Svensk regeringskaos er en ny normal

Man har en statsminister, indtil man får en ny. Og det kan tage tid. Overraskende lang tid. Selv efter et valg. Nordirland har i dag rekorden med flest dage uden en nyformet regering: I dag er det således 604 dage siden, at regeringen blev opløst, men endnu er ingen ny regering blevet dannet i Belfast.

Tidligere havde Belgien den tvivlsomme rekord: Der gik 589 dage fra valget 13. juni 2010, til en ny regering blev dannet 5. december 2011. Så lang tid kommer der næppe til at gå i Sverige, hvor situationen efter søndagens valg fortsat er  uafklaret. Og det sker næppe heller foreløbigt her i Danmark, hvor situationen efter næste folketingsvalg dog også tegner stadig mere kaotisk.

Tendensen går generelt i retning af øget turbulens. Ikke mindst efter valgene. Paradoksalt nok når spændingen ikke længere sit klimaks i dagene op til selve valghandlingen men snarere bagefter, når stemmerne for længst er talt op, og partierne skal forsøge at finde en regeringsduelig konstellation.

I Italien har de to yderfløjspartier Lega Nord og 5-stjernebevægelsen dannet en bizar bastard-regering også efter uro blandt de gamle partier. Tankevækkende nok er sandsynligheden for usikkerhed også særligt stor her i Norden.

Statsministre i Danmark, Norge og Sverige behøver nemlig ikke at have et flertal bag sig. Hverken i befolkningen eller i parlamenterne. En siddende statsminister i Norden kan fortsætte på posten, så længe der blot ikke er nok partier, som kan blive enige om at vælte vedkommende. Det kaldes for negativ parlamentarisme.

Uklarhed om uklarhed

Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden. Jura gælder nemlig kun, indtil der går politik i den. Selv grundlove er til forhandling blandt de stærkeste og til fortolkning, når det for alvor spidser til. Således også i Sverige, hvor statsminister Stefan Löfven har valgt at blive siddende som statsminister – indtil det borgerlige flertal i Riksdagen kan blive enige om at vælte ham.

Formalister og borgerlige politikere vil hævde, at socialdemokraten Löfven forbryder sig mod den svenske grundlov. I forarbejderne til Sveriges forfatning står således, at det ”förutsättas att en regering efter ett valresultat som lett till oklarhet om regeringens stöd i riksdagen väljer att avgå”.

Kerneordene her er, at ”at et valgresultat, som leder til uklarhed om regeringens støtte” skal få regeringen til at træde frivilligt tilbage. For er der ikke netop nu stor uklarhed om den parlamentariske opbakning til Stefan Löfven, som kun har 40,6 pct. af stemmerne – eller 144 ud af 349 mandater – bag sig, sågar sammen med Miljöpartiet og Vänsterpartiet (Jonas Sjöstedt). Burde han ikke følge grundlov-bemærkningernes ord at træde tilbage?

Realpolitisk er svaret nej. For ‘uklarhed’ kan tolkes to veje: Så længe den borgerlige Alliansen ikke kan blive enige med Sverigedemokraterna – og de to borgerlige midterpartier Centerpartiet og Liberalerna ligefrem antyder, at de ikke at ville vælte Löfven sammen med Sverigedemokraterna – kan han med rimelighed argumentere for, at det er uklart, om det er uklart.

Som i en scene fra Astrid Lindgrens børneroman ‘Alle vi børn i Bulderby’ er forvirringen mellem partierne blevet beskrevet således: Stefan (Socialdemokratiet) vil gerne tale med Jan (Liberalerna) og Annie (Centerpartiet), men de vil ikke tale med Stefan. Jimmie (Sverigesdemokraterna) vil tale med Ulf (Moderaterna), men han vil kun tale med Annie, Jan og Ebba (Kristdemokraterna). Ingen vil tale med Jimmie eller Jonas (Vänsterpartiet), for hvis Stefan taler med Jonas, vil Jan og Annie helt sikkert ikke tale med ham senere. Og hvis Ulf og Ebba taler med Jimmie, vil de dermed straks sige farvel til Jan og Annie, som så vil begynde at tale med Stefan, jo mindre han er begyndt at tale med Jonas.

Det er ganske enkelt uklart, om det kan siges at være klart, at den parlamentariske situation er uklar. I hvert fald så længe Stefan Löfven bliver siddende som statsminister. Tilbage i 1973 fortsatte Olof Palme som statsminister, selvom de borgerlige havde fået lige så mange stemmer. Men de kunne ikke mønstre nok til at vælte ham.

Löfven er først tvunget til at træde tilbage, når en ny kandidat ikke vil møde modstand fra et flertal i Riksdagen. Og det kan tage tid. Lang tid. Stefan Löfven, der er gammel fagforeningsboss, og som elsker de barske forhandlinger i baglokalerne, kan derfor ende med at blive siddende. Nøjagtig ligesom han kom til magten uden flertal i 2014.

Karrusel hos dronningen

I Sverige kompliceres situationen – måske – af, at det er formanden for Riksdagen, talmannen, der skal håndtere processen med valg af en ny statsminister. I 1974 afskaffede svenskerne det gamle system med inddragelse af kongehuset og flyttede forhandlingerne over i parlamentet.

Kongen spiller absolut ingen rolle. De svenske partiledere skal derfor ikke til en ‘dronningerunde’, hvis Stefan Löfven eventuelt skulle blive væltet. I stedet vil den nyvalgte formand, talman, som formentlig er medlem af det konservative parti Moderaterna, skulle facilitere de følsomme forhandlinger, og det ventes i sig selv at kunne ende med psykologiske og parlamentariske kortslutninger.

For vil en politisk udpeget talman kunne optræde upartisk? Forestil dig til sammenligning, at Folketingets formand Pia Kjærsgaard skulle varetage regeringsforhandlingerne. Alle partier ville bestemt ikke være trygge ved den konstellation, og på samme måde frygter flere svenske politikere, at det kan blive en mudret og beskidt proces, hvis først talmannen begynder at blande sig for alvor.

Herhjemme i Danmark iagttages genvordighederne i Riksdagen med sjældent stor interesse. Efter Alternativet lancerede Uffe Elbæk som deres egen statsministerkandidat – og Nye Borgerlige har gjort det samme med Pernille Vermund og Enhedslisten delvist med Pernille Skipper – er der på forhånd opstået uklarhed om, hvad der egentlig vil ske efter næste folketingsvalg.

Hvis Alternativet holder fast i sin beslutning om at pege på Uffe Elbæk, vil Lars Løkke Rasmussen helt formelt kunne fortsætte som statsminister, selv hvis den blå blok går tilbage og mister flertallet på præcis 90 mandater. Løkke vil således kunne lave en Löfven og afvente hvilket af de mindre partier, der først knækker og måske pludselig skifter position. Efter valget.

Löfvens manøvre – og forsøg på at afsløre et muligt bluffnummer blandt de små humanistiske midterpartier – giver Løkke håb. Sidste gang var han på besøg hos dronning Margrethes kabinetssekretær, tidl. rigsadvokat Henning Fode, to gange. Men næste gang kan det blive mange gange flere. For ligesom i Sverige er det virkelige, politiske drama også skubbet om på den anden side af valgdagen.

Magtspillet er skubbet væk fra offentligheden og tilbage ind i de dunkle baglokaler, hvor personlig kemi og psykologiske intriger uundgåeligt spiller en større rolle end ideologiske slagsmål og vælgernes bekymringer.