Tysk-tyrkisk dialogkaffe

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan har alvorligt brug for nogle venner, tro det eller ej. De igangværende økonomiske og diplomatiske stridigheder med USA har sat Erdoğan i en penibel situation, for det ser mere og mere ud til, at Tyrkiet får brug for lidt støtte, hvis ikke landets pekuniære krise skal løbe helt løbsk. Problemet er bare, at Erdoğan ikke har gjort det så nemt for sig selv at få nogle nye kammesjukker. For i takt med at han har strammet sit jerngreb i hjemlandet, er der hist og her blevet gjort køb på en hel del demokratiske rettigheder, og det har selvsagt ikke gjort ham til den mest populære herre i Vesten. Det er jo ikke så godt, hvis man gerne vil ind i varmen hos EU og tigge om lidt håndører.

Nu slår Erdoğan os godt nok ikke som den største romantiker, men man skulle næsten tro, at han har set sin andel tvivlsomme romcoms – romantiske komedier. I hvert fald lader han nu til at låne en af de etablerede klicheer fra den verden: At en stensikker vej til den udkårnes hjerte går gennem hendes veninder. For Erdoğan skal nu på en tre dages lang charmeoffensiv i Tyskland for at besøge sine ”tyske venner”. Håbet synes at være, at hvis han kan gøre sine hoser grønne hos Mutti Merkel, så kan hun måske til gengæld åbne en dør på klem til lidt hjælp fra EU.

Romantiske komedier har det som bekendt med at være lidt fjerne fra virkelighedens hårde datingverden. Det er i hvert fald svært at forestille sig, hvad Erdoğan konkret kan gøre, hvis han skal undgå, at Angela Merkel sender ham ud i kulden med et hurtigt affejende swipe til venstre. For godt nok har Tyskland tre mio. indbyggere med tyrkisk baggrund, men det er et særdeles splittet mindretal. Nogle af de tyske tyrkere synes egentlig, at ham Erdoğan er en fin fyr, mens andre skyer ham som pesten. Og netop den polarisering ser den tyske regering ret bekymret på.

Mislykket fodbolddiplomati

Et godt eksempel på den tysk-tyrkiske problematik kunne iagttages før sommerferien, da de tyske landsholdsspillere Mesut Özil og Ilkay Gündoğan valgte at lade sig fotografere sammen med Erdoğan i forbindelse med en tyrkisk statsvisit i Storbritannien. Det var ikke lige noget, der faldt i god jord hos den tyske befolkning. Faktisk var stemningen så dårlig, at de tyske fodboldfans buhede af Gündoğan, hver gang han fik bolden i en af Tysklands sidste træningskampe inden VM i fodbold. Og en grådkvalt Mesut Özil måtte efter VM meddele, at han var færdig med at spille for det tyske landshold. Den massive kritik, han havde mødt efter sit møde med Erdoğan, havde simpelthen været for meget. Særligt, da kritikken også udviklede sig til at blive mere racistisk i tonen.

Der er med andre ord nok at snakke om for kansler Merkel og Erdoğan, når de ad to omgange møder hinanden de næste par dage. Og der bliver nok ret dårlig stemning, hvor stor en charmør Erdoğan end viser sig at være.

Måske har debattør og tidligere medlem af Folketinget for SF Özlem Cekic dog et godt middel mod det. Hun har i hvert fald lige afholdt en Ted Talk i New York om sit banale, men virkningsfulde koncept ‘dialogkaffe’ (eller dialogue coffee, som hun kaldte det i sin talk). Godt nok har Cekic herhjemme været en af Erdoğan største kritikere, men det kan da være, at hun alligevel vil sætte en stor kande mokka over til det tysk-tyrkiske statsledermøde. Nok gerne med masser af sukker i. /David Dragsted