Bøvl og sexchikane på Kunstakademiet

Hvad en tidligere professor på Det Danske Kunstakademis Billedskoler i København angiveligt har udsat en forhenværende elev for under en fest i 2013 er klamt og utilgiveligt, og han burde sådan set være blevet fyret eller have tilbudt at trække sig den følgende mandag.

Politiken bragte journalistik og et indlæg af tre forhenværende studerende og en tidligere lektor om sagen i weekenden. I den pågældende afdeling blev der holdt fest, men det var ikke en normal fest. Formålet med festen, som et par elever havde taget initiativ til, var at løfte stemningen i afdelingen, fordi alle gik rundt og var lidt flossede.

Som de tre forhenværende studerende og den tidligere rektor skriver i deres indlæg, havde flere studerende ”oplevet et seksualiseret miljø” eller var ”blevet seksuelt krænket af deres professor. Derudover har miljøet på den afdeling, som professoren stod i spidsen for, været præget af manipulation og hierarkisering”.

Festen begyndte med en middag, men da den professor, som havde ansvaret for afdelingen (og dermed også stemningen i den) ikke dukkede op til tiden, begyndte de studerende at spise uden ham. Det, der skete, da professoren endelig ankom, lyder som noget, der kunne være sket når som helst i hvert fald de foregående 50 år. Ifølge flere af de studerende, som Politiken har talt med om sagen, var han tydeligt beruset eller påvirket, og mens nogle begyndte at danse, sad han, som Politiken beskriver det, ”i tavshed og virkede irriteret”.

Hvis festen var sat i søen for at forbedre stemningen, måtte det være gået hen over hovedet på ham. I hvert fald rejste han sig ifølge vidnesbyrdet på et tidspunkt, slukkede musikken og gennede folk ind i den tilstødende pejsestue, hvor han holdt en vred tale af længere varighed. Som Politiken gengiver indholdet: De studerende ”lavede for lidt kunst, de lavede for dårlig kunst, de var overklasseunger, og han kunne ikke holde ud at komme på arbejde mere, husker de tidligere studerende, at han sagde”. Han må have været voldsomt beruset, for flere husker, at han bagefter faldt ned ad en trappe. Da det skete anden gang, blev han hjulpet ind i en taxa og sendt hjem. En helt igennem uværdig, ydmygende og kritisabel optræden, som i øvrigt måske, måske ikke har været alkoholrelateret på misbrugsniveau og godt kunne ligne noget, der kaldte på en behandlingsindsats.

Som man, siden Politiken bragte historien, har kunnet læse refereret i flere aviser, stoppede professorens udskejelser desværre ikke tale og fald den aften. Anne Mette Schultz, der på daværende tidspunkt var studerende på skolen, fortæller avisen, at hun på et tidspunkt under festen spurgte afdelingsprofessoren, om hun måtte låne hans telefon til at tage nogle billeder af folk på dansegulvet. Det skulle hun åbenbart ikke have gjort.

”Han gav mig telefonen, men trak den til sig igen og bladrede gennem en række billeder som for at vise mig noget. Først forstod jeg ikke, hvad det var, men ret hurtigt genkendte jeg afdelingens toilet, hvor han havde været oppe og fotografere sin pik, mens han spermede ud over toilettet. Jeg sagde: ’Jeg skal ikke se de billeder’, og han fortsatte med at bladre rundt i dem, mens han mumlede et eller andet.”

Da hun konfronterede professoren om mandagen, gav han ifølge hendes udsagn udtryk for ”væmmelse over sin egen opførsel” og forklarede, at han havde været meget fuld. (Professoren afviser anklagerne gennem sin advokat).

Anne Mette Schultz anmeldte ikke sin oplevelse med professoren til Kunstakademiets ledelse, blandt andet fordi hun følte, at ledelsen ikke ville kunne håndtere en sag af den karakter. Først i maj i år, altså fem år senere, blev han fritstillet som professor og i en intern mail til eleverne ønsket held og lykke fremover. En aktindsigt viser, at han fik seks måneders løn med sig og et ekstra beløb på en halv million kroner.

Sådan som de tidligere studerende og den tidligere underviser (David Hilmer Rex, Lea Guldditte Hestelund, Anne Mette Schultz og lektor Pia Rönicke) beskriver Kunstakademiet i deres debatindlæg, fremstår krænkelserne fra festen i 2013 langtfra som en enlig svale. Der er tale om et strukturelt problem, som i et vist omfang er den perfekte grobund for et brutalt eller ligefrem destruktivt studiemiljø, som sagtens kan have noget at gøre med akademiets opbygning.

Når man som elev har overstået grunduddannelsen, skal man vælge én af fire overbygninger, som afspejler fire kunstretninger og i meget høj grad tegnes af den pågældende retnings afdelingsprofessor. På Kunstakademiet er professorskolemodellen historisk; sådan har man gjort i adskillige årtier. Men det betyder også, at meget magt er koncentreret omkring én person, og det er klart, at hvis vedkommende ikke forstår at administrere sin magt eller ligefrem misbruger den, så skal han ud på røv og albuer.

Politiken har talt med Bjarke Oxlund fra Institut for Menneskerettigheder, der er ekspert i ligebehandling. Han siger, at i forhold til forebyggelse af sexchikane er professorskolemodellen et højrisikomiljø, ”fordi vi har en autoritativ figur på toppen af et hierarki, som har næsten gudestatus” og en ”udviskning af privatliv og studieliv”.

Kulturminister Mette Bock (LA) har efter Politikens artikler bedt Kunstakademiets Billedkunstskolers om en redegørelse. Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen at professorskolemodellen op til revision. ”Det er en svag model, når det kommer til at forhindre krænkelser og diskriminerende adfærd,” siger han.

Det er klart, at det lige nu er nærliggende at antage, at man kan eliminere magtmisbrug og sexchikane ved at nedlægge professorskolemodellen. Men som dagbladet Information er inde på i en lederartikel om sagen er den model lige så gammel som Kunstakademiet (1754). En af #MeToo-bevægelsens største fortjenester er, at den har været med til at bevidstgøre om, hvor grænsen går – eller, i visse miljøer, at der faktisk findes en grænse. Det gælder formentlig i høj grad på landets kunstneriske uddannelser, og ledelserne kan oplagt benytte lejligheden til at få formuleret klare, utvetydige retningslinjer og i det hele taget forretningsgange, hvis elever eller ansatte står i en situation, hvor der har fundet krænkelser eller magtmisbrug sted. Det behøver man ikke nedlægge professormodellen for at gøre. Man kan godt være en ‘stærk’ professor, uden at det udmønter sig i overgreb.

Miljøet på en kunstnerisk uddannelse kan i det hele taget nok godt være lidt mere råt end andre steder. I portrætbogen Den nådesløse, som netop er udkommet på forlaget Gyldendal, er der et kapitel om kunstneren Michael Kviums tid på Kunstakademiet i årene fra 1979 og frem. Her genkalder Kvium sig, hvordan en lærer holdt en tale for de nyankomne i elever i festsalen. ”I er kommet ualmindelig mange ind. 20 styks. Og det er, fordi I er lige dårlige alle sammen,” fik de at vide. Men det var ikke det værste. Kvium skulle finde sin stil og stod længe og malede på nogle motorcykelmotiver. Det faldt åbenbart ikke i alles smag, for når han mødte ind om morgenen, havde nogen konsekvent vendt hans billeder om, så bagsiden vendte udad. ”Jeg vidste jo ikke, hvem det var. Og jeg besluttede mig meget hurtigt for ikke at blive aggressiv, men se ud, som  om intet kunne røre mig. Selvfølgelig gik det mig voldsomt på,” fortæller han.

En anden anekdote i kapitlet om tiden på Kunstakademiet handler om en kvindelig medstuderende, som en dag bad sin professor komme og kigge på hendes ting. Men det blev af de andre elever opfattet som fedteri, og straffen var, at de gik ned og skar alle hendes lærreder op.

Mikkel Bogh, der i dag er direktør for Statens Museum for Kunst, var rektor på Kunstakademiet i årene 2005-2014. Han siger til Politiken, at forlydenderne om den tidligere afdelingsprofessors sexchikane er ”rystende”, ”et udtryk for magtmisbrug og et svigt af det mandat, man har som professor”. Det lyder ikke på ham, som om de studerende på skolen i øvrigt traditionelt stikker op for bollemælk. ”For studiemiljøet var ellers i den grad præget af lysten til debat, til reform og til at sætte spørgsmålstegn ved meget grundlæggende ting. Institutionskritik var sådan set en integreret del af uddannelsen, og jeg har selv været udsat for både walkouts og andre protestaktioner,” siger han.