Yahya Hassan, digter.
Måske er du både ung og gammel nok til af og til at stikke hovedet forbi en hiphop-koncert eller to, og så vil du vide, at der er sket lidt de senere år. Det er, som om de er blevet lidt … vildere. Som om det ikke helt er nok at wave‘e vores hands in the air like we don’t care eller hip-hop-hoorray’e derudad. Der skal ligesom mere til. Det er stagedive og moshpit og fester nede mellem publikum, lidt som grunge eller punken i gamle dage, og er man gammel nok til næsten at have oplevet begge dele i sin samtid, kan det ærlig talt være lidt anstrengende at blive ved med.
En af årsagerne til denne eskalering skal muligvis findes i den rolle, hiphoppen indtager som en slags nutidens punk, men den skal muligvis også findes hos de såkaldte ”Hype Men”. Hvis du har været til et par af disse koncerter, har du måske lagt mærke til én eller flere fyre, der farer rundt på scenen uden hverken for alvor at rappe, dj’e eller for den sags skyld spille et instrument, men hvis eneste funktion er at opildne publikum og hype rapperen på scenen. De smider måske lidt ‘hey ho’ og ‘motherfucker’ ind her og der, mens de svinger et håndklæde eller en t-shirt over hovedet og sprøjter lidt vand ud på publikum. Er de gode til det, så kan de skabe hele koncerten, er de dårlige, kan de ødelægge den. De har egentlig altid været der, men der er de senere år kommet en øget fokus på dem, og det er svært helt at gennemskue, om det er fordi koncerterne er blevet vildere, eller om det er fordi, de er blevet vildere. Du ved, hønen og ægget og alt det der.
Vi er ikke helt sikre på, hvor sammenhængen er, men det kan være godt at gøre sig bevidst om, hvad en hype man egentlig er, og hvad der gør ham god. De tanker kan man så tage med sig, når man ser Danmarks mest feterede digter i nyere tid stå og indrømme mere end 40 lovbrud for derefter at blive kørt i psykiatrisk behandling. Med blot én enkelt reel digtsamling har han væltet alt, hvad væltes kan. Hvem var hans hype men, og var de gode, eller var de dårlige? Var det os alle sammen? Var det medierne? Var det parnasset eller var det ghettoen? Eller stod han alene på scenen med en fortid og en historie, som vi ikke kunne få nok af, men som også var en sti, der ikke stod til at ændre? Og måske vigtigst af alt: Hvad har vi lært?
Én ting er dog sikkert. Vi er ikke færdige med Yahya Hassan, selv om det måske, måske ikke, ville være bedst for alle. Vi er ikke færdige med dette store talent med den så atypiske baggrund. Hør blot hvad Politikens litteraturredaktør sagde til Ritzau i går, da dommen faldt:
”Det var stærkt stof, han skrev på i sin første bog. Og jeg vil gætte på, at det, han har oplevet siden, er lige så interessant.”
Vi vil have mere Hassan. Mere hype. Vildere, vildere. Hey Ho – Motherfucker – Woo, Woo, Wooooo. Mere, mere, mere. /Lasse Lavrsen