Da B næsten flyttede fra A

De store succeser står A for. Hun er kommet på forlag, har udgivet flere bøger, vundet en pris og høstet anerkendelse. En helt lille stjerne er hun blevet, som folk lægger mærke til og skriver om og kalder “vigtig”.

Med B er det anderledes. Ganske få ting er der kommet på tryk, og det er altid noget småt og mere eller mindre forfjamsket noget, som bevæger sig langt, langt under radaren, som man siger.

A kan blive irriteret på B: “Skal du ikke lidt mere i gang?” spørger hun. “Vil du ikke eller hvad?” Og så kan B selvfølgelig godt kortvarigt føle sig lidt skodagtig og dum. Men inderst inde er hun glad nok. Og føler egentlig ikke den store trang til at ændre noget. Måske føler hun endda, at det, hun gør, er – ja, hvad? Hun har nogle gange prøvet at foreslå A, at det vel er meget fint, at der også er noget derude, som ikke så ivrigt kaster sig ind i konkurrencen, men det kommer altid til at lyde forkert. Som om B så alligevel konkurrerer med A. På sådan en omvendt og spidsfindig og måske indebrændt måde. Som om B så vil hævde, at det hun gør faktisk er mere ædelt og sandt og virkeligt end det, A gør. Og det er faktisk ikke det, B mener. Eller er det? Nogle gange bliver B helt i tvivl. Men det er jo kun, når A tvinger B til at sammenligne sig med A. Og svare på hendes halve og hele angreb. Så skal B pludselig tale om det, hun går ind for. Og så er det hele pludselig ikke så ligetil længere. Det er ligesom om, B helt forsvinder, når hun skal tale i A’s sprog og forholde sig til A’s værdier.

B har haft en periode, hvor hun ikke er kommet så meget ud. Har ligget meget i sofaen med sine samlinger. Hun har fået en idé til en stribe med den buddhistiske nonne Tenizin Palmo. Palmo skal sidde i sin Himalaya-hule i skrædderstilling og sige eller tænke koan-agtige ting. Tomt og dejligt.

B glemmer sig selv og kommer til at rode. A bliver afsindig:

“Du fylder hele stuen med dine ting,” siger hun. “Det er altså stadig min lejlighed, hvis du ikke har glemt det.”

B bliver ærgerlig over, at A spiller det kort der. Hvem, der ejer tingene. Men hun får også altid helt ondt af A, når hun er på den måde der. Stresset.

B gør sit bedste for at få styr på sit lort. Men så kommer der en ny idé! Nederst i pamfletsamlingen har hun fundet et hæfte med mystikeren Liu Tiemo; zen-nonnen der blev kaldt The Grindstone of Iron. Måske hun skal være en slags gæstestjerne i striben?

B skribler og bladrer og får røde kinder, og snart er der igen rodet, og det hele gentager sig.

B går en tur og er væk hele dagen. Men så da hun kommer tilbage … A har ryddet op og smidt pamfletsamlingen ud!

De har et ukarakteristisk og faktisk ret hæsligt skænderi. B kan nærmest ikke blive vred, men bliver det nu. Bliver ved og ved at slå fast over for A, at der var tale om uvurderlige samlinger. Fund, sjældenheder – alt muligt, der aldrig kan erstattes. A anholder ordet “uvurderligt” og siger, at det jo selvfølgelig har en affektionsværdi for B, men at det jo for pokker ikke er noget, “der nogensinde vil kunne bruges til noget.”

B har en bekendt, som lejer et kælderkontor i et industrikvarter i Ballerup, og B får lov til at låne det på ubestemt tid. Det er småt og fugtigt, men har til gengæld en Inco som nabo. Hver morgen laver B en stribe med Tenizin Palmo i bjerghulen, og striben tager hun med over til containeren om aftenen, når hun skralder. Hun lægger den på hjørnet under en sten, og altid, når hun kommer op næste dag, er den væk.

En dag står A i kælderkontoret. Hun er i opløsning, kan man se. Har ledt og ledt efter B.

A forklarer om al den uro, hun føler, når B ikke er der og om forskellige skriveprojekter, der er gået i stå. A forklarer, hvordan hun ikke får ro, før skriveprojekterne er færdige, men hvordan uroen samtidig forhindrer hende i at skrive, og hendes tale går lidt i ring på den måde, og til sidst græder hun, og B må have armen om hende og trøste.

Pludselig retter A sig op:

“Man kan altså heller ikke bo hernede i sådan et mørke, B” siger hun. “Det er jo helt sindssygt.”

På vejen til stationen kommer de forbi fodboldbanerne. Da B helt automatisk stopper op og kigger lidt på en af amatørkampene, gør A det også. De står uden at sige noget med A’s cykel mellem sig.

“Nå, ja,” siger A så. “Jeg har reddet en af dine pamfletter. Den var røget ind under reolen.”

Hun rækker den til B. Det er den med Liu Tiemo – The Grindstone of Iron.

B slår op og finder stedet, hvor Liu Tiemo passer sin onkels slagterbutik. En kunde kommer ind og beder om det bedste stykke kød.

“I min butik er alle stykkerne det bedste stykke,” svarer Liu Tiemo. “Der er ikke et stykke, der er det bedste stykke.”

B tager A’s hånd og smiler til hende.

“Jeg elsker dig,” siger hun.

Så går de det sidste stykke gennem Ballerup og tager toget hjem.

Nikolaj Zeuthens skønlitterære bagkatalog rummer digtsamlinger, skuespil, tegneserier og romaner. Senest den kritikerroste ”Buemundet guitarfisk” om (forfatter)livets B-sider.