Kun Søren Pilmark kan redde os fra den stygge ulv

Man forestiller sig, at han må have sovet let, den gode proprietær Conrad Lundsgaard. Han må have ligget med det ene øje åbent, ventende, klar til at spæne ud af sin seng, da han en juninat i 1813 hørte sin følhoppe vrinske voldsomt. Da han nåede frem, var det alligevel for sent. Ulven havde været på besøg på Estvadgaard, ligesom den flere gange gennem den seneste tid havde hærget på egnen og mæsket sig i får, svin og kalve. Nu er det nok, besluttede proprietær Lundsgaard. Nu måtte den dumme ulv dø.

Lundsgaard satte sin skytte til at vente på, at ulven vendte tilbage. Fem dage gik der. Men så pludselig, natten mellem den 20. og 21. juni, dukkede den formodede gerningsulv op igen. Skytten tog sigte med sin bøsse og trykkede på aftrækkeren. Et hyl må have lydt fra ulven, da projektilet ramte den i bagbenet. Det sårede dyr forsøgte at slippe væk, men dens smertelige skrig gjorde det vanskeligt for den at gemme sig. Skytten fandt den og gjorde en ende på dens liv. På proprietær Conrad Lundsgaards ordre var den sidste ulv i Danmark blevet skudt.

Ulven tog sit sidste åndedrag på en gård syd for Skive. Og nogenlunde samme sted er den nu igen begyndt at vise sit grimme ansigt i Danmark. Ja, den gjorde det faktisk så sent som i går. Torsdag aften spillede fodboldholdet FC Midtjylland en kamp om deltagelse i årets Europa League-turnering mod vores nære svenske naboer fra Malmø FF. Det midtjyske fodboldhold bruger en ulv som logo og går derfor normalt bare under navnet ‘Ulvene’. Og det var en gruppe fans fra det pak, der havde besluttet sig for at genoplive ulvenes dårlige ry. Under kampen hev de et banner frem med ordene: ”I morgen er i atter immigranter i jeres egen by”. Det var selvfølgelig en kommentar til de integrationsudfordringer, som Malmø Kommune går og roder med for tiden.

Kun Søren Pilmark kan redde os

Mange har nok glemt det, ja, måske ligefrem fortrængt det – måske i form af freudiansk traume-undertrykkelse – men tilbage i 1992 var der premiere på en tv-serie, der hed Gøngehøvdingen. Her slog skuespilleren Søren Pilmark sine folder som den dansk-skånske krigshelt Svend Gønge, der gjorde livet surt for svenskerne under krigen mellem Danmark og Sverige i 1600-tallet. Smag er subjektiv, men vores stille subjektive vurdering er, at den serie var så dårlig, at den giver én lyst til at kysse Ole Bornedal på panden og sige tak for det flotte arbejde med  tv-serien 1864.

De latterlige ulve, der i aftes stod med et latterligt banner på heden i Herning, skal bare vide, at hver gang de puster til en konflikt mellem Danmark og Sverige, så kommer vi tættere på muligheden for at lave en sæson to af Gøngehøvdingen. Det er ingen tjent med.

Nu skal man ikke lade en hel fodboldklub stå til regnskab for den generelle fremmedfjendske skadefryd, visse danskere synes at nære over for Sverige. Det har ikke noget med FC Midtjylland at gøre. Da vi for nogle måneder siden diskuterede ulveproblemet i Danmark, var det de forkerte ulve, vi snakkede om. De ulve, som proprietær Lundsgaard havde set sig sur på, er ikke dem, vi skal være bange for. Vi skal i stedet bekymre os om de ulve, der har travlt med at godte sig over andres dårligdom, samtidig med de hytter deres eget skind. De ulve har været i Danmark længe, og nu er de også ved at komme til Sverige.

I stedet for at gøre grin med Sverige skulle vi måske sammen med vores broderfolk finde ud af, hvordan vi kommer de her ulve til livs. Lad Søren Pilmarks præstation som Svend Gønge minde os alle om, at vi er bedre tjent med at samarbejde over Øresund end at bekæmpe hinanden. Der er ingen grund til at begive sig over isen og slås igen. Nej, lad isen tø og de onde ulve dø. /Andreas Terp

P.S. Hvis du sidder og tænker ”hvad snakker de om? Gøngehøvdingen var da meget fed,” så se lige introen her. Den var ikke god!