Børn blandes med kriminelle

Omringet af et fire meter højt hegn med toppen udsmykket i jerntråd ligger den sikrede institution Kompasset i Brønderslev i det nordligste Jylland. Dette er en af de få institutioner, hvor børn og unge mellem 12 og 17 år i dag kan frihedsberøves, hvis man fra kommunens side vurderer, at det er absolut nødvendigt.

Forstander Tina Maria Larsen proklamerer selv, at Kompasset er en af Danmarks flotteste sikrede institution.

På en snoet, flisebelagt sti viser hun rundt gennem bohuse, gymnastiksal, fitnesscenter og undervisningslokaler, der ligger mellem rododendron og frodig natur. Masser af håndlavet jern- og trækunst er gemt blandt bøgetræer og stedsegrønne buskadser, og det er selvfølgelig de unge selv, der laver det, forklarer Tina Maria Larsen.
 

Børn i brummen

Regeringen er på vej med et lovforslag om en ny ungdomskriminalitetsreform, som støttes af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Føljeton forklarer, hvad der sker. Planen er bl.a. at oprette et såkaldt ungdomskriminalitetsnævn med en dommer som formand samt to faste repræsentanter fra politiet og kommunen. Nævnet kan pålægge straksreaktioner og uddele sanktioner samt andre såkaldte forbedringsforløb, der kan vare helt op til fire år. Børn helt ned til 10 år, som på det tidspunkt går i tredje eller fjerde klasse, kan fremover blive sanktioneret, hvis de bryder loven.
 

Socialpædagogisk indsats

På den anden side af idyllen, foran både ind- og udgang, er der videoovervågningstårne og ikke bare et, men to hegn, der skiller vejen mellem os og friheden. Forstander Tina Maria Larsen forklarer, at hegnet er malet grønt, fordi det skal flyde i et med naturen, og illusionen virker også, om end det kun er for en kort stund.

For det er en sikret institution, og de anbragte børn og unge er frihedsberøvet mod deres vilje, så det kræver både en nøgle og en kode at komme ind og ud af det lille undervisningsområde på størrelse med en fireværelses lejlighed, hvor der både er musiklokale, kreativt værksted og læsesal.

Det er svært at se forskel på området og en ganske normal folkeskole, indtil man bider mærke i, hvad for en slags kunst, de unge her laver. En ung sjæl har malet en person, der er lænket bag ryggen i en sort kælder, og skrevet ”We exist because we resist – Free Palestine”.

En anden har malet Dannebrog og skrevet ”Keep your head up, God gives the hardest battles to the strongest soldiers!” ovenpå. Andre har malet blomster, og der hænger også et enkelt fyrtårn, som lyser vejen i mørket. De unge er blevet bedt om at male noget, som gør dem glade.

Kompasset har en socialpædagogisk tilgang til behandling af de anbragte unge. Tina Maria Larsen er selv socialpædagog, og derudover er der også en psykolog og socialrådgiver i administrationen.

Da en ung mand ikke kunne finde glæde ved at male, gav de ansatte sig straks til at undersøge, om han ikke havde glade minder. Efter en kort behandlingsperiode viste det sig, at han havde et godt minde med en fisketur sammen med sin morfar, og hans maleri hænger nu på væggen med de andre, fyldt med detaljer fra den dag.
 

På afstand af verden

Tina Maria Larsen lægger meget vægt på, at der skal en børnefaglig undersøgelse til, for at man kan finde ud af, hvilke problemstillinger de unge måtte have. Er man anbragt på en sikret institution har man typisk en masse ubehagelig bagage med sig.

Nogle af dem har været hjemløse og boet på gaden, siden de var 12 år gamle, og andre har været stofmisbrugere endnu længere og er først kommet i behandling nu. En intern undersøgelse har vist, at over halvdelen af de unge, som anbringes på Kompasset, har en IQ under middel. Derudover har 97 pct. af dem højst sandsynligt traumer om død, vold og konflikter i hjemmet, samt alkohol- og stofmisbrug hos forældrene.

Det er selvsagt de mest ekstreme tilfælde der ender her, som Tina Maria Larsen forklarer det, og derfor er formålet med hegnet rundt om institutionen  ikke kun at holde dem inde. Det er også for at holde omverdenen ude. Hun forklarer dog også, at man skal være opmærksom på, at de unge her har gjort nogle voldsomme ting. Vold, røveri og andet grov kriminalitet er blandt sigtelserne, som er rettet mod unge mennesker der kommer her.

Selvom sikrede institutioner ikke er fængsler, kan det virke som om, at de har samme funktion i praksis. Man er hegnet inde alle timer i døgnet og låst inde på sit værelse om aftenen. Forskellen er, at de sikrede institutioner skal være et sted, hvor de unge kan føle sig sikre og blive gjort klar til at træde ud af kriminalitet, begynde uddannelse og få et arbejde. Derfor er de ansatte ikke fængselsvagter; de er pædagoger.

”Hvis man behandler helt unge mennesker som kriminelle, så giver man dem en identitet som kriminel. Derfor skal vi vise dem, at vi tror på dem. Vi skal selvfølgelig også være opmærksomme på, at nogen af dem har gjort voldsomme ting, ligesom vi skal sikre, der ikke smugles stoffer og lignende ind. De unge har gennem et kaotisk og meget svært liv mistet troen på, at livet kan være godt og anderledes end det, de kender. Der skal vi tro på dem,” forklarer Tina Maria Larsen, og fortsætter:

”Nogle af de her unge mennesker er ikke særligt udviklede, og derfor kan det være enormt svært at forstå, hvad der er rigtig og forkert, og hvordan andre mennesker føler. For eksempel hvis en af dem stikker et gevær i hovedet på en ekspedient i Netto men selv ved, at det ikke er ladt, så er det ikke sikkert de forstår, at ekspedienten stadig frygter for sit liv. Det er sådan nogle helt banale ting, de skal lære herinde.”
 

Stemplet som kriminelle

I udspillet skriver man, at den nuværende indsats er utilstrækkelig, hvilket fremgår af dette uddrag fra første side af aftalen:

”Der skal derfor sættes mere konsekvent og tidligere ind over for ungdomskriminalitet. Der skal være en mærkbar reaktion, når børn og unge begår kriminalitet, så de forstår, at alle handlinger har konsekvenser. […] Hverken det sociale system eller retssystemet evner at gribe tidligt nok ind og hjælpe børnene eller de unge, inden de havner på samfundets skyggeside. Børn og unge oplever ikke i tilstrækkelig grad at blive stillet til ansvar for deres kriminelle handlinger.”

Som en del af den nye ungdomskriminalitetsaftale skal børn og unge derfor fremover stilles for et såkaldt ungdomskriminalitetsnævn. Nævnet vil udover at kunne pålægge straksreaktioner (sanktioner) mod børnene også have beføjelse til at anbringe børn og unge mellem 10 og 14 år på sikrede institutioner – hvis nævnet mistænker dem for at bryde loven.

Flere eksperter er enige om, at forslaget er en kæmpe svipser fra politisk side.

Anbringer man børn som konsekvens for en kriminel gerning i en periode, hvor barnet er ved at udvikle sin identitet, giver man dem en selvopfattelse som kriminel, advarer psykolog hos Red Barnet, Kuno Sørensen.

”Hvis man som 10-årig får prædikatet som kriminel for det man har gjort, er det i sig selv med til at påvirke identiteten og selvopfattelsen. Børn har en lang udvikling til at finde ud af, hvem de er, så hvis man stempler dem og bringer dem sammen med ældre som har flere kriminelle erfaringer, så vil børnene tage farve af det. Børn ser jo op til den stærkeste i sin omgangskreds, uanset om den person har dårlig moral eller ej,” siger Kuno Sørensen.

Ifølge retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen er den nye indsats imidlertid netop funderet i, at børn ikke skal i fængsel senere i livet. Han mener, at det er en omsorgsfuld pakkeløsning, at man opretter nævnet og udvider aldersgrænsen.

”Det giver en mere målrettet indsats, når man begår kriminalitet meget tidligt. En af de ting, det indebærer, er, at man på et tidligt tidspunkt kigger på mistankerne i et nævn, hvor der er flere faggrupper repræsenteret, der kan forholde sig til, hvad er sket, og hvad der er begået. Det er meget omsorgsfuldt. Vi vil jo forebygge kriminalitet, så de ikke ender i voksen-fængsler,” siger Dansk Folkepartis retsordfører.

For Tina Maria Larsen fra Kompasset er det essentielt, at de sikrede institutioner altid skal være sidste udvej: ”De børn, der i dag er på sikrede institutioner, er der fordi, at de ikke passer ind andre steder,” forklarer hun.

”De unge er her jo i dag som en sidste udvej, hvor en adfærd har været så ekstrem, at det har været nødvendigt at frihedsberøve dem. På de sociale pladser, hvor kommunen visiterer, er det selvfølgelig fordi, man har prøvet alt andet, som åbne institutioner, og det ikke kan fungere. Og det har vist sig utilstrækkeligt, for at man må komme her. Og det er selvfølgelig sjældent tilfældet med unge fra almindelige hjem. I det tilfælde så er det jo ikke sidste udvej, som det er i dag.”

Hårdere straf til børn

Peter Kofod Poulsen synes, at det er helt forkert at fokusere på de sikrede institutioner. Han mener, at aftalen præsenterer en bred vifte af tiltag, der både strammer op i systemet og skaber en bedre forebyggende indsats mod ungdomskriminalitet.

”Det har fyldt meget, hvordan man måtte ende på en sikret institution, men ikke så meget, hvad der ellers sker. Det er meget omsorgsfuldt, at man laver et nævn, hvor man kigger bredt på den her situation. Vi kommer til at stramme op, men der er en meget stor vifte af forskellige initiativer i aftalen. Det er jo ikke amerikanske tilstande, det er meget blide tilstande det her. De får en mulighed for at komme ind i nævnet, så vi kan se, hvad der er sket,” forklarer han.

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen afviser, at der er forhøjet risiko i forhold til de nuværende regler. Hun mener, at personalet på institutionerne er dygtige nok til at håndtere eventuelle problemer.

”Det kan jeg heller ikke se. Der ændres jo ikke en millimeter på, hvilke børn og unge der kan anbringes på institutioner. Dem, der kan anbringes i dag, er helt de samme, der kan anbringes fremadrettet. Gruppen udvides ikke. Dette står også fuldstændig utvetydigt i aftalen. Jeg har desuden meget stor tiltro til det dygtige personale på institutionerne. De er uddannet til at håndtere de unge. Og hjælpe dem. I retsudvalget har vi besøgt lukkede institutioner. De har i dag problemer med, at de ‘svageste unge’ domineres af de ‘hårdeste unge’. I enkelte tilfælde har det ført til meget voldelige overfald. Det er jo netop det, aftalen søger at forhindre med bedre muligheder for at holde øje med de unge om natten eksempelvis,” siger Socialdemokratiets retsordfører.

Trine Bramsen henviser til, at man udvider overvågningen på institutionerne, ligesom man begynder at kropsvisitere børn og unge, der bor der.

Der er tale om et paradigmeskift, når man begynder at fokusere på konsekvens for handlinger, frygter Kuno Sørensen fra Red Barnet, som advarer mod, at man risikere at gøre barnets situation værre, hvis årsagen til deres sanktioner og pålæg er funderet i straf.

”Det er en meget dårlig linje. Ordet konsekvens er jo et ord, som giver nogle forestillinger om, at nu sker der en ændring. At man er konsekvent og straffer bringer ikke en positiv udvikling i gang hos børn og unge. Det er et paradigmeskifte jeg som fagperson stærkt må advare mod. Det er der en masse litteratur der viser ikke er vejen frem. Når helt små børn på 10 eller 11 år begår kriminelle handlinger, er det på grund af omsorgssvigt og manglende opmærksomhed, så set fra barnets synspunkt, vil det være enormt svært at forstå, hvorfor de skal straffes for ikke at have den rigtige familie,” forklarer Kuno Sørensen.

Føljetonen om ‘Børn i brummen’ fortsætter i morgen