Tak, Apu - kom ikke igen

Hvad skal vi gøre med Apu Nahasapeemapetilon? Som en anden problematisk Maria fra The Sound of Music er Apu, den indiske karakter, som bestyrer kiosken Kwik-E-Mart i den animerede tv-serie The Simpsons og har ”thank you, come again” som sin catchphrase, igen kommet i rampelyset.

I sidste uge blussede snakken om Apu således op på ny, efter at produceren Adi Shankar udtalte til mediet IndieWire, at han havde hørt fra flere kilder, at folkene bag The Simpsons har planer om at skrotte karakteren. The Simpsons-produceren Al Jean var bagefter ude på Twitter og svare, at Shankar altså ikke er producer for The Simpsons, og derfor ikke har noget at skulle have sagt om den sag. Men samtidig afviste Jean heller ikke, at rygterne om afskaffelsen af Apu var sande.

Hvorfor gjorde han så ikke det? Tjo, meget kunne tyde på, at Apus dage faktisk er ved at være talte. Skuespilleren Hank Azaria, som lægger stemme til Apu, har tidligere sagt, at han er fuldt ud villig til at lægge karakteren på hylden. Og særligt Apu er da også et godt billede på, at der er sket en del siden The Simpsons havde premiere for 28 år siden.

På mange punkter er Apu en uheldig stereotyp, som ikke passer ind i 2018. Han er en indisk mand med en tyk, karikeret indisk accent, som har arbejdet i den samme kiosk i 28 år. Apu er et billede på alle de klichéer, som tidligere har knyttet sig til indere i USA. Og så er han endda spillet af en hvid mand. Av.

En parodi på en parodi

Hele den aktuelle debat omkring Apu bunder i en dokumentarfilm med titlen The Problem with Apu, som den indisk-amerikanske komiker Hari Kondabolu udgav sidste år, hvori han fortæller om sit eget og andre inderes forhold til den problematiske karakter. Eksempelvis har flere oplevet af blive mobbet i skolen på grund af Apu, idet andre børn anvendte Apus replikker og stereotype adfærd som ammunition.

Det helt store problem er ifølge Kondabolu, at Apu på daværende tidspunkt var den eneste repræsentation af indisk-amerikanere i mainstream-populærkulturen, og at den repræsentation var en grov stereotyp:

”Da jeg voksede op, havde jeg ikke andet valg end at kunne lide det her. Apu, en tegnefilmsfigur som Hank Azaria, en hvid fyr, lægger stemme til. En hvid fyr, som laver en parodi på en hvid fyr, som laver sjov med min far,” som Kondabolu udtrykker det på komisk vis i et segment fra tv-programmet ”Totally Biased with W. Kamau Bell”.

Kondabulos kritik af Apu satte gang i en større diskussion om, hvad der egentlig skal gøres med Apu og The Simpsons anno 2018. I første omgang forsøgte The Simpsons sig med at bryde den fjerde væg og kommentere direkte på virakken i slutscenen for afsnittet ”No Good Read Goes Unpunished”. Her kigger Lisa direkte ind i ”kameraet” alt imens hun siger ”noget der startede for årtier siden og var hyldet og ikke-stødende er nu politisk ukorrekt”, hvortil Marge istemmer ”nogle ting vil blive håndteret på et senere tidspunkt”. ”Hvis overhovedet”, afslutter Lisa, samtidig med at et indrammet foto af Apu kommer ind i billedet.

Anledt af Kondabulo gik der hurtigt ild i Twitter oven på afsnittet, som blev beskyldt for at håndtere Apu-disputsen på en højst uelegant og affejende vis. Særligt Kandabulo beskyldte serien for helt at have misforstået diskussionen med Lisas snak om politisk korrekthed. Det er ikke det, der er pointen, skrev Kondabulo. Pointen er, hvordan marginaliserede grupper i det hele taget bliver repræsenteret.

Patroniserende eller politisk korrekt

Kondabulos modvilje mod at lade hele tvisten om Apu blive indlemmet i tidens store diskussion om politisk korrekthed er interessant. For ret beset burde der vel ikke være nogen større forskel mellem problemerne med Apu, og eksempelvis den verserende debat om hvilke typer udklædning – hvis nogen – der skal tillades på universiteterne i USA, England, eller ja, Danmark. I begge tilfælde er der vel tale om problemerne ved en stereotyp portrættering af en minoritet.

Og dog.

Lad os tage et kig på Københavns Universitet, som tilbage i september valgte  helt at forbyde udklædningsfester, hvor temaerne for nogle ”kan virke anstødende og krænkende” såfremt det medførte stereotyp udklædning. Nøgleordet er her kan. For det er i dette lille uanselige ord, at den helt store væsensforskel mellem Apu og udklædningsfesterne gør sig gældende.

Den slovenske filosof og venstrefløjstænker Slavoj Žižek har af flere omgange argumenteret for, at politisk korrekthed i virkeligheden er mere undertrykkende end frigørende. I modsætning til trumpistiske højrefløjstænkere, som når til samme konklusion ud fra devisen at man ikke længere må sige noget, er Žižeks argumentation dog noget mere subtil. Politisk korrekthed er åbenlyst bedre end racisme og ondsindede udtalelser, siger Žižek, men derfor er det ikke ufarligt. For problemet med politisk korrekthed er, at det langt hen ad vejen kun lægger et slør over de strukturelle problemer, som skaber racisme og andre dårligdomme i stedet for at tackle problemet direkte. Politisk korrekthed bliver nemt en ny form for totalitarisme, som dikterer, hvad folk kan og bør sige efter en forudsigelig, undertrykkende skabelon.

Men – og her kommer tvistet – den politiske korrekthed er sådan set ikke undertrykkende for afsenderen af de ”korrekte” termer, sådan som højrefløjen vil argumentere for. Snarere er den undertrykkende for modtageren, den som den politisk korrekte terminologi i virkeligheden har til formål at beskytte. Det er tilfældet, når ikke-minoriteter begynder at definere, hvad der må siges og ikke siges, hvilket skaber en mærkelig form for overlegenhed, en art ”vi ved bedst, hvad du gerne vil have”, som sådan set er med til at reproducere gamle fordomme og magtmekanismer i nye klæder. Men samtidig bliver det gjort på sådan en velmenende måde, at minoriteterne har sværere ved at kritisere det nye magtovergreb. Det er nemmere at være sur på en chef, som er åbenlyst ond og undertrykkende, end en chef, som gør og siger alting med et venligt smil.

Her bruger Žižek det eksempel, at flere indianere, han har mødt, har protesteret mod den politisk korrekte brug af termen ”indfødte amerikanere”. Egentlig vil de hellere kaldes indianere, da idéen om at være indfødt er patroniserende. Tanken om det ”indfødte” skaber en ideologi om det altid rene, naturlige og gode. Men sådan er det jo ikke, for indianere kan også være onde eller have mærkelige aversioner mod naturen, præcis ligesom alle andre mennesker. Den sande frigørelse ligger i netop ikke at blive set som et tavst og perfekt ”andet”, som forsigtigt skal pakkes ind i bobleplast med beskyttende ord men at blive set som et menneske med alle de kompleksiteter, som dermed følger med.

Fornyelse af et fortidslevn

Alt dette er naturligvis en ekstremt kompleks problemstilling, som nok ikke kan løses af et par henvisninger til en hvid, mandlig filosof som Žižek. Det scorer i hvert fald ikke særligt mange point på diversitetsskalaen. Men det bør det altså heller ikke gøre, når Københavns Universitet indfører et udklædningsforbud fra oven, som netop er en videreførsel af denne ”vi ved bedre end jer”-logik, som ikke åbner et rum for at have en egentlig dialog om, hvad reel undertrykkelse og ulighed er. Når den politiske korrekthed bliver indført med et ‘kan’, en frygt for hvordan minoriteter potentielt set vil reagere på en udklædningsfest, er det netop et udtryk for den skjulte undertrykkende ideologi, som Žižek påpeger.

Det er derfor, at det er godt set af Kondabulo, at han ikke vil have snakken om Apu til at kredse om rammerne for den politiske korrekthed. Nej, siger Kondabulo, snakken skal gå på, hvordan Apu rent faktisk har virket skadende på ham selv og andre indisk-amerikanere, der i lang tid ikke havde andre repræsentationer af sig selv i populærkulturen end denne simple stereotyp. Og hvad man bør gøre herfra, nu når skaden er sket, og Apu stadig optræder i serien som en sær form for anakronisme. Det er en kritik og en debat, som får en helt anden potens og relevans, idet den kommer fra minoriteten selv og altså ikke fra et ovenfrakommende system, som tror at vide, hvordan mennesker helst vil gøre og tænke.

Samtidig kan det jo være en kærkommen mulighed for The Simpsons til at prøve at genopfinde sig selv. Hvem ved? Måske kan det med en korrekt håndtering af ”Apu-problemet” lykkes serien igen at finde frem til den potente satire, som engang gjorde serien så underholdende. I stedet for nu, hvor den mest af alt står tilbage som et usjovt fortidslevn.