En forkert grønlænder

“Jeg er ikke halv-halv. Jeg er helt dansk, og jeg er helt grønlænder,” konstaterer Anthon Engell, hvis mor er dansk, og far er grønlænder. Spørgsmålet om tilhørsforhold har fulgt ham, så længe han kan huske.

Fregner dækker hele Anthons ansigt, og hans rødbrune hår er samlet i totter af skulderlange, uglede dreadlocks. Han er iført en sort T-shirt med et isbjørne-tryk, lange sorte bukser, der sidder løst på hans vinterhvide krop, og gule hjemmesko, der er formet som andefødder. ”Det var nogle jeg fandt hjemme hos min mor,” griner han, ”de passer lige til mig.” T-shirten er en gave fra hans far.

Det afgørende skub

I dag læser Anthon historie på Københavns Universitet og bor i en treværelses lejlighed på Amager. Før han begyndte at studere, sad han i et halvt år på Operation Dagsværks sekretariat og var med til at udarbejde dette års oplysningskampagne til landets gymnasieelever. Den kampagne, som dagsværkere, unge frivillige gymnasieelever, lige nu rejser landet rundt med.

Det hele kulminerer i den store OD-dag, d. 7. november, hvor eleverne hiver en dag ud af (skole)kalenderen og arbejder for at samle penge ind til at hjælpe Grønlands unge.

Helt konkret har Operation Dagsværk i samarbejde med dansk og grønlandsk Røde Kors udarbejdet et uddannelsesforløb i socialt entreprenørskab, kaldet SPRINT, der skal styrke de unge grønlænderes trivsel og hjælpe dem med at få kontakt til deres indre handlekraft.

Den grønlandske ungdom er ikke vant til at sætte ord på, hvordan de har det, eller hvor de gerne vil hen. Meningen med SPRINT-forløbet er at give deltagerne det afgørende skub, der skal til, for at de får gjort deres drømme til virkelighed.

Fregner og fremmed

Anthon fortæller, at hans fregnede, lyse pigment har fået mange til at kommentere hans efter deres mening atypiske grønlandske udseende.”Jamen du er jo hvid?,” siger de. Det har også præget hans opvækst, som han delvist har tilbragt i Nuuk og delvist i Danmark. Allerede som barn i Grønland passede han ikke rigtig ind, erindrer Anthon.

“I Grønland er jeg dansker, og i Danmark er jeg grønlænder,” bemærker han. Da Anthon var ni år, flyttede han med sin mor og søster til Hørsholm og fortsatte i folkeskolen der. Men følelsen af at være fremmed blev ved med at være der.

Han fortæller, at hans grønlandske identitet derfor blev ”meget stærk” i den periode, til trods for at han i de fem år, de boede i Hørsholm, mistede sit grønlandske sprog.

Da de flyttede tilbage til Nuuk, og Anthon var blevet en ”vred teenager,” som han beskriver sig selv, oplevede han at træde ind i helt tredje æra hvad tilhørsforhold angår.

”Nu kommer det til at lyde helt vildt lommefilosofisk, men da vi kom tilbage, koncentrerede jeg mig egentlig bare om at være,” siger han og fortæller, at det også hænger sammen med den politiske retorik, der blev ført i landet på det tidspunkt.

”Selve spørgsmålet om grønlandsk identitet var så hypet i den periode pga. Aleqa Hammond” siger Anthon. Aleqa Hammond var Grønlands leder i årene 2014-2015. I perioden kæmpede hun ihærdigt for grønlandsk uafhængighed og fastslog, at det bedste, Danmark har givet hende, er brun sovs.

”Der var virkelig en hadsk stemning deroppe, fordi hun sagde ‘der findes kun ægte grønlændere’. Med det mente hun, at enten er du grønlænder, eller også er du ikke,” siger Anthon og forklarer, at debatten også særligt havde omdrejningspunkt i det grønlandske sprog, ”Det gjorde jo mig til en forkert grønlænder,” konstaterer han.

Det fik ham til at ”gå kontra” og droppe at lære det grønlandske sprog igen. ”Så skulle jeg fandme vise hende, at man godt kan være grønlænder uden at kunne det grønlandske sprog.”

Hjem og hjælpe til

Men Grønland har brug for de unge grønlændere – om de kan sproget eller ej. SPRINT er et initiativ, der tager den grønlandske ungdom alvorligt. Noget de unge grønlændere ikke har følt, der hidtil er blevet gjort i tilstrækkeligt omfang. SPRINT-forløbene skal give de unge følelsen af, at de er rustet til selv at være med til at påvirke og skabe den forandring, de ønsker at se i landet.

Anthon har heller ikke afskrevet det grønlandske sprog helt endnu. Han planlægger at flytte tilbage til Nuuk, når han har afsluttet sine studier i København. ”Det er der, jeg føler mig mest hjemme. Og hvor cheesy det end lyder, så savner jeg bare den grønlandske natur,” griner Anthon.

Operation Dagsværk har, udover den store mængde undervisningsmateriale, som vi refererer til her i artiklen, også udarbejdet en lille podcast-serie om de unge grønlændere. Den kan høres her.