Det, Jean-Claude Juncker siger, er...

Da formanden for Europa-Kommisionen i 2017 skulle holde den årlige tale, der redegør for den Europæiske Unions tilstand, var der en forsigtig positivitet at spore i Jean-Claude Junckers stemme. Dengang talte Juncker om, at ”viden er tilbage i Europas sejl.”

I dette års tale, der fandt sted i går i Strasbourg, leverede Juncker så en tilstandsrapport, der tydeliggjorde, at skønt der stadig er vind i sejlene, er der også frygt for en storm, der kan ende med at sænke den europæiske skude.

I sin sidste ‘state of the union’-tale som formand for Europa-Kommisionen, udlagde Juncker sin vision for, hvad der skal ske med unionen den kommende tid. Det handlede blandt andet om at få vedtaget EU’s langtidsbudget i en fart, om at bekæmpe nationalistiske kræfter og om at få 10.000 flere grænsebetjente ved de ydre grænser. Det var en Juncker, der virkede kampklar op mod EU-parlamentsvalget i maj, men samtidig også en Juncker, der syntes angst for den nationalistiske trussel, der forsøger at nedbryde hans elskede union.

Vi giver her overblikket over de vigtigste citater fra Jean-Claude Junckers tale og sætter dem i kontekst, så det er nemmere at forstå, hvad formand Juncker i virkeligheden sagde.

Nationalismen (i øst)

”Jeg så gerne, at vi modsagde os usund nationalisme og i stedet omfavnede oplyst patriotisme. Vi må aldrig glemme, at patriotisme i det 21. århundrede er todelt: både europæisk og national, hvor det ene ikke modsvarer det andet. (…) Patriotisme er en dyd. Ukontrolleret nationalisme er gift.”

Det er klart, at Jean-Claude Juncker som en af de højest placerede i EU-systemet ser meget kritisk på de nationalkonservative partier, der lige nu har fremgang i Europa. I EU har man forlængst forstået, at det ikke nytter noget decideret at snakke sig om et mere ‘integreret’ Europa – al snak om Europas Forenede Stater, eller bare noget der smager deraf, er fuldstændig dødt.

I stedet har Juncker ladet sig inspirere af den strategi, som især den franske præsident og super-europæer, Emmanuel Macron, har gjort sig til talsmand for. Så sent som ved sit besøg i København i sidste måned gentog Macron, at national identitet og europæisk identitet var hinandens forudsætninger snarere end modsætninger.

Målet er klart: Macron og Juncker forsøger at tale til den store del af den europæiske befolkning, der frygter, at EU er ved at blive et alternativ til nationalstaten. Det er et forsøg på at komme den spirende nationalisme til livs.

”Jeg vil have, at vi skal gøre mere for at bringe øst- og vesteuropa sammen. Det er på tide at vi gør en ende på den sørgelige splittelse af Europa. Vores kontinent, og dem, der gjorde en ende på den kolde krig, fortjener bedre.”

Selvom det nationalistiske spøgelse i den grad findes i Vesteuropa, er det især i Østeuropa, at nogle af unionens medlemslande i Junckers øjne begynder at flirte lige lovligt meget med en form for halv-totalitær nationalisme.

I tirsdags måtte den ungarske premiereminister Victor Orbán stå skoleret hos EU og blive anklaget for at overtræde demokratiske frihedsidealer og fundamentale rettigheder i sit hjemland. Orbán skød tilbage, og kaldte EU-traktaterne for hykleri, magtmisbrug og overtrædelse af ungarsk suverænitet.

I går, umiddelbart efter Junckers tale, stemte Europa-Parlamentet så for, at man skal indlede en såkaldt artikel 7-procedure mod Ungarn, fordi de har brudt sig mod fundamentale EU-værdier. Artikel 7-proceduren er en lang proces (du kan få overblikket over den her), og det kan i sidste ende betyde, at Ungarn må undergå sanktioner som fx at få frataget sin stemmeret i EU.

Sidste december besluttede Europa-Kommissionen at påbegynde samme procedure mod et andet øst-land. Nemlig Polen. Her har regeringen indført lignende tiltag, der gør arbejdsforholdene vanskelige for den frie presse og samtidig har fjernet de vandtætte skodder mellem magtens tredeling. Som Juncker selv sagde:

”Kommissionen vil modstå alle angreb på retsprincipperne. Vi er stadig meget bekymrede for udviklingen i nogle af medlemsstaterne. Artikel 7 må igangsættes, når retsprincipperne trues.”

Hvorvidt det kommer til, at Polen og Ungarn får frataget deres stemmeret, det er dog yderst tvivlsomt. Det kræver bl.a., at EU’s lande enstemmigt vedtager det, og i den forbindelse har Polen og Ungarn lovet at holde hånden under hinanden.

Valget og budgettet

”Europæerne fortjener bedre end usikkerhed og forvirrende mål. De fortjener klarhed om vores hensigter, ikke gæt og uklarheder. Det er det, der er på spil op mod Sibu – et topmøde, der vil blive afholdt seks uger efter brexit og to uger inden det europæiske valg. Inden da skal vi have lavet en aftale EU’s budget efter 2020.”

Skønt Juncker forsøgte at formulere det på en lidt kryptisk vis, siger dette citatet intet andet, end at han ønsker at lande det næste langtidsbudget for EU (mellem 2021-2027) i år inden valget til EU-parlamentet til maj.

Den del af talen blev hurtigt kritiseret og kaldt udemokratisk, fordi det i teorien vil betyde at de vælgere, der går til stemmeurnerne i maj, ikke har mulighed for at påvirke EU’s langtidsbudget. I talen forklarer Juncker ikke, hvorfor han har så travlt med at gennemføre budgettet. Det ovenstående citat er alt, hvad han havde at sige om det.

Men Juncker har uden tvivl sine grunde, og de grunde kunne godt være, at han ikke er så selvsikker på, at han får overbevist Europas befolkning, når han siger, at man bør se bort fra nationalisterne, når der skal stemmes til valget. Juncker er sandsynligvis bange for, at et nyt national-populistisk Europa-Parlament kan ende med at stikke en kæp i hjulet for langtidsbudgettet, når det skal godkendes. Han vil derfor sikre, at et eventuelt nationalistisk parlament får mulighed for at ødelægge så lidt som muligt.

Immigration

”Kommisionen foreslår i dag, at vi yderligere styrker Europas grænser og kystvagten, så vi bedre kan beskytte vores ydre grænser med ekstra 10.000 grænsebetjente i 2020.”

Det er ingen hemmelighed, at immigration og indvandring har været et af de helt store temaer i mange europæiske lande de seneste år. En af de nationalistiske bevægelsers vigtigste platforme er at beskylde EU for at være årsagen til den store indvandring fra mellemøstlige og afrikanske lande, som man har set de senere år. Juncker og resten af kommisionen er derfor pinligt bevidste om, at skal de vinde over de nationalistiske bevægelser, bliver de nødt til at vise, at EU er den rigtige vej at gå, når det kommer til at styre og stoppe indvandringen. Han lagde derfor op til, at de ydre grænser skal styrkes betydeligt, ligesom det skal blive nemmere for Europa at sende illegale migranter tilbage til hjemlandene.

Juncker gjorde det på den anden side klart, at han er stor fortaler for åbne grænser inden for unionen. Styrkelse af de ydre grænser, vil være et argument for, at de lande, der har indført national grænsekontrol, skal droppe den igen.

”Når vi snakker om fremtiden, må vi snakke om Afrika – Europas tvilling. Afrika har ikke brug for almisser, de har brug for ægte og fair partnerskab. Og Europa har ligeså meget brug for det her partnerskab. I dag foreslår vi en ny alliance for bæredygtige investeringer og jobs mellem Europa og Afrika. Denne alliance skal skabe 10 mio. jobs i Afrika de næste fem år.”

I den mere positive del af Junckers tale fremhævede han, hvordan det går fremad med økonomien i Europa. Skønt han startede talen med at sige, at nu ikke var tiden til at rose sig selv, får han alligevel lige fortalt, hvordan den europæiske investeringsplan, af mange blot kaldet Juncker-planen, har været med til at satte gang i de økonomiske hjul igen.

Men hvad har det med Afrika at gøre? En del af de immigranter, som Europa er utilfredse med, kommer fra Afrika. Det har hidtil ikke været muligt at stoppe dem, og der er ingen garanti for, at de ekstra grænsevagter kommer til at gøre det. Junckers håb synes at være, at hvis man kan få sat gang i den økonomiske udvikling i Afrika, så stopper migrantstrømmen automatisk. Ræsonnementet synes så at være, at når nu Juncker-planen fungerede i Europa, hvorfor skulle den så ikke gøre det i Afrika?

Hvad med resten?

Juncker undgik selvfølgelig heller ikke at kommentere på Brexit. Juncker gjorde klart, at Storbritannien ikke skulle kunne regne med at få alt det gode, nu man havde valgt at forlade unionen. Man måtte forstå, at der var konsekvenser ved det, som at de fx ikke længere kan være en del af det indre marked. På den anden side sagde han også, at Storbrittanien aldrig ville blive et land blandt andre lande, der ikke er medlem af EU. De ville altid være deres tætte nabo-allierede.

Der blev også talt meget om, at EU’s store styrke ligger i, at alle dets lande kan forhandle med en fælles stemme. Det gælder i økonomiske forhandlinger, men Juncker lagde også op til, at det bør foregå på det militære plan. Han afviste det, han kaldte for et militariseret Europa, men slog derimod et slag for, at beslutningsprocessen skulle være mere smidig, når det kommer til at koordinere militære operationer.

Nå ja, og så synes Jean-Claude Juncker også, at vi skal afskaffe sommertid.

Har du stadig ikke fået nok, kan du (gen)se eller læse talen her.