Yuval Noah Harari: Du er ikke verdens centrum

Ydmyghed

De fleste nationer er tilbøjelige til at tro, at de er verdens centrum, og at deres kultur har været den vigtigste i hele menneskehedens historie. Mange grækere mener, at historien begyndte med Homer, Sofokles og Platon, og at alle vigtige ideer og opfindelser har rod i Athen, Sparta, Alexandria eller Konstantinopel. Kinesiske nationalister svarer skarpt, at historien i virkeligheden begyndte med Den Gule Kejser og Xia- og Shangdynastierne, og at alt, hvad vestlige mennesker, muslimer eller indere måtte have opnået, blot er en bleg kopi af oprindelige kinesiske gennembrud.

Hinduistiske nationalister affærdiger det kinesiske praleri og hævder, at fly og atombomber blev opfundet af gamle vismænd på det indiske subkontinent længe før Kong Fuzi eller Platon, for slet ikke at tale om Einstein og brødrene Wright. Vidste du for eksempel, at det var Maharishi Bhardwaj, der opfandt raketter og fly, at Vishwamitra ikke blot opfandt, men også brugte missiler, at Acharya Kanad var ophavsmand til atomteorien, og at man i Mahabharata kan finde præcise beskrivelser af atomvåben?

Fromme muslimer betragter al historie forud for profeten Muhammed som stort set irrelevant, og de mener, at al historie efter åbenbaringen af Koranen drejer sig om den muslimske umma. De primære undtagelser fra denne opfattelse kan findes hos tyrkiske, iranske og egyptiske nationalister, der hævder, at deres specifikke nation selv forud for Muhammed var kilden til alt, der er godt ved menneskeheden, og at det selv efter åbenbaringen af Koranen primært var deres folk, der bevarede islams renhed og spredte dens herlighed.
Det burde være unødvendigt at sige, at briterne, franskmændene, tyskerne, amerikanerne, russerne, japanerne og utallige andre grupper på samme måde er overbevist om, at menneskeheden ville have levet i barbarisk og moralsk uvidenhed, hvis det ikke havde været for deres nations storslåede bedrifter.

Nogle mennesker er gennem historien gået så vidt som til at forestille sig, at deres politiske institutioner og religiøse praksisser var grundlaget for selve naturlovene. Således var aztekerne af den faste overbevisning, at solen ikke ville stå op, og at hele universet ville gå i opløsning, hvis det ikke var for de offerhandlinger, de hvert år udførte.

Alle disse påstande er falske. De kombinerer en bevidst uvidenhed om historien med mere end en antydning af racisme. Ingen af nutidens religioner eller nationer eksisterede, da mennesker koloniserede verden, domesticerede planter og dyr, byggede de første byer eller opfandt skriftsprog og penge.

Moral, kunst, åndelighed og kreativitet er universelle menneskelige evner, der er nedlagt i vores dna. Disse fænomener har rod i stenalderens Afrika. Det er derfor udtryk for grov indbildskhed at tilskrive deres opståen et andet sted og en anden tid, hvad enten det er Kina på Den Gule Kejsers tid, Grækenland på Platons tid eller Arabien på Muhammeds tid.

Personligt kender jeg kun alt for godt til denne stupide selvoptagethed, eftersom jøderne, mit eget folk, også mener, at de er det vigtigste folk i hele verden. Nævn en hvilken som helst menneskelig bedrift eller opfindelse, og de tager æren for den. Og eftersom jeg kender mit folk godt, ved jeg også, at de virkelig er overbevist om sandheden af deres påstande. Jeg fulgte engang et yogakursus i Israel, hvor underviseren i den første time i fuld alvor fortalte, at yoga blev opfundet af Abraham, og at alle de grundlæggende yogastillinger stammer fra formen på bogstaverne i det hebraiske alfabet! (Således er yogastillingen trikonasana inspireret af formen på det hebraiske bogstav alef, mens yogastillingen tuladandasana imiterer bogstavet dalet osv.). Abraham lærte en af sine sønner disse stillinger, hvorefter den unge mand rejste til Indien og lærte inderne yoga. Da jeg bad om dokumentation for denne påstand, citerede underviseren Bibelen: ”Men sine medhustruers sønner gav Abraham gaver, og endnu mens han levede, sendte han dem østpå, til Østlandet, væk fra sin søn Isak” (Første Mosebog 25,6). Og hvad tror du, disse gaver var? Så nu ved du, at selv yoga faktisk blev opfundet af en jøde.
Det er selvfølgelig ikke alle, der er så langt ude, at de mener, at det var Abraham, der fandt på yoga. Men den almindelige jødedom fastholder højtideligt, at hele kosmos kun eksisterer, for at jødiske rabbinere kan studere de hellige skrifter, og hvis jøder ophører med dette, vil universet ganske enkelt gå i opløsning. Kina, Indien, Australien og selv de fjerneste galakser vil alle blive tilintetgjort, hvis rabbinerne i Jerusalem eller Brooklyn holder op med at diskutere Talmud. Det er en helt central trosartikel hos ortodokse jøder, og enhver, der vover at betvivle dette, betragtes som en uvidende tåbe. Sekulære jøder er måske lidt mere skeptiske over for denne bombastiske påstand, men også de mener, at det jødiske folk er de centrale helte i historien og den ultimative kilde til menneskelig moral, åndelighed og lærdom.

Det, som mit folk mangler i størrelse og egentlig indflydelse, mere end kompenserer de for med deres uforskammede selvtillid, chutzpah. Eftersom det er mere høfligt at kritisere sit eget folk end at kritisere fremmede folkeslag, vil jeg bruge jødedommen som eksempel på, hvor latterlige sådanne selvhøjtidelige narrativer er, og jeg vil overlade det til læsere rundtomkring i verden at prikke hul på deres egne stammers opblæste forestillinger.

Freuds mor

Min bog Sapiens – en kort historie om menneskeheden blev oprindeligt skrevet på hebraisk til et israelsk publikum. Efter udgivelsen i 2011 var det spørgsmål, som israelske læsere oftest stillede mig, hvorfor jeg næsten ikke havde nævnt jødedommen i min skildring af menneskets historie. Hvorfor havde jeg skrevet en masse om kristendom, islam og buddhisme, men kun ofret nogle få ord på den jødiske religion og det jødiske folk? Ignorerede jeg bevidst jødernes enorme bidrag til menneskehedens historie? Lå der en eller anden skummel politisk dagsorden bag?

Sådanne spørgsmål er helt naturlige for israelske jøder, der fra børnehaven har lært, at jødedommen er verdenshistoriens superstjerne. De fleste israelske børn afslutter 12 års skolegang uden at have fået et klart billede af globale historiske processer. De lærer næsten ingenting om Kina, Indien eller Afrika, og selv om de lærer om Romerriget, den franske revolution og Anden Verdenskrig, udgør disse isolerede puslespilsbrikker tilsammen ikke en sammenhængende fortælling. I stedet begynder den eneste sammenhængende historiske fremstilling, som det israelske uddannelsessystem tilbyder, med det hebraiske Gamle Testamente, fortsætter til Det Andet Tempel-æraen i Jerusalem, springer rundt mellem forskellige jødiske samfund i diasporaen og kulminerer med zionismens opståen, holocaust og oprettelsen af staten Israel.

De fleste elever går ud af skolen med den overbevisning, at dette må være hovedhandlingen i hele menneskehedens historie. For selv når eleverne hører om Romerriget eller den franske revolution, handler diskussionen i klassen om den måde, Romerriget behandlede jøderne på, eller om jødernes juridiske og politiske status i Den Franske Republik. Mennesker, der er vokset op med denne historiske kost, har meget svært ved at fordøje tanken om, at jødedommen har haft en relativt lille indflydelse på verden som helhed.

Men sandheden er, at jødedommen kun spillede en beskeden rolle i vores arts annaler. I modsætning til universelle religioner som kristendom, islam og buddhisme har jødedommen altid været en stammereligion. Den fokuserer på en lille nations og et lillebitte lands skæbne og udviser ikke den store interesse for nogen andre mennesker og nogen andre landes skæbne. For eksempel interesserer den sig ikke for begivenheder i Japan eller for mennesker fra det indiske subkontinent. Der er derfor ikke noget at sige til, at jødedommen har spillet en begrænset historisk rolle.

Det er ganske vist rigtigt, at jødedommen affødte kristendommen og havde indflydelse på islams opståen – to af de vigtigste religioner i historien. Æren for kristendommen og islams globale bedrifter – såvel som skylden for deres mange forbrydelser – tilfalder imidlertid snarere de kristne eller muslimerne selv end jøderne. Ligesom det ville være uretfærdigt at give jødedommen skylden for korstogenes massemord (kristendommen er 100 procent skyldig), er der heller ingen grund til at give jødedommen æren for den vigtige kristne tanke, at alle mennesker er lige for Gud (en tanke, der er i direkte modsætning til jødisk ortodoksi, der selv i dag fastholder, at jøder af natur er alle andre mennesker overlegne).

Jødedommens rolle i menneskehedens historie kan minde lidt om den rolle, som Freuds mor spillede for den moderne vestlige historie. Sigmund Freud har på godt og ondt haft en enorm indflydelse på den moderne vestlige verdens videnskab, kultur, kunst og folkevisdom. Og uden Freuds mor ville vi ikke have haft Freud, ligesom Freuds personlighed, ambitioner og holdninger sandsynligvis i et betydeligt omfang blev formet af hans relation til sin mor – hvilket han ville være den første til at indrømme. Men når man skriver historien om det moderne Vesten, forventer ingen et helt kapitel om Freuds mor. På samme måde ville man ikke have haft kristendommen uden jødedommen, men det betyder ikke, at man bør tillægge jødedommen den store betydning, når man skriver verdens historie. Det afgørende er, hvad kristendommen gjorde med arven fra sin jødiske mor.

Det siger sig selv, at det jødiske folk er et unikt folk med en utrolig historie (dette gælder dog de fleste folk). På samme måde siger det sig selv, at den jødiske tradition er fuld af dybe indsigter og ædle værdier (selv om den også er fuld af tvivlsomme ideer og af racisme, kvindehad og homofobi). Det er også rigtigt, at det jødiske folk i forhold til deres lille antal har haft en uforholdsmæssigt stor indflydelse på de seneste 2.000 års historie. Men når man ser på det store billede i vores historie som art – siden Homo sapiens’ opståen for mere end 100.000 år siden – er det åbenlyst, at det jødiske bidrag til historien har været meget begrænset. Mennesker slog sig ned over hele planeten, indførte agerbrug, byggede de første byer og opfandt skriftsprog og penge tusindvis af år før jødedommens fremkomst.

Selv inden for de seneste to årtusinder er det, hvis man ser historien fra kinesernes eller indianernes perspektiv, svært at se noget større jødisk bidrag til deres historie, bortset fra gennem kristne eller muslimers mellemkomst. Således blev det hebraiske Gamle Testamente med tiden til en hjørnesten i den globale menneskelige kultur, fordi det blev overtaget af kristendommen og inkorporeret i Bibelen. I modsætning hertil blev Talmud – der har en langt større betydning for den jødiske kultur end Det Gamle Testamente – forkastet af kristendommen og er som følge heraf forblevet en esoterisk tekst, som arabere, polakker og hollændere – for slet ikke at tale om japanere og mayaer – ikke har det store kendskab til (hvilket er en stor skam, eftersom Talmud er en langt mere eftertænksom og medmenneskelig bog end Det Gamle Testamente).

Kan du nævne et eneste stort kunstværk, der er inspireret af Det Gamle Testamente? Ja, det er let: Michelangelos David, Verdis Nabucco, Cecil B. DeMilles De ti bud. Kender du nogle berømte værker, der er inspireret af Det Nye Testamente? Det er en smal sag: Leonardo da Vincis Den sidste nadver, Bachs Matthæuspassion, Monty Pythons Life of Brian. Nu kommer den egentlige test: Kan du nævne nogle få mesterværker, der er inspireret af Talmud?

Selv om jødiske samfund, der studerede Talmud, spredte sig over store dele af verden, spillede de ikke en vigtig rolle i opbygningen af de kinesiske kejserriger, i de europæiske opdagelsesrejser, i etableringen af det demokratiske system eller i den industrielle revolution. Mønten, universitetet, parlamentet, banken, kompasset, trykpressen og dampmaskinen blev alle opfundet af ikkejøder.

Etik før Bibelen

Israelere taler ofte om ”de tre store religioner”, hvorved de tænker på kristendommen (2,3 milliarder tilhængere), islam (1,8 milliarder) og jødedommen (15 millioner). Hinduismen (med sin 1 milliard tilhængere) og buddhismen (med sine 500 millioner tilhængere) – for slet ikke at tale om shinto (50 millioner) og sikhisme (25 millioner) – klarer ikke cuttet.2 Denne forskruede forestilling om ”de tre store religioner” indebærer i mange israeleres hoved, at alle store religiøse og etiske traditioner har rod i jødedommen, der var den første religion til at prædike universelle etiske regler. Som om mennesker forud for Abraham og Moses levede i en hobbesiansk naturtilstand uden moralske pligter af nogen art, og som om al moderne moral har rod i de ti bud. Dette er en grundløs og respektløs tanke, der lader hånt om mange af verdens vigtigste etiske traditioner.

Stenalderens jæger-samler-samfund havde et moralkodeks titusindvis af år før Abraham. Da de første europæiske kolonister i slutningen af det 18. århundrede ankom til Australien, mødte de aboriginere, der havde et veludviklet etisk verdenssyn, til trods for at de aldrig havde hørt om Moses, Jesus eller Muhammed. Det ville være vanskeligt at hævde, at de kristne kolonister, der med vold forfulgte de indfødte, havde højere moralske standarder end dem.

I dag kan forskere påvise, at moral har dybe evolutionære rødder, der er millioner af år ældre end mennesket selv. Alle sociale pattedyr – såsom ulve, delfiner og aber – har etiske koder, tilpasset gennem evolutionen til at fremme gruppesamarbejde. Når for eksempel ulveunger leger med hinanden, har de regler for fair opførsel. Hvis en unge bider for hårdt eller bliver ved med at bide en modstander, der har lagt sig på ryggen og overgivet sig, holder de andre unger op med at lege med den.

I chimpansegrupper forventes dominerende medlemmer at respektere svagere medlemmers ejendomsret. Hvis en yngre hunchimpanse finder en banan, vil selv alfahannen som regel afholde sig fra at tage den fra hende og selv spise den. Hvis han bryder reglen, vil han sandsynligvis miste status. Aber undlader ikke blot at udnytte svage medlemmer af gruppen – indimellem hjælper de dem aktivt. En bonobo ved navn Kidogo, der levede i Milwaukee County Zoo, led af en alvorlig hjertesygdom, der gjorde ham svag og forvirret. Da han i sin tid ankom til denne zoologiske have, kunne han hverken orientere sig eller forstå dyrepassernes instruktioner. Da de andre chimpanser så, at han havde det svært, greb de ind. De tog ofte Kidogo i hånden og førte ham derhen, hvor han skulle være. Hvis Kidogo for vild, skreg han fortvivlet, hvorefter en abe kom ham til hjælp.

En af de aber, der hjalp Kidogo mest, var Lody, den højest rangerende han i gruppen. Han hjalp ikke blot Kidogo med at finde rundt, men beskyttede ham også. Næsten alle medlemmer af gruppen behandlede Kidogo med venlighed, men en ung han ved navn Murph drillede ham ofte ubarmhjertigt. Når Lody bemærkede den slags opførsel, jagede han ofte mobberen væk eller lagde en beskyttende arm om Kidogo.

Et endnu mere rørende eksempel på moralsk adfærd fandt sted i Elfenbenskystens jungle. Da en ung chimpanse med kælenavnet Oscar mistede sin mor, kæmpede han for sin overlevelse. Ingen af de andre hunner var villige til at tage ham til sig, for de var bebyrdet med deres egne unger. Oscars sundhedstilstand blev gradvist forværret – han tabte sig og mistede al energi. Men da alt syntes tabt, blev Oscar ”adopteret” af gruppens alfahan Freddy. Alfahannen sikrede sig, at Oscar spiste godt, og han bar ham endda rundt på ryggen. Genetiske test viste, at Freddy ikke var i familie med Oscar. Vi kan kun gætte på, hvad der fik den barske, gamle leder til at tage sig af den forældreløse unge, men visse abeledere udviklede tilsyneladende en tilbøjelighed til at hjælpe de fattige, nødlidende og faderløse, millioner af år før Bibelen fortalte antikkens israelitter, at ”enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt” (Anden Mosebog 22,21), og før profeten Amos klagede over sociale eliter, der ”undertrykker de svage og mishandler de fattige” (Amos’ Bog 4,1).

Selv blandt de Homo sapiens, der levede i oldtidens Mellemøsten, var de bibelske profeters moralske påbud ikke noget ukendt. ”Du må ikke begå drab” og ”Du må ikke stjæle” var velkendte påbud i de sumeriske bystater, det faraoniske Egypten og det babylonske riges juridiske og etiske kodekser. Der var periodiske hviledage, før den jødiske sabbat blev opfundet. Tusinde år før profeten Amos irettesatte de israelitiske eliter for deres undertrykkelse af andre grupper, sagde den babylonske konge Hammurabi, at de store guder havde bedt ham ”om at udvise retfærdighed i landet, udslette ondskaben og forhindre, at de stærke udnytter de svage”.

På samme tid i Egypten – århundreder før Moses’ fødsel – nedfældede skrivere ”historien om den veltalende bonde”, der handler om en fattig bonde, hvis ejendom blev stjålet af en grådig jordejer. Bonden fik foretræde for faraoens korrupte embedsmænd, og da de ikke hjalp ham, begyndte han at forklare dem, hvorfor de måtte skabe retfærdighed og forsvare de fattige mod de rige. Med en farverig allegori forklarede den egyptiske bonde, at de fattiges få besiddelser er selve deres åndedræt, og at embedsmændenes korruption kvæler dem ved at stoppe deres næsebor til.

Mange bibelske love er kopier af love, der blev fulgt i Mesopotamien, Egypten og Kanaan århundreder og endda årtusinder forud for kongedømmerne Judæa og Israel. Hvis den bibelske jødedom gav disse love et unikt præg, var det ved at forvandle dem fra universelle regler, gældende for alle mennesker, til et stammekodeks, der primært gjaldt for det jødiske folk. Jødisk moral var oprindeligt et eksklusivt, stammeorienteret anliggende og er i et vist omfang forblevet dette frem til i dag. Det Gamle Testamente, Talmud og mange (dog ikke alle) rabbier fastslog, at en jødes liv er mere værdifuldt end en ikkejødes liv, hvilket for eksempel er grunden til, at jøder må bryde sabbatten for at redde en jøde fra døden, men har forbud mod det blot for at redde en ikkejødes liv (babylonsk Talmud, Yoma 84,2).

Nogle jødiske vismænd har hævdet, at selv buddet: ”Du skal elske din næste som dig selv”, kun gælder jøder, og der er absolut ikke noget bud om at elske ikkejøder. Den oprindelige tekst fra Tredje Mosebog lyder: ”Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv” (Tredje Mosebog 19,18), hvilket vækker den mistanke, at ”din næste” kun omfatter mennesker, der er ”dine landsmænd”. Denne mistanke styrkes i høj grad af, at Bibelen kræver, at jøderne udrydder visse folk såsom amalekitterne og kanaanæerne: ”Du må ikke lade en eneste beholde livet”, dekreterer den hellige bog. ”Du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kanaanæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig” (Femte Mosebog 20,16-17). Dette er et af de første dokumenterede tilfælde i menneskehedens historie, hvor folkemord præsenteres som en religiøs pligt.

Det var de kristne, der udvalgte bidder af det jødiske moralkodeks, gjorde dem til universelle bud og spredte dem over hele verden. Det var netop denne forskel, der fik kristendommen til at bryde med jødedommen. Mens mange jøder den dag i dag mener, at det såkaldte ”udvalgte folk” er tættere på Gud end andre nationer, hævdede kristendommens grundlægger – apostlen Paulus – i sit berømte brev til galaterne: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Galaterbrevet 3,28).

Og vi må igen fremhæve, at dette – til trods for kristendommens enorme indflydelse – bestemt ikke var første gang, at et menneske prædikede en universel etik. Bibelen er langtfra den eneste kilde til menneskelig moral (og heldigvis for det, når man tænker på de mange racistiske, kvindehadske og homofobiske holdninger, den indeholder). Kong Fuzi, Lao Zi, Buddha og Mahavira formulerede universelle moralkodekser længe før Paulus og Jesus og uden at have hørt om Kanaan eller Israels profeter. Kong Fuzi sagde, at et menneske må elske andre, som det elsker sig selv, omkring 500 år før rabbi Hillel den ældre sagde, at dette var essensen af Toraen. Og i en tid, hvor jødedommen stadig krævede ofring af dyr og den systematiske udryddelse af hele befolkninger, bad Buddha og Mahavira allerede deres tilhængere om at afholde sig fra at forvolde ikke blot ethvert menneske, men ethvert sansende væsen, herunder selv insekter, skade. Det giver derfor absolut ingen mening at give jødedommen og dens kristne og muslimske afkom æren for skabelsen af menneskelig moral.

Snæversynets fødsel

Men hvad så med monoteismen? Fortjener jødedommen i det mindste ikke en særlig ros for at bane vejen for troen på én og kun én Gud, hvilket var uden fortilfælde andre steder i verden (også selv om denne tro senere blev spredt over hele verden af kristne og muslimer snarere end af jøder)? Selv dette kan diskuteres, eftersom det første klare eksempel på monoteisme kan findes i det faraoniske Egypten, hvor farao Akhnaton omkring 1350 f.v.t. stod i spidsen for en religiøs revolution, og indskrifter som den, man kan finde på Mesha-stelen (rejst af moabitkongen Mesha), indikerer, at det bibelske Israels religion ikke var så forskellig fra religionen i tilstødende kongeriger såsom Moab. Mesha beskriver sin store gud Kemosh på næsten samme måde, som Det Gamle Testamente beskriver Jahve. Men det virkelige problem med forestillingen om, at jødedommen bidrog med monoteismen til verden, er, at det næppe er noget at være stolt af. Fra et etisk perspektiv er monoteismen sandsynligvis en af de værste ideer i menneskehedens historie.

Monoteismens fremkomst har ikke forbedret menneskers moralske normer – tror du virkelig, at muslimer af natur er mere etiske end hinduer, blot fordi muslimer tror på én gud, mens hinduer tror på mange guder? Var de kristne conquistadorer mere etiske end de indfødte amerikanske stammer?

Indførelsen af monoteismen har uden tvivl gjort langt flere mennesker intolerante end tidligere, hvorved den har bidraget til udbredelsen af religiøst motiverede forfølgelser og hellige krige. Polyteister har altid fuldt ud accepteret, at forskellige mennesker tilbeder forskellige guder og udfører forskellige riter og ritualer. De har så at sige aldrig bekæmpet, forfulgt eller dræbt andre mennesker blot på grund af deres religiøse overbevisninger.

Monoteister har derimod ment, at deres Gud er den eneste gud, og at han kræver universel lydighed. Kristendommen og islams udbredelse i resten af verden har således været forbundet med korstog, jihad, inkvisitioner og religiøs diskrimination en masse.

Man kan for eksempel sammenligne den indiske kejser Ashoka fra det 3. århundrede f.v.t. med de kristne kejsere i Romerriget i senantikken. Kejser Ashoka herskede over et rige med et mylder af forskellige religioner, sekter og guruer. Han gav sig selv de officielle titler ”Elsket af Guderne” og ”Han, der betragter alle med hengivenhed”. Omkring 250 f.v.t. udsendte han et kejserligt dekret om tolerance, hvori han erklærede:

Elsket af guderne, kongen, der betragter alle med hengivenhed, ærer både asketerne og alle religioners overhoveder … og ønsker, at alle religioner udvikler sig og blomstrer. Denne udvikling kan finde sted på mange måder, men de har alle samme rod, nemlig talens beherskelse, dvs. at man ikke lovpriser sin egen religion eller fordømmer andres religion uden god grund …

Den, der lovpriser sin egen religion på grund af umådeholden fromhed og fordømmer andre med tanken: ”Lad mig lovprise min egen religion”, skader kun sin egen religion. Derfor er kontakt mellem religioner et gode. Man bør lytte til og respektere de doktriner, som andre bekender sig til. Elsket af guderne, kongen, der betragter alle med hengivenhed, ønsker, at alle kender til andre religioners gode doktriner.

500 år senere var Romerriget lige så mangfoldigt som Ashokas Indien, men da kristendommen vandt indpas, begyndte kejserne at indtage en ganske anderledes holdning til religion. Begyndende med Konstantin den Store og hans søn Konstantin 2. lukkede kejserne alle ikkekristne templer og forbød såkaldt ”hedenske” ritualer – overtrædelse af forbuddet blev straffet med døden. Forfølgelsen kulminerede under kejser Theodosius – hvis navn betyder ”Givet af Gud” – der i 391 udsendte et dekret, som i realiteten gjorde alle andre religioner end kristendommen og jødedommen ulovlige (jøder blev også på forskellig vis forfulgt, men det forblev lovligt for jøder at praktisere deres tro). Ifølge de nye love kunne man blive henrettet for at tilbede Jupiter eller Mithra i sit eget private hjem. Som en del af bestræbelserne på at rense riget for enhver form for vantro forbød de kristne kejsere også De Olympiske Lege. Efter at have været afholdt i mere end tusinde år blev den sidste antikke olympiade afholdt engang i slutningen af det 4. århundrede eller begyndelsen af det 5. århundrede.

Ikke alle monoteistiske herskere var selvfølgelig lige så intolerante som Theodosius, og mange herskere forkastede monoteismen uden at tilslutte sig Ashokas tolerante holdning. Ikke desto mindre tilskyndede den monoteistiske forestilling til snæversyn ved at insistere på, at ”der findes ikke andre guder end vores”. Jøder vil stå sig godt ved at nedtone deres rolle i udbredelsen af denne farlige mem og lade kristne og muslimer bære skylden for den.

Jødisk fysik, kristen biologi

Først i det 19. og 20. århundrede ser vi jøder komme med et usædvanligt bidrag til menneskeheden som helhed gennem deres uforholdsmæssigt store betydning for moderne videnskab. Ud over velkendte navne som Einstein og Freud har omtrent 20 procent af alle nobelpristagere inden for videnskaberne været jøder, selv om jøder udgør mindre end 0,2 procent af verdens befolkning. Men det bør betones, at det snarere har været individuelle jøder end jødedommen som religion eller kultur, der har ydet dette bidrag til menneskeheden. De fleste af de vigtigste jødiske forskere og tænkere de seneste 200 år var aktive uden for rammerne af den jødiske religion. Ja, jøder begyndte reelt først at gøre sig gældende inden for videnskaberne, da de forlod jeshivahen til fordel for laboratoriet.

Før år 1800 var den jødiske indflydelse på videnskaben begrænset. Jøder spillede naturligt nok ingen rolle i videnskabens udvikling i Kina, i Indien eller i mayacivilisationen. I Europa og Mellemøsten havde enkelte jødiske tænkere – som for eksempel Maimonides – stor indflydelse på deres ikkejødiske kolleger, men den generelle jødiske indflydelse var mere eller mindre proportional med deres demografiske vægt. I det 16., 17. og 18. århundrede spillede jødedommen ikke den store rolle for udbruddet af den videnskabelige revolution. Bortset fra Spinoza (der blev ekskommunikeret af det jødiske samfund) er det næsten umuligt at nævne en eneste jøde, som spillede en afgørende rolle for fremkomsten af moderne fysik, kemi, biologi og samfundsvidenskab. Vi ved ikke, hvad Einsteins forfædre foretog sig på Galileo og Newtons tid, men de var sandsynligvis langt mere interesseret i at studere Talmud end i at studere lyset.

Den store forandring fandt først sted i det 19. og 20. århundrede, da sekularisering og den jødiske oplysning fik mange jøder til at slutte op om deres ikkejødiske naboers verdenssyn og livsstil. Jøder begyndte at studere på universiteter og arbejde i forskningscentre i lande som Tyskland, Frankrig og USA. Jødiske forskere bragte en vigtig kulturel arv fra ghettoerne og shtetlerne med sig. Uddannelsens centrale stilling i jødisk kultur var en af de primære årsager til jødiske forskeres usædvanligt store succes. Andre faktorer var en forfulgt minoritets ønske om at vise sit værd og de barrierer, der forhindrede talentfulde jøder i at få karrierer inden for mere antisemitiske institutioner som militæret eller statsadministrationen.

Men selv om jødiske forskere havde en kulturel baggrund, der gav dem en stærk disciplin og en lidenskabelig tro på værdien af uddannelse, bragte de ikke en masse konkrete ideer og erkendelser med sig. Einstein var jødisk, men relativitetsteorien var ikke ”jødisk fysik”. Hvad har troen på Toraens hellighed at gøre med erkendelsen af, at energi er lig med masse ganget med lysets hastighed i anden? En enkelt sammenligning: Darwin var kristen og begyndte endda sine studier i Cambridge med en intention om at blive anglikansk præst. Betyder det, at evolutionsteorien er en kristen teori? Det ville være latterligt at anføre relativitetsteorien som et jødisk bidrag til menneskeheden, ligesom det ville være latterligt at give kristendommen æren for evolutionsteorien.

På samme måde er det svært at se det særlig jødiske i Fritz Habers udvikling af en metode til at syntetisere ammoniak (Haber fik nobelprisen i kemi i 1918), Selman Waksmans opdagelse af antibiotikummet streptomycin (Waskman fik nobelprisen i fysiologi/medicin i 1952) eller i Dan Shechtmans opdagelse af kvasikrystaller (Shechtman fik nobelprisen i kemi i 2011). Hvad angår forskere og tænkere fra humaniora og samfundsvidenskaberne – herunder Freud – havde deres jødiske arv sandsynligvis en større indflydelse på deres virke. Men selv i disse tilfælde er de manglende sammenhænge mere iøjnefaldende end de bevarede forbindelser. Freuds syn på den menneskelige psyke var meget forskelligt fra rabbi Joseph Karo eller rabbi Jonanan ben Zakkais opfattelse af sjælen, og han formulerede ikke sin teori om ødipuskomplekset ved hjælp af omhyggelige studier af Shulhan Arukh (jødisk lovsamling).

Sammenfattende kan vi sige, at selv om den jødiske kulturs syn på vigtigheden af uddannelse og lærdom sandsynligvis kan være med til at forklare jødiske videnskabsmænd og forskeres usædvanligt store succes, var det ikkejødiske tænkere, der lagde fundamentet for Einstein, Haber og Freuds bedrifter. Den videnskabelige revolution var ikke et jødisk projekt, og jøder fandt først deres plads i denne revolution, da de lagde jeshivahen bag sig og begyndte på universitetet. Den jødiske vane med at søge svar på alle spørgsmål ved at læse gamle tekster var netop en væsentlig hindring for jøders adgang til den moderne videnskabs verden, hvor man kommer frem til svarene ved hjælp af observationer og eksperimenter. Hvis der er noget i selve den jødiske religion, der nødvendigvis fører til videnskabelige gennembrud, hvordan kan det så være, at ti sekulære jøder i perioden 1905-1933 vandt nobelpriser i kemi, medicin og fysik, mens ikke en eneste ultraortodoks, bulgarsk eller yemenitisk jøde vandt en nobelpris i denne periode?

Lad mig – for ikke at blive mistænkt for at være en ”selvhadende jøde” eller antisemit – gøre det klart, at jeg ikke siger, at jødedommen har været en særlig ond eller uoplyst religion. Det eneste, jeg siger, er, at den ikke har været særlig vigtig for menneskehedens historie. Jødedommen var i mange århundreder en lille forfulgt minoritets ydmyge religion – en minoritet, der foretrak at læse og fordybe sig i studier frem for at erobre fjerntliggende lande og brænde kættere på bålet.

Antisemitter er som oftest af den opfattelse, at jøder er meget vigtige. Antisemitter forestiller sig, at jøder kontrollerer verden, banksystemet eller i det mindste medierne, og at de bærer skylden for alt fra den globale opvarmning til 9/11. Denne antisemitiske paranoia er lige så latterlig som jødisk storhedsvanvid. Jøder er muligvis et interessant folk, men man er nok nødt til at indse, at de i det store billede har haft en meget begrænset indflydelse på verden.

Gennem historien har mennesker skabt hundredvis af forskellige religioner og sekter. En håndfuld af disse – kristendom, islam, hinduisme, konfucianisme og buddhisme – har påvirket milliarder af mennesker (og ikke altid til det bedre). Det store flertal af trosretninger – såsom den tibetanske religion bon, yoruba-religionen og den jødiske religion – har haft en langt mindre indflydelse. Personligt kan jeg godt lide tanken om ikke at nedstamme fra brutale erobrere af verden, men fra et ubetydeligt folk, der sjældent blandede sig i andre folks anliggender. Mange religioner værdsætter ydmyghed – hvorefter de forestiller sig at være det vigtigste i verden. De blander opfordringer til personlig ydmyghed med højrøstet kollektivt hovmod. Mennesker fra alle trosretninger ville stå sig godt ved at fokusere mere på at være ydmyge.

Og blandt alle former for ydmyghed er den vigtigste måske at udvise ydmyghed i forhold til Gud. Når mennesker taler om Gud, er de ofte ekstremt selvudslettende, hvorefter de bruger Guds navn til at tyrannisere deres brødre.

 

Yuval Noah Harari: ’21 ting du bør vide om det 21. århundrede’, Lindhardt & Ringhof, 320 sider, 300 kr. Er udkommet.