En 1000-årskrise i landbruget kan bliver den frugtbare vej frem

Det er et sammenfald af historisk uheldige omstændigheder for dansk landbrug, der i øjeblikket lukker næsten 20 bedrifter om ugen. Først og fremmest er der sommerens tørke, der ifølge Landbrug og Fødevarer har kostet landmændene omkring syv mia. i tabt indtægt. Ikke alene har det kostet jordbrugerne, men endnu hårdere ramt er dyreproducenterne, der selv har måtte importere foder til en væsentlig højere pris. Så er der handelsembargoen til Rusland, der har kostet svineavlerne, og endelig er svinepriserne historisk dårlige efter det globale marked er vokset markant. Det er den perfekte storm. Eller en 1000-årskrise, som landbruget selv kalder den.

Derfor var det også et meget skuffet dansk landbrug, der i sidste uge tog imod nyheden om, at regeringen sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti havde besluttet at sammensætte en særlig tørke-pakke til de nødstedte på omkring 380 mio. kroner.

“Vi har aldrig forventet en kompensation på hele tabet, men omvendt er situationen så alvorlig, at det truer hele erhvervet,” sagde Martin Merrild, der er formand for Landbrug og Fødevarer, til DR, da nyheden slap ud.

“Det er en meget, meget begrænset hjælp og en stor skuffelse.”

Samtidig konstaterede han, at det kun er de 220 mio. kroner, der er rede penge, og det er kun de landmænd, der har dyr, der får noget ud af det. Almindelige planteavlerne får ingenting, vurderer Martin Merrild.

“Jeg skal ikke sige, at 220 mio. kroner er uden betydning, men på den enkelte landmands regnskab, der bliver det godt nok svært at få øje på det her.”

Gæld og sunde bedrifter

Dansk landbrug er det landbrug i verden, der er i stand til at sælge de samme produkter til den højeste pris og med den laveste miljøbelastning. Modsat det billede, der nogle gange er blevet tegnet i dagspressen, har det historisk set været et af vores mest innovative erhverv – både hvad angår udvikling af produktionsforhold, vidensudvikling og i den organisatoriske infrastruktur. Det har været en del af vores selvforståelse og kultur længere tilbage end højskolebevægelsen, og siden det i 1930’erne lykkedes danske landmænd at fremavle svin med et ekstra ribben og dermed også en dejlig masse ekstra dansk bacon, har vi været kendte i det meste af verden for vores svin. Det er en rigtig dansk succeshistorie om landmænd, der samarbejder, andelsbevægelser, hvor der udveksles viden og højskoler, der uddanner uuddannede bønder.

Men de senere år er det ikke den sang, pressen har sunget. Den har i højere grad handlet om gylle og gæld, og hvis succeshistorien skal fortsætte – eller genetableres – kræver det en konstant investering og udvikling. Landbrugets samlede gæld har været stærkt faldende de senere år og blev i juli måned i år opgjort til 312 mia. kroner – det er 19 pct. af bankernes samlede erhvervsudlån. Det er ikke nødvendigvis et kun positivt tegn, at gælden er faldet, for faldet kan også dække over konkurser og en manglende investeringslyst i erhvervet, der ellers har været igennem en lille revolution de seneste årtier.

Ser man isoleret på svineproduktionen har det været en eskalerende tendens at færre og færre producenter producerer mere og mere. Effektivisering, mindre miljøbelastning, lavere priser, bedre kød. På ti år er antallet af svinebedrifter faldet med 40 pct. Fra 3.800 i 2008 til 2.200 i 2017 – i 1982 var der 55.000 bedrifter, der producerede grise. Til gengæld er det gennemsnitlige antal grise på hver bedrift steget fra 9.700 til 14.900 over de seneste ni år. Det er ikke en klagesang men en succeshistorie, selv om det også ændrer vores barndoms (og Morten Korchs) opfattelse af, hvad et landbrug er.

En krise, som den landbruget er igennem i øjeblikket, er – trods det fine mærkat som 1000-årskrise – ikke uden sidenstykke i den nyere tids historie, og den slags kriser er i selv en medvirkende årsag til den øgede effektivisering. For hver gang en bedrift går ned, øger en anden, og under kriserne i 80’erne og igen i finanskriseårene, var det de største, stærkeste og mest innovative landmænd, der stod tilbage. Sådan kan også blive denne gang, når vi næste år ved samme tid opgør årets høst. Måske er historien til den tid igen mere positiv – omend endnu mindre Morten Korch’sk.