Han hed Pigegartneren og var fuldt 'accepteret'

»Hvordan går det med bøsser i Hirtshals?« er der nogle, som gerne vil vide. Indtil videre kan vi kun svare for vores føljeton af samme navn, ikke for homoseksuelle i den forblæste nordjyske udpost generelt: Bøsser i Hirtshals har det godt. Bøsser i Hirtshals hører til den type føljetoner, som udvikler sig knopskydende og uforudsigeligt, efterhånden som den skrider frem. Endemålet befinder sig et sted bag tågen ude i horisonten.

Sådan må det være med en serie, der både vil være et portræt af en lille provinsby og en slags status over homoseksualitetens og dermed mangfoldighedens kår i vandkantsdanmark. Hvis Føljeton var et bageri, ville Bøsser i Hirtshals være et surdejsbrød, der var slået alt, alt for stort op – med alt for mange kerner og frø og nødder, hvis oprindelse vi ikke ville kunne gøre rede for, hvis kunden spurgte til indholdet. Vi ville bare sige, at det var »et godt brød«.

Der stopper sammenligningen også. Noget, der typisk kendetegner et bageri, er, at brødet er helt færdigbagt, når kunden udpeger det for bagerjomfruen. Bøsser i Hirtshals er – indtil videre – et halvbagt produkt, og kunderne – læserne – kan være med til at udvikle og præge produktet. Hvis de ellers kan lide lugten i bageriet.

Lesbiske på værtshus

Bøsser i Hirtshals har nu ligget på hylden i et par uger, og vi har delt noget af føljetonen på sociale medier. Det har givet flere læsere anledning til at komme med tilføjelser og bemærkninger.

Efter at have læst seriens første tekst skriver Janne Egede Høyrup for eksempel i kommentarfeltet på Føljetons Facebook-side, at hun »var ved at redde sig en gedigen røvfuld«, da hun og en veninde foregav at være lesbiske på værtshuset ved Hirtshals Havn for 30 år siden. »Det var en pænt dårlig strategi for at slippe for mændene. Vi måtte løbe derfra,« fortsætter hun.

Janne Egede Høyrup kommer ikke nærmere ind på, hvad fiskernes motiv for at øve vold mod kvinder skulle være. Var det for eksempel kvindernes påståede seksuelle orientering, der bød dem imod, eller var det afslaget i sig selv? Om de rent faktisk ville have slået på en kvinde, er nok tvivlsomt, specielt i midten af 1980’erne, hvor det stadig var gode tider i industrifiskkredse og i princippet ikke så meget at gå og være indebrændt over.

‘Pigegartneren’

I en anden kommentartråd på Facebook kommer en Lars Brorson Fich Hirtshals til undsætning. Han tilbageviser rygterne om, at byen skulle være præget af homofobiske strømninger eller tilbøjeligheder. Selv er han ikke vokset op i Hirtshals, men det er hans kone, og hun fortæller ham, at i 1960’erne og 1970’erne var det sådan, at alle, der »var accepteret«, havde et øgenavn: »Der var to bøsser, der boede sammen, og den ene af dem, kaldet ‘Pigegartneren’, drev en blomsterbutik. Det var, så vidt jeg kan forstå, alment accepteret, at sådan var de, og folk købte glad og gerne blomster i deres butik,« skriver Lars Brorson Fich.

Det lyder egentlig ganske tilforladeligt og sympatisk, men på den anden side: Hvis det ligger lige for at bruge udtrykket ‘accepteret’ om en nogle mennesker, så er der også folk, som af den ene eller den anden grund ikke er accepterede. Og det kan ikke have været sjovt i sådan en lille by.

Føljeton vil i den kommende til forsøge at fremskaffe flere oplysninger om de to blomsterhandlere.

Kulturløs eller ej

I sit indlæg på Facebook skriver Lars Brorson Fich en ting mere, som tager afsæt i noget, som lektor, dr.phil. Hans Hauge udtaler i den første artikel i Bøsser i Hirtshals-føljetonen: At Hirtshals altid har været en kulturløs by. Og Hans Hauge må vide det, for han tilbragte sin barndom og en del af sin ungdom i Hirtshals i 1950’erne og 1960’erne. På den anden side mener han også, at der ikke fandtes bøsser og lesbiske i byen dengang – i hvert fald ikke som en bevidst identitet. Det var det, Hauge skrev i den klumme i Berlingske (‘Der var ingen bøsser i Hirtshals‘), som på en måde er afsættet for hele denne føljeton.

Lars Brorson Fich skriver: »I de år, jeg er kommet i Hirtshals, har jeg oplevet den som alt andet end kulturløs. Tværtimod – det sammenhold, som byens eksistens (og accepten af Pigegartneren og hans kæreste) hviler på, udgør i sig selv en stærkt, men måske ikke udefra særligt synlig kultur.«

Kultur kan være mange ting – specielt hvis det er den form for kultur, man taler om, når man taler om fællesskabsfølelse, identitet, håndbold og hotdogs. Den kultur, som Hans Hauge sigter til, når han kalder Hirtshals »kulturløs«, er nok mere kultur som dannelse og ånd.

Om Hirtshals er en kultiveret by med højt til loftet, må vi se på hen ad vejen. Det er måske værd at nævne, at det er tilfældigt, at vi har valgt at slå ned på Hirtshals. Hirtshals er den by, Hans Hauge nævner, og byen er næppe mere homofobisk eller intolerant end så mange andre steder i Danmark. Det kunne for den sags skyld have været Vorupør, som ligger længere ned ad kystlinjen ud mod Vesterhavet.

Som en Casper Udemark bemærker på Facebook: »Der var ikke nogen Hans Hauge i Vorupør, da jeg voksede op. Kun en videoudlejer og kioskejer i Sønder Vorupør, der skrev læserbreve om økonomi, var alment galsindet og således lignede Hauge lidt.«