Måske kan du huske, hvordan det var at se på skyer i din barndom. Den der oplevelse af at ligge på ryggen i det høje græs og se små dyr og ansigter forme sig i de store lammeskyer. Eller hvad med manden i Månen – kan du huske ham? Ansigtet på den smilende mand, der tegner sig mellem Copernicus-krateret og Picard-krateret som henholdsvis højre og venstre øje. Han er ikke forsvundet, selv om du ikke har set ham længe, men efterhånden aftager din evne dog til at se den slags på himlen.
Du ser måske heller ikke så meget på den i det hele taget og ligger sikkert heller ikke nok på ryggen i det høje græs, men så er det godt, at fænomenet – eller den evne – også findes hos dig som voksen og lige på skærmen foran dig. Som her :-). Så du ikke lige en lille smiley forme sig ud af et kolon, en bindestreg og en parentes?
Fænomenet er nemlig ikke bare et barns fantasi, men et reelt psykologisk fænomen, der er bærende for det at være menneske. Pareidolia, hedder det helt præcist og er et psykologisk fænomen, hvor svage eller tilfældige indtryk opfattes som væsentlige. Det, der sker, når man forbinder punkter, der ikke umiddelbart og i sig selv ville give mening.
Hvis det ofte sker for dig, skal du skal ikke skamme dig. Det er helt normalt og betyder bare, at din hjerne fungerer, som den skal. Det er en medfødt egenskab, der skal gøre os i stand til at genkende et ansigt, og allerede når du er omkring otte måneder gammel, kan du anvende denne egenskab på andet end dine forældre – på sten, puder eller skyer. Det er kendt siden oldtiden. Ja, faktisk har man beviser for, at mennesker så ansigter på stjernehimlen allerede for 32.000 år siden, ligesom fænomenet optræder både hos Shakespeare og Leonardo da Vinci. Det er det samme, der sker, når Jesus pludselig træder frem på et toastbrød, eller når Satan selv viser sig fra røgen på World Trade Center.
Bare rolig, nu skal vi nok lade være med at komme med sådan noget agnostisk fis om, at al religion og alle religiøse åbenbaringer kan spores tilbage til pareidolia, men vi siger dog, at det er en vigtig psykologisk mekanisme at kende, hvis man skal forsøge ikke at lave for mange fejlslutninger i livet og minimere uoprettelig skade på sig selv og andre. Særligt som politiker kan det være fornuftig at have det i baghovedet, når man forbinder punkter, der siden hen bliver til realpolitik.
Marrakesh-erklæringen
Lad os som eksempel tage dagens største danske historie, der handler om Dansk Folkeparti, der som det eneste land i EU vil følge Ungarns eksempel og trække sig ud af en fælles aftale om afrikanske migranter – den såkaldte Marrakech-erklæring. Et af punkterne, der er faldet Martin Henriksen og DF for brystet, er, at kvinder og børn skal have bedre muligheder for at få et arbejde, når de er kommet herop, og det ”synes vi jo ikke ligefrem er en god idé”, siger Martin Henriksen, der besidder den travle post som udlændingeordfører hos Dansk Folkeparti.
”Den type indvandring påvirker den sociale og kulturelle sammenhængskraft i Danmark,” mener han at konkludere, og derfor synes han, vi skal følge Ungarn, der er fornuftige nok til ikke at skrive under på Marrakech-erklæringen, der ellers i vid udstrækning gør det markant sværere at komme til Europa fra Afrika. ”Nu har jeg tilfældigvis haft fornøjelsen af at være i Ungarn og også mødt forskellige repræsentanter for det politiske system i Ungarn. De mennesker, jeg har talt med, virker som fornuftige mennesker. Jeg kan ikke se, at det skulle være et eller andet skræmmebillede at komme i selskab med Ungarn,” siger Henriksen til DR.
Men der vil det måske være smart, hvis Marin Henriksen ikke kun forbandt de punkter, han lige kunne se, når han møder en sød ungarer og ser billeder af afrikanske migranter. Så lover vi også ikke kun at forbinde det ansigt, vi kan se mellem Martin Henriksen, Ungarn og afrikanske kvinder og børn. /Lasse Lavrsen