Blodpenge fra Løkke

”Tag anorakken af!”. ”Hæng ham”. ”Du er ikke rigtig grønlænder”.

Luften føg med skældsord og iltre provokationer, da statsminister Lars Løkke Rasmussen forleden spadserede gennem Nuuk sammen med Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen. De havde netop underskrevet en omfattende investeringsaftale, hvor den danske stat donerer 700 mio. kroner plus en lånegaranti på 450 mio. kroner til opførelsen af to nye prestigeprojekter: nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Umiddelbart kunne man tro, at en så betydelig donation ville skabe glæde. I hvert fald ikke protester. Men så kan man godt tro om igen. For netop udbygningen af lufthavnene i Grønland opfattes som dét allervigtigste skridt mod uafhængighed fra, ja, fra netop Danmark. Lufthavnene er tænkt som Grønlands nye frihedsstøtter.

Når det vidtstrakte land ikke har kunnet få gang i økonomien, som det hævdes blandt politikere i Grønland, så skyldes det, at båndene til Danmark har været alt for tætte og snærende. Et stort flertal i Inatsisartut, Grønlands parlament, vil derfor bygge internationale lufthavne på de to mest oplagte destinationer: hovedstaden Nuuk og det naturskønne Ilulissat tæt ved Isfjorden.

For at komme væk fra Danmark. Så hurtigt som muligt.

Lufthavnene bliver de suverænt største investeringer i hele Grønlands historie, og alle økonomiske rådgivere har for længst advaret imod byggeriet. Fra Grønlands Økonomiske Råd til Nationalbanken. Med to argumenter:

For det første kan prisen løbe helt op i 10 mia. kr. og dermed blive en alt, alt for stor investering for den grønlandske økonomi. Sammenlignet med Danmark svarer det til 17 Storebæltsbroer. For det andet er de meteorologiske forhold i Nuuk og Ilulissat så ustabile, at flyvningerne ofte vil skulle indstilles. I modsætning til hvad tilfældet nu er i den nuværende internationale lufthavn i Kangerlussuaq.

Frygten for kineserne

De fremtidige indtægter fra lufthavnene vil således kun meget stærkt usandsynligt – for ikke at sige umuligt – kunne matche de kontante afbetalingskrav, der år for år vil løbe på. Men lufthavnene handler om mere end økonomisk rationalitet. De er et symbol på stolthed, og netop derfor kommer de danske penge på tværs.

Som et tegn på øget uafhængighed har Grønland reelle tilbud om at kunne låne pengene til det gigantiske byggeri i andre lande. Først og fremmest kinesiske statsbanker har udvist interesse for at stille kapitalen til rådighed, bl.a. investeringsbanken EXIM.

Kineserne står klar med pengene, og ville – hvis de fik lov – kunne give Grønland mulighed for at fordoble markeringen af selvstændighed, dels ved at klippe forbindelseslinjerne til Kastrup og dels ved at låne pengene på verdensmarkedet. Bye Danmark, Kudaa til verden.

Sådan tænker i hvert fald den toneangivende del af de nynationalistiske partier i Inatsisartut, anført af Partii Naleraq, som under ingen omstændigheder kan eller vil acceptere aftalen med Danmark. Og sådan frygter også de danske myndigheder, at det ville kunne have gået, hvis Lars Løkke ikke var ankommet til Nuuk – via Kangerlussuaq – med sin gavecheck.

Sprængning af regering

Forsvarets Efterretningstjenestes chef Lars Findsen har direkte advaret mod at lade kinesiske banker investere i lufthavnsprojekterne. Fra officiel dansk side er der således blevet sat en stopper for grønlændernes manøvrerum på den globale scene, og de 700 mio. kr. er reelt en betaling for at fastholde Grønland i en dansk interessesfære.

Så meget desto mere forståeligt er det, at de nationalistiske partier er tæt på at være gået amok. Indtil i mandags blev Grønland regeret i et samarbejde mellem det socialdemokratiske Siumut, anført af den sindige politimand Kim Kielsen, og det nationalistiske Partii Naleraq, anført af de to tidligere landsstyreformænd i Grønland Hans Enoksen og Aleqa Hammond.

Men sådan er det ikke længere. Regeringen er netop blevet sprængt.

Partii Naleraq, der arrangerede demonstrationen mod Løkke og Kielsen, har principielt ikke noget imod, at danske penge som sådan investeres i lufthavnene men er rasende over, at den danske statsminister donerer pengene af sikkerhedspolitiske årsager for at stække Grønland – og at Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen dernæst føjer den gamle koloniherre.

Følelserne sidder uden på tøjet: ”Det gør selvfølgelig ondt som grønlænder, når nogen beder mig om at tage anorakken af,” siger Kielsen efter de hidsige protester. Men balladen er kun lige er begyndt.

700 mio kr. er ikke nok til at få den nye virkeligheden til at forsvinde: Grønland er det danske kongeriges mest eksplosive politiske scene her i det 21. århundrede; et højspændt globalt drama, som de danske sognerådsformænd slet ikke virker forberedte på. /Lars Trier Mogensen