Den norske psykolog og adfærdsøkonom Per Espen Stoknes fotograferet i København i forbindelse med et arrangement om klima.
Det vil altså været rigtig godt, hvis vi startede weekenden med et par positive nyheder, så her kommer den første: Klimabevidsthed er hipt blandt unge. Det skriver de i hvert fald i Politiken. Gennem en årrække har tænketanken Concito taget temperaturen på danskernes forhold til klimaet, og siden 2016 har de blandt andet spurgt: ’Hvor alvorligt et problem er de globale klimaforandringer efter din mening?’
I 2016 svarede 55 pct. af de 18-29-årige, at problemet er ”meget alvorligt” – i 2018 er tallet steget til 71 pct.
Danskerne er også løbende blevet spurgt, hvor enige eller uenige de er i, at ’den grønne omstilling må koste penge og kraftanstrengelser på kort sigt, hvis indsatsen giver samfundsmæssig gevinst på lang sigt’, og i 2015 var 43 pct. af de yngre »helt enige« i udsagnet, mens tallet i 2018 er steget til 70 pct.
Det er jo skidegodt, at de unge mennesker er begyndt at tænke lidt mindre på sig selv og har taget verden alvorligt. Se, det er jo en god nyhed, så skal vi ikke nappe én mere? Det går jo godt, det her.
Lad os blive lidt i samme spor og lytte til det norske Ted Talk-fænomen, adfærdspsykologen Per Espen Stoknes fra Norwegian Business School i Oslo, der i denne uge var inviteret til København for at holde oplæg i forbindelse med åbningen af en ny klimakampagne. Manden har sat sig ned og grundigt undersøgt vores forhold til den globale opvarmning helt tilbage fra 1989 og fundet et umiddelbart paradoksalt mønster: Jo mere vi ved om klimaforandringerne, jo mere vi bekymrer os – desto mere fornægter og fortrænger vi dem i vores dagligdag.
Men det er jo en dårlig nyhed, siger du måske, men så er det, fordi du ikke har hørt hans pointe til ende, for han mener nemlig, at der er tale om en ganske menneskelig forsvarsmekanisme, der er velbeskrevet i psykologien og sociologien. Kort fortalt går den ud på, at vi har det med at blokere og fornægte, når vi bliver mødt med dommedagsprofetier og mareridtsfortællinger, hvilket vi jo nok må erkende ofte er tilfældet, når vi ser på den diskurs, der er lagt omkrig klimaforandringerne. Per Espen Stoknes udgav tilbage i 2015 en hel bog om fænomenet – What We Think About When We Try Not to Think About Global Warming – og her oplister han en række andre forhold med samme tendens, der gør os apatiske og fjerne, når der bliver talt om klimaforandringerne. Altsammen meget menneskeligt og derfor også forholdsvis enkelt at gøre noget ved – og det er den anden gode nyhed.
Eller vent … Åh nej. Vi har jo lige fortalt den gode nyhed om, at unge mennesker er mere og mere bekymrede for klimaforandringerne, og nu kommer Per Espen Stoknes og gør det til en dårlig nyhed med en god nyhed, der så nu er en dårlig nyhed. Men så er det godt at professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet Noemi Katznelson kan komme i Politiken med en noget, der egentlig er en dårlig nyhed og kan gøre alle tre nyheder til gode nyheder igen:
Hun siger nemlig, at hendes forskning om den generation af unge viser, at de har det hårdt og svært, fordi de oplever et kolossalt stort pres både gennem skole og uddannelse og på arbejdsmarkedet – vilkår, de føler, det er svært at gøre noget ved.
”Men klimaforandringerne kan de faktisk gøre noget ved, de kan se og mærke. De kanskabe deres identitet ved at agere på det. De kan handle anderledes, og det er helt centralt, når vi skaber vores identitet,” siger hun. Og det glider lige ind i Per Espen Stoknes modeller, der viser, at følelsen af at handle og gøre noget, er vejen ud af apati, og på den måde kan vi måske alligevel starte weekenden med et beskedent håb om en fremtid, hvor de unge både bekymrer sig meget mere og handler meget mere. Smukt. /Lasse Lavrsen