Kriminelle børn skal mærke konsekvensen

I et lille rum står fire sorte lædersofaer langs væggen med et hvidt bord i midten. De er i pæn stand, men på en af sofaerne er betrækket revnet i hjørnet, og kirurgisk placeret sort gaffatape holder glansbilledet fra at kollapse. Sofaerne står i en slags institutions-fengshui – opstillet i en hestesko og centreret om et fladskærms TV, der er hængt op på væggen. Både på venstre og højre side af fjerneren er der store vinduer med direkte udsyn til bohusets lille rygergård, som flyder med tændstikker og skodder. Unge mennesker mellem 12 og 17 år kan blive anbragt steder som dette og får adgang til både lædersofa og TV, hvis de ender så langt ude, at de må sendes til den sikrede institution Kompasset, der ligger nord for Aalborg i Brønderslev.

Sofa-TV-lokalet ligger i midten af et bohus, hvor der sover fire til fem unge mennesker bag låste døre. Den ene ende af huset er soveværelser, og åbner man døren fra sit værelse, træder man ind i to store stuer, hvor det føromtalte flimmerlokale ligger mellem.

Ved siden af afdelingslederens kontor er et lille rum med en madras, et smalt vindue som i detentionen på en politistation og et kamera i loftet. Det minder lidt om et isolationsrum, som man ser det i krimiserier, hvor svært sindssyge mennesker bliver lagt i spændetrøje og kastet ind i et lokale foret med madrasser. Bare du kigger ind i rummet, får du klaustrofobi.

Det lille rum bruges kun, hvis en ung person bliver ustyrlig eller voldelig. Og det sker desvære, for flere unge på Kompasset er sigtet for voldsomme lovovertrædelser og det sker, at enkelte har en tilbøjelighed til at være voldelige. Men det er utilpassede børn, og det fremgår tydeligt af bohuset, hvor en af dørene er pyntet af farvelagte tegninger af My Little Pony men også tegninger af joints og et postnummer og ordene ”stol ikke på nogen.”

Undersøgelser af de unge på Kompasset har vist, at 19 ud af 20, som bliver anbragt her, har haft et liv med traumatiske oplevelser som vold, dødsfald samt alkohol- og stofmisbrug i hjemmet, mens mere end halvdelen har en lav intelligenskvotient.

Når et barn under den kriminelle lavalder bevæger sig ud på en kriminel løbebane, igangsætter man en børnefaglig undersøgelse, for at finde frem til, hvad årsagen bag er. I nogle tilfælde finder man ud af, at børnene har en forfærdelig fortid – som mange af børnene på Kompasset har, og i værste tilfælde kan de blive anbragt på institutioner som netop denne.

Konsekvente konsekvenser
Med regeringens nye lovforslag planlægger de at fjerne den børnefaglige undersøgelse, og det begrundes med, at det tager for lang tid at sætte et forløb i gang, fordi undersøgelsen kan tage op mod fire måneder. Men ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, er der god grund til, at undersøgelsen tager op mod fire måneder.

”Undervejs handles der jo. Mange gange fra dag et. En del af undersøgelsen er at finde ud af, hvordan børn reagerer. En undersøgelse kan indeholde støtte i hjemmet, støtte i skolen, regler om, hvornår barnet skal være hjemme, psykiatrisk udredning samt samtaler med barnet. Og er der tale om kriminalitet, så kan det også indeholde et forløb med politiet på hjemmebesøg,” forklarer hun.

”Et barn kan blive mobbet eller have andre problemer, som får dem til at slå ud, men det finder man jo aldrig ud af, hvis man ikke undersøger det. Vi tror ikke, at man kan nedbringe kriminaliteten i Danmark på den her måde.”

Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, er formålet med at indføre de nye pålæg om straksreaktioner, at børnene kan forstå, at deres handlinger har konsekvenser, og dermed undgår man, at barnet bevæger sig ud i kriminalitet. Derfor er udspillet også døbt »Alle handlinger har konsekvenser.«

”For os handler det ikke om hårde konsekvenser i sig selv, men at børnene og de unge forstår konsekvensen af deres handlinger og får hjælp til at bryde den dårlige adfærd. Jo tidligere vi sætter ind, jo større er chancen for at kriminaliteten ikke udvikler sig,” forklarer hun.

På nuværende tidspunkt er det et krav, at man gennemfører en børnefaglig undersøgelse, som kan tage op til fire måneder. Det krav fjernes, og man indfører i stedet en deadline på 10 dage for politiet til at tage stilling om, hvorvidt en mistanke er så alvorlig, at det mistænkte barn skal stilles for nævnet. Derefter har nævnet fire uger til at behandle sagen.

Og det bekymrer Majbrit Berlau.

”Det vil fuldstændig ødelægge børnenes oplevelse af systemet. Man fjerner jo hele det pædagogiske forløb, som typisk handler om at få børn til at åbne op og gå i dialog og hjælpe barnet til at indse betydningen af deres egne handlinger. I stedet stiller man barnet foran et ungdomskriminalitetsnævn, hvis primære opgave er at se på skyldspørgsmål. Og derefter udmøntningen af det, som børnene nok vil opfatte som straf,” siger formanden.

Professor Emerita og tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, mener ikke, at man kan kan løse fejludvikling hos børn udelukkende med sanktioner og pålæg.

”Hvis et barn bliver mobbet i skolen hver dag og begynder at pjække fra timerne, så nytter det jo ikke noget som helst, at et nævn pålægger forældrene at tvinge deres barn til at gå i skole. Den børnefaglige undersøgelse er der netop for, at man kan finde ud af, om børn har nogle trivselsproblemer eller problemer derhjemme, som gør, at de ikke møder op til undervisning eller opfører sig dårligt.”

Peter Kofod Poulsen, retsordfører for Dansk Folkeparti, er dog ikke bekymret. Han mener, at man effektiviserer indsatsen ved at fjerne undersøgelsen, der ofte er langvarig.

”Vi fjerner ikke nogen sociale indsatser. Vi er ikke ved at spare det hele ihjel. Vi gør noget for at sikre en hurtighed i systemet, så hvis en ung har gjort noget, finder vi hurtigt en løsning. Det sker i regi af de her nævn. Og det er sådan set rigtig fornuftigt,” forklarer han.

Eva Smith erklærer sig dog uenig, for i hendes optik er man netop ved at fjerne den velfungerende sociale indsats til fordel for en indsats, der fokuserer på straf.

”Det handler ikke om at være hurtig med børn. Det handler om at finde ud af, hvad der er den rigtige måde at behandle et barn på. Sociale indsatser er fuldstændig meningsløse, hvis man ikke ser på, hvorfor barnet reagerer på den her måde. Nu er det kun en indsats, der kommer som reaktion på kriminalitet. Den kommer ikke på baggrund af, at man vurderer den sociale situation, som barnet står i. Og hvad er det for en social indsats, at man skal vaske brandbiler?”

Majbrit Berlau mener, at regeringen i stedet burde hylde den sociale indsats over de sidste 10 år, da man har mere end halveret ungdomskriminaliteten i perioden. Ifølge hende handler forslaget mere om symbolpolitik end at stoppe ungdomskriminalitet.

”Hvis det handler om at virke tough on crime og have en god mavefornemmelse, og at de selv kan have en god retsfølelse, så har de ramt rigtigt. Men jeg vil sige, at det krænker min retsfølelse. Hvis vi har at gøre med et barn, hvor vi endnu ikke har opdaget, at de har en psykisk sygdom, så hjælper vi dem ikke ved at straffe dem.”

Ifølge Peter Kofod Poulsen er hensigten med at stramme op i behandlingsperioden at balancere den sociale indsats og samtidig sørge for, at kriminelle børn og unges handlinger får konsekvenser hurtigt.

”Det er vigtigt at finde en balance i konsekvenser og den sociale indsats. Man skal mødes af samme system, uanset om man bor i København eller Haderslev. Når man bliver sat foran nævnet, så har alle handlinger konsekvenser, og det gør vi ved at stramme op i systemet og sætte forløb i gang hurtigt.”

Men Majbrit Berlau mener, at det nye nævns primære opgave er at udmønte straf og se på skyldsspørgsmål, mens man overlader efterarbejdet til andre, hvilket ifølge hende strider mod generel sund fornuft.

”Det taler imod bedrevidende at man vil lave et nævn, hvis primære opgave er at se på skyldsspørgsmål og udmønte straf. Al forskning viser, at det er bedst at hjælpe barnet i deres eget nærmiljø. Det har ingen resocialiserende eller pædagogisk effekt at tvangsfjerne børn som straf. De har ingen evidens for, at det virker. De gør noget, som kun er funderet i politik, uden nogen som helst saglig begrundelse. Det eneste positive ved den her aftale er, at man udvider SSP-samarbejdet. Så i det mindste får vi lov til at holde øje med, hvordan forløbene og pålæggene går hos de enkelte unge. Og det er jo os, som skal stå for det, for nævnet har ikke noget at gøre med børnene når de har truffet deres beslutning.”

Lovforslaget skal først godkendes, men med de partier, som allerede har erklæret sin støtte, har det opbakning fra et overvejende flertal i Folketinget.