imens hans ven, forfatteren Alphonse Allais, udgiver et ’Førsteaprilsnarsalbum’ i 1897, hvor han præsenterer hele syv monokromer såsom ”De apoplektiske kardinalers tomathøst ved det røde hav.”

De talrige eksempler på, hvor uopfindsom den opfindsomme avantgarde er, behandles typisk som undtagelser. For hvis man vil være en stor kunsthistoriker, skal man skrive om de store kunstnere – og de store kunstnere er dem, der er skrevet mest om. To år inden Duchamp dør, konkluderer han selv: “Kunsthistorien er ekstremt tilfældig … Grundlæggende er det kun fortidens middelmådige værker, der har overlevet, imens de smukkeste, de fineste værker, er forsvundet. Dette er noget, som jeg tror på.”

Toke Lykkeberg er kurator, forfatter og leder af udstillingsstedet Tranen på Gentofte Hovedbibliotek.