Nyhedsanalysen
Euskadi er genopstået
Baskerlandet var i mange år en konfliktpræget region, hvor separatistisk terror skabte splittelse mellem baskisk- og spansksindede, og selvom der i dag er fred i den nordspanske region, så har fortiden givet ar på sjælen. Et samlingspunkt har dog altid været cykelsport, som baskerne har en glorværdig tradition for, og efter nogle års fravær vendte et baskisk cykelhold i år tilbage til Spaniens største cykelløb, Vuelta a España – en begivenhed, som ikke bare handler om sport, men om hele den baskiske nationalidentitet.
Holdbusserne er linet op langs kajen i Malaga. På den anden side af kilometerlange hegn står spændte cykelfans og knipser med deres kameraer; ivrige efter at få et glimt af de store stjerner. Måske et snapshot af Peter Sagan, den slovakiske supersprinter med den store personlighed. Eller en selfie med hjemmebanelegenden Alejandro Valverde, der vandt løbet tilbage i 2009.
Til sammenligning er der ikke den store trængsel ved Euskadi-Murias’ bus. Med undtagelse af et par dedikerede fans, der er iklædt holdets skriggrønne cykeltrøjer, er det faktisk kun mekanikere og sportsdirektører, der bevæger sig om bussen. Men selvom det lille cykelhold ikke ligefrem vælter sig i store profiler og tonsvis af tilskuere, så er stemningen høj.
”Det er meget rørende for mig,” siger Jon Odriozola, holdejer af Euskadi-Murias. ”Det er det her, vi har arbejdet hen imod. Det er det, vi har drømt om. Og nu er vi her.”
Med ”her” menes der ”i Vuelta a España” – Spaniens største cykelløb og en af de tre såkaldte Grand Tours sammen med Tour de France og Giro d’Italia. Og med ”vi” menes der Euskadi-Murias, et lille cykelhold fra Baskerlandet, der forbløffende nok har fået tildelt et såkaldt wildcard til årets Vuelta, på trods af at holdet kun lige er rykket op i cykelsportens næstbedste række forud for sæsonen.
”Jeg tænkte: Det her er virkelig stort,” husker Jon Odriozola om dagen, han fik at vide, at Euskadi-Murias skulle deltage i Vueltaen. ”Det er Baskerlandets tilbagevenden til toppen af cykelsport.”
Den store arv
Sidste gang, Jon Odriozola deltog i Vueltaen, var det som sportsdirektør for det legendariske cykelhold Euskaltel-Euskadi, der i 20 år var en institution i cykelsporten. Holdets passionerede og angrebsivrige kørsel gav dem fans over hele verden og en perlerække af storslåede sejre i både Grand Tours og andre store cykelløb.
Mange husker dem nok bedst for deres ikoniske orange trøjer, der altid var til at spotte i cykelfeltet, men det, der gjorde holdet til noget helt særligt, var hverken dragterne eller angrebsiveren, men deres stramme rekrutteringspolitik, der betød, at stort set alle på og omkring holdet var baskere – et folkeslag på ca. 2,5 millioner, hvor hovedparten bor i den autonome nordspanske region Baskerlandet.
”Euskaltel-Euskadi var delvist finansieret af det baskiske selvstyre, og forudsætningen for dette var, at holdet var bygget på baskiske ryttere,” siger Jon Odriozola, der var sportsdirektør på holdet fra 2007 til 2008. ”Det var en form for uofficielt landshold for Baskerlandet, der jo officielt er en del af Spanien. Det var storhedstiden for baskisk cykelsport.”
Op gennem 00’erne markerede de orangeklædte baskere sig gang på gang. I 2001 vandt Roberto Laiseka en etape i holdets første Tour de France på det berømte cykelbjerg Luz Ardiden. To år senere vandt Iban Mayo på det endnu mere herostratiske Alpe d’Huez. Og gennem årene avlede holdet fantastiske ryttere som Haimar Zubeldia, Samuel Sanchez, Igor Anton, Mikel Landa, Izagirre-brødrene og mange andre store navne, som den cykelinteresserede læser sikkert vil genkende.
Men da finanskrisen kom, ændrede tingenes tilstand sig. Sponsorerne trak støtten, det samme gjorde den baskiske stat, og i 2013 måtte Euskaltel-Euskadi endeligt dreje nøglen om, fordi kassen var tom. En æra var forbi, og siden har alle Grand Tours været uden deltagelse af et baskisk cykelhold.
Lige indtil nu, altså. For som den opmærksomme læser for længst har spottet, så har Euskaltel-Euskadi og Euskadi-Murias en navnesponsor tilfælles: Euskadi, der slet og ret er baskisk for Baskerlandet.
Den første rytter
På en stationær træningscykel foran Euskadi-Murias-bussen sidder en enlig rytter og varmer op. Et mærkat på ryggen afslører, at det er nummer 213, Aritz Bagues. Der er ikke længe til, at han – som den første på holdet – skal ud på den otte kilometer lange enkeltstart, der skyder dette års Vuelta i gang.
”Du kommer til at være den første rytter i Euskadis tilbagevenden til Vuelta a España,” lyder det på baskisk fra holdets fysiske træner. ”Der hviler et stort pres på dig. Så du skal gøre det godt.”
Aritz Bagues griner, mens sveden pibler ned ad panden. Alle ved, at han ikke kommer til at lave noget stort resultat i dag, og trænerens spøgefulde kommentar er blot en understregning af dette. For det første er en kort enkeltstart som i dag ikke just Aritz Bagues’ spidskompetence. For det andet er han mildest talt ikke nogen stjernerytter – hverken på holdet og da slet ikke i det stjernespækkede Vuelta-felt.
”Hvis du havde fortalt mig for nogle år siden, at jeg skulle komme til at køre Vuelta a Espana, så ville jeg tro, det var en joke,” siger Aritz Bagues. ”Men nu er jeg her: 29 år gammel og i min første Grand Tour.”
De baskiske idoler
Aritz Bagues er vokset op i en lille by i den baskiske provins Gipuzkoa, og der blev talt baskisk i hjemmet, ikke spansk. Han er som så mange andre baskere flasket op på cykelsport – ikke mindst på grund af Euskaltel-Euskadi.
”Jeg var stor fan af dem. Det var mit hold, for jeg er ikke spanier, jeg er basker, og det her var baskernes hold,” siger Aritz Bagues.
Det var denne fascination af de orangeklædte nationalhelte, der fik den unge Aritz Bagues til at tage cyklingen op. Og da han som 21-årig fik tilbudt en professionel kontrakt på Euskaltel-Euskadis udviklingshold, tøvede han ikke et sekund.
”Jeg havde jo set op til de her ryttere altid, og nu kunne jeg rent faktisk blive en af dem. Det var det, jeg havde drømt om,” siger Aritz Bagues.
Men drømmen blev aldrig realiseret. Euskaltel-Euskadi lukkede ned, inden Aritz Bagues kunne nå at avancere fra udviklingsholdet, og den unge basker måtte se sin drengedrøm briste. Det var en svær tid for Aritz Bagues, og han overvejede at lægge cyklen på hylden og tage et ”almindeligt” job. Men så en dag kom redningen:
”Jon Odriozola ringede til mig og sagde, at han havde et amatørhold, som han ville udvikle til det nye Euskaltel-Euskadi. Han spurgte, om jeg ville være med, og det ville jeg selvfølgelig gerne.”
Dette blev starten til Euskadi-Murias, der i perioden 2014-2018 udviklede sig fra et amatørhold til et såkaldt kontinentalhold og videre til et prokontinentalhold – et hold i den næstbedste række – og nu altså også deltager i en Grand Tour. Og det på trods af, at holdet kun har en brøkdel af det budget, som Euskaltel-Euskadi havde i sin tid.
Løbets underdogs
Pludselig skifter stemningen fra rolig til hektisk foran holdbussen. Aritz Bagues springer af den stationere træningscykel og over på enkeltstartsmodellen, og den 29-årige basker triller op mod startrampen i Vuelta a España.
”Aritz er personifikationen af dette hold,” siger Jon Odriozola. ”Han er måske ikke det største talent, men han er en rigtig arbejder. Han har hjertet med sig, og det er lige sådan, vi baskere er.”
Da Aritz Bagues kommer i mål efter at have tilbagelagt etapens otte kilometer på godt ti minutter, står det klart, at han ikke kommer til at gøre sig gældende i topstriden på dagens etape. Konkret rækker det til en plads som nummer 154 ud af Vueltaens 176 ryttere. Og en efter en kommer resten af Euskadi-rytterne ind i tider, der ligger uden for top 100 – med undtagelse af en enkelt rytter, der ender på 94. pladsen. En ydmyg statistik, for at sige det pænt, og det giver ikke de store forhåbninger om en etapesejr, som er holdets helt store mål.
”Selvfølgelig bliver det svært at vinde en etape. Og på en dag som i dag er det umuligt,” siger Jon Odriozola. ”Men på papiret har vi allerede gjort det umulige: Vi har bygget et hold af ryttere, som ingen andre ville have, og taget det hele vejen til Spaniens største cykelløb.”