Kulturanalyse
Fri rap om bundne mennesker
Rapperen Lupe Fiasco er efter adskillige års kunstnerisk fangenskab hos pladeselskabet Atlantic Records tilbage med et album, hvor han helt selv har kunnet styre slagets gang. Det er der kommet et langt og kreativt konceptalbum ud af, som omformulerer og kritiserer historiefortællingen omkring så svære emner som slavehandlen og flygtningekrisen. Det gøres med en kreativ brug af selvopfundne myter, som ville gøre selv filosoffen Roland Barthes stolt.
Vandet er salt fordi det græd med os da vi så det i øjnene
Altså hvordan kunne du hjælpe hende?
Poseidon undskyldte og sagde jeg er ked af det, vi er ly
I kan alle leve hernede for evigt, druknende og adskilte
Fra alle jeres lunger og lungerne fra jeres sønner
Fortæl jeres døtre at vandet er en skat
Tilkald skoven
Talende til træerne
Altså hvordan kunne I være med i koret
Med noget så rædselsfuldt
I blev til plankerne i gulvene og dørene af krigsskibene
Antropomorfisk vendte skoven tilbage med en tændstik
Lavet fra den selv og sagde, ”Brænd os med den”
Forsvandt så igen og kom tilbage med en økse
Vi kan tjene jer som møbler eller I kan brænde os sorte
Lupe Fiasco
Det er ikke sikkert, at navnet Lupe Fiasco i dag ringer den store klokke. Men for ti år siden var han en af musikindustriens absolut mest lovende rappere, som igen og igen blev lovprist for sin lyriske overlegenhed – meget ligesom det nu er tilfældet for den gode Kendrick Lamar. I en alder af 26 havde Lupe cementeret sit navn med de to højtagtede plader Food & Liquor og The Cool, og så var han godt inde i varmen hos vennerne Kanye West og Jay-Z. Vel at mærke i en tid, hvor Kanye West måske var pop- og hip hop-industriens største navn overhovedet.
Det var lige inden, Kanye havde sin nu ikoniske deroute, hvor han i en megaloman manøvre huggede mikrofonen fra sangerinden Taylor Swift under en takketale til en MTV-prisuddeling og sagde, at Beyoncé altså havde fortjent den pris mere end Taylor.
Men nok om det. For sagen er den, at det på et eller andet tidspunkt også begyndte at gå lidt skævt for Lupe. Alt imens Kanye havde travlt med at genopfinde sig selv oven på Taylor-fadæsen, og Jay-Z agerede ”forretning, mand”, var Lupe blevet fanget i enhver musikers værste mareridt: En mangeårig pladekontrakt med et pladeselskab, som han på ingen måde kunne blive enig med.
Det var mildt sagt noget rod. For hvor Lupe ønskede at lave lange, lyrisk komplekse konceptalbums, forsøgte hans pladeselskab Atlantic Records at lave ham om til en generisk hitmaskine. Det gik ud over det kunstneriske niveau og frekvensen for Lupe Fiascos nye udgivelser. Mens Lupe ønskede at afslutte sin tematisk gennemtænkte album-trilogi med et nyt album kaldet LupEND, havde Atlantic helt andre planer: Lupe Fiascos tredje album skulle i stedet hedde Lasers og være fokuseret på en mere kommerciel lyd, som ville skyde rapperen opad på Billboards hitlister. Da Lupe strittede imod idéen, blev albummet udskudt af flere omgange.
Forsinkelserne gjorde selvsagt de mange Lupe Fiasco-fans ret så frustrerede. Mange følte, at Lupe blev holdt uretfærdigt som gidsel af Atlantic og krævede derfor, at Lasers blev udgivet, så Lupe kunne komme videre og lave den musik, han gerne ville. Faktisk nåede frustrationen dertil, at 200 særligt passionerede fans i oktober 2010 demonstrerede foran Atlantic Records kontorbygning i New York med kravet om at få Lasers på gaden. Til sidst trådte direktøren Lyor Cohen ud fra bygningen med en boombox i hånden, som afspillede albummet. Lupes fans havde fået deres vilje. For nu.
Rapperen, som ikke ville være rapper
Egentlig var Lupe Fiasco, med det borgerlige navn Wasalu Muhammed Jaco, et usandsynligt hip hop-idol. Særligt i årene omkring hans to første albums differentierede Lupe sig ret drastisk fra, hvad man ellers så på scenen. Her var ingen bravado eller hårdkogte gangsta-attituder men i stedet en lidt nørdet fyr fra Chicago, som brugte briller og gik op i skateboarding og computerspillet Street Fighter. Faktisk havde Jaco i sine unge år en antipati mod rapmusik og hip hop, da han fandt dets brug af bandeord og sexisme for vulgær. Men i takt med at Jaco blev interesseret i poesi og selv begyndte at skrive digte, blev han alligevel draget mod hip hoppens univers. For det viste sig, at han var ekstremt god til at rappe over sine tekster. Langsomt udviklede det sig til musik under kunstnernavnet Lupe Fiasco.
Den poetiske baggrund smittede af på det lyriske univers i Lupes nye musik. Det var så tætpakket med metaforer, dobbeltbetydninger og intelligente rim, at ægte hip hop-purister for alvor spidsede ører. De fleste var klar over, at der her var noget helt særligt på spil. Derfor kunne fans og anmeldere bruge tusindvis af ord på at afdække, hvad der mon gemte sig af betydninger og mulige fortolkninger i Lupes sange. Og det var derfor, at flere hundrede mennesker var klar på at stille sig op foran Atlantic Records bygning i en regulær demonstration. For hvordan kunne pladeselskabet dog holde Lupes geni fast i nogle fordummende, kommercielle rammer, hvor han knap nok havde fået lov til at skrive sine egne tekster?
Desværre holdt pladeselskabet fast i sin fikse idé om hitmageren Lupe Fiasco. Lupe fik heller ikke kunstnerisk kontrol over sin næste plade efter Lasers. Eller den næste. Eller den næste. Den øvrige hip hop blæste ufortrødent derudaf, og langsomt men sikkert blev stakkels Lupe mere og mere passé.
Fra ørkenvandring til bølgebrus
Fredag for to uger siden kom der så rigtig godt nyt til alle dem, som har hungret efter at høre Lupe Fiasco fra fordums tid, for Lupe var tilbage med et nyt album. Og ikke bare et hvilket som helst nyt album, men et album helt fri fra Atlantic Records indflydelse. Lupe har endelig fået smidt kæderne fra sin gamle pladekontrakt, og han er nu en helt og aldeles fri mand.
Det kan omgående mærkes på det færdige produkt. For Lupe Fiascos nye album DROGAS Waves er noget nær et magnum opus, der med en spilletid på 1 time og 38 minutter kredser om svære temaer som slavehandel, raceproblematik og det nuværende USA’s socioøkonomiske dårligdomme. Der er nok at tage fat i for de inkarnerede, fortolkningshungrende fans.
Albummet er et sandt passionsprojekt fra Lupes side. Det er selvfinansieret på et forholdsvist stramt budget og er mestendels indspillet i rapperens eget soveværelse. Og så genoptager det nogle af de virkemidler, som gjorde Lupes to første albums så virkningsfulde: Det mytologiske, konceptuelle univers.
Netop det kan allerede ses på albumcoveret, som viser en manilla, et lille hesteskosformet armbånd, som typisk blev fremstillet i enten kobber eller bronze. Under den transatlantiske slavehandel blev manillaen brugt som møntfod i Afrika, hvor den primært blev anvendt som betaling for køb af slaver. Dét er afsættet i albummets tredje sang, Manilla. I sangens outro fortæller Lupe først om manillaens historie, hvorefter han nævner slaveskibet Duoro som sank i 1843 med en stor beholdning af manillaer.
Det sunkne slaveskib bliver udgangspunktet for et mytologisk univers, hvor Lupe forestiller sig, hvad der skete med alle de slaver, som var ombord på de mange slaveskibe som forliste når de krydsede Atlanterhavet. Her er tanken, at slaverne ikke druknede, men i stedet påbegyndte et nyt liv på bunden af havet, hvorfra de kunne gøre oprør mod slavehandlerne ved at synke endnu flere skibe. Og dermed redde endnu flere af deres afrikanske brødre og søstre fra slaveriets åg. Denne mytologi kan blandt andet høres i sangen WAV Files, hvor slaverne, som nu bor i havet, klandrer naturen for at have været medvirkende i slavehandlens inhumanitet.
Senere på albummet trækker Lupe Fiasco mytiske tråde op til i dag, blandt andet i sangen Alan Forever, som omhandler den treårige syriske dreng Alan Kurdi. Måske husker du det hjerteskærende billede taget af fotografen Nilüfer Demir, som viser Alan ligge livløs på stranden ved den tyrkiske kystby Bodrum. Alan var druknet sammen med sin mor og storebror, da den lille familie havde forsøgt at flygte fra det krigshærgede Syrien i en lille gummibåd. Men i Alan Forever forestiller Lupe Fiasco sig, hvad der var sket, hvis Alan havde overlevet. Her bliver han en kendt svømmer i Canada, som i stedet redder en lille dreng fra at drukne. En dreng, som viser sig at være Alan selv.
Mytisk musik og samfundskritik
Måske lyder det en lille smule langt ude. Men Lupe Fiascos kobling af henholdsvis virkelige tragedier fra slavetiden og nutiden og en kontrafaktisk forestillingsverden, hvor tingene endte mere lykkeligt, er enormt virkningsfuld. Og så er det ulig noget andet hip hop i dag. Måske lige med undtagelse af den Pulitzer-vindende Kendrick Lamar, som med tekstmæssig overlegenhed ligeledes har revet op i samtidens raceproblematik med mere på albums som To Pimp a Butterfly.
Og så må det siges, at Lupes brug af egenskabte myter i sin socialkritik er ret så genial.
Ifølge den franske filosof Roland Barthes er myter i stand til at opstå overalt i populærkulturen. Meget groft sagt siger Barthes dog også, at myter eksempelvis har det med at glemme konteksten og historien bag et stærkt symbol som en idealistisk frihedskæmper, når billeder af denne frihedskæmper pludselig bliver solgt på T-shirts og tekrus. Med det samme der skabes en myte omkring frihedskæmperen med disse virkemidler, bliver tingene bagatalliseret, og derfor kan det bourgeois system frit lade folk købe løs af T-shirtene uden at det bliver nogen trussel. Myter gør samfundskritikken ufarlig.
Vi kan tage billedet af Alan Kurdi som eksempel. For når vi begynder at florere det chokerende billede rundt på de sociale medier, har det ganske vist en umiddelbar samfundsrevsende effekt, da det bliver en påmindelse om Syrien-krigens og flygtningekrisens rædsler. Men samtidig fjerner billedet sig også langsomt fra dens fulde kontekst; Alans historie, den enkelte families tragedie, årsagen til flugtforsøget, og så videre. Når billedet går viralt og dermed bliver til en myte, risikerer det også langsomt at miste sin egentlige betydning.
Det er netop det, Lupe Fiasco tager fat i, når han gendigter fortællingen om slavehandlen og flygtningekrisen i et nyt mytologisk univers. Han sætter spørgsmålstegn ved vores eksisterende fortællinger og gør dermed samfundskritikken farlig igen. Når Lupe er bedst, får han os med sine egne myter til at overveje, om vi kommer til at negligere alvorlige begivenheder som slaveri og krig gennem banale samfundsforestillinger. Dermed positionerer Lupe sig som det, idéhistorikeren Quentin Skinner ville kalde en innovativ ideolog: Han genfortæller en ny, øjenåbnende historie ved brug af et allerede foreliggende vokabular. Og han gør det på en måde, så vi ikke kan lade være med at være lutter øren.
Det lyder som en stor mundfuld for et simpelt hip hop-album. Men hvis der skulle være én rapper i gamet, som er i stand til at løfte musikken op til dette større filosofisk-litterære plan skulle det da lige være Lupe Fiasco. Faktisk har han tilbage i 2015 grundlagt projektet Society of Spoken Art, som har til formål at opdrage nye rappere i akademiske discipliner som litteraturkritik, semiotik og lingvistik. Med undervisningsmateriale kurateret af forskere fra universiteter som Harvard og MIT, vel at mærke. Det er sejt. Og ud fra DROGAS Wave at dømme, kommer der heldigvis også god musik ud af det.