Kend din spitzenkandidat

Selvom det endnu er usikkert, hvornår valget til Folketinget falder næste år, kan danskerne være helt sikre på, at vi skal til stemmeurnerne d. 26 maj 2019, når der skal vælges et nyt Europa-Parlament.

Skønt der stadig er et halvt år til, er der ingen tvivl om, at de europæiske partier allerede har sat valgkampen i gang. Normalt er det forholdsvis besværligt for EU-partierne at gøre opmærksom på dem selv. Befolkningerne i Europa har traditionelt været relativt uinteresserede i valget til Europa-Parlamentet. Men i år kan det vise sig at være anderledes.

Valgkampens indledende fase har vist, at det ikke bliver et traditionelt valg til EU. Det bliver et valg, der skal definere selve det europæiske projekt. Fronterne er især trukket op mellem de progressive liberale og de nationale populister. Mellem EU-tilhængerne og EU-skeptikerne. Franske Macron mod ungarske Orbán. Tyske Merkel mod italienske Salvini.

Et af beviserne på, at EU-valgkampen virkelig er ved at komme i gang, er, at de første spitzenkandidater er fundet. Det konservative parti valgte deres i forrige uge, ligesom den socialdemokratiske gruppe i praksis også har deres kandidat klar. Men hvad en spitzenkandidat, og hvorfor bliver spitzenkandidaterne måske mindre vigtige denne gang, end de var ved sidste valg?

Hvad er en spitzenkandidat?

Den helt korte forklaring er, at et EU-partis spitzenkandidat er deres spidskandidat til at blive formand for Europa-Kommissionen. Altså måske det tætteste, man kommer på en europæisk præsident. Det er den post, som Jean-Claude Juncker sidder på lige nu.

Spitzenkandidat-processen er et forholdsvis nyt system, og har kun vist sig i praksis en eneste gang – nemlig ved Europa-Parlamentsvalget i 2014. Det er født ud af de regelændringer, der blev fastsat med Lissabontraktaten fra 2009. Ideen med de nye regler var at øge den demokratiske indflydelse i Europa og give vælgerne større indflydelse på, hvem der skal være kommisionsformand.

Tidligere var det Europarådet (lederne fra de 28 EU-lande), der næsten alene valgte, hvem der skulle være formand for kommisionen. Parlamentets eneste magt var, at de skulle godkende den kandidat, som Europarådet havde indstillet. I Lissabontraktaten gjorde man op med det princip ved at indskrive følgende sætning: ”Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat til formandsposten under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet.”

Der var stor uenighed om, hvordan man skulle tolke denne vage sætning i traktaten. Fem af de syv politiske partier i Parlamentet besluttede at tolke den således, at det største partis spidskandidat skal være kommissionsformand. Således indstiller de den person, og Rådet har reelt ikke andet valg end at godkende denne.

Der er dog fortsat uenighed om, hvorvidt spitzenkandidat-processen er en god idé. Fortalerne mener, at det skaber større demokratisk legitimitet i kommisionen. Modsat mener andre, at det underminerer nationalstaternes indflydelse i EU, ligesom det er blevet kritiseret, at processen fungerer således, at en spitzenkandidat vælges af politikere, som måske ikke bliver valgt ved det forestående valg.

Der er da også snak om, at spitzenkandidat-processen kan kollapse allerede ved dette valg. Når den virkede i 2014, var det hovedsageligt fordi, at de to store grupper i Europa-Parlementet, de konservative EPP og socialdemokraterne S&D, havde indgået en magtfordelingsaftale. Den aftale er nu brudt sammen, og de andre grupper har fået øje på, at spitzenkandidat-processen i høj grad favoriserer EPP, fordi de nærmest er sikre på, at det er dem, der vinder flest sæder i parlamentet.

Der er derfor en god chance for, at formanden for kommisionen denne gang bliver valgt ved en lokumsaftale, der måske vil underminere den vision, man skrev ind i Lisabontraktaten: Nemlig at valget af kommisionsformand skulle være langt mere gennemsigtigt og demokratisk. Værst af alt kan det ende med en konstitutionel krise, hvis ikke Europa-Parlamentet og Europa-Rådet kan blive enige om, hvem der skal have posten.

Men hvem ligger lige nu i føreposition til at overtage den magtfulde post? Her er et overblik over spidskandidaterne fra de to største partier – og en enkelt dansk outsider.

Manfred Weber

Hvis spitzenkandidat-processen består, er der en god mulighed for, at den næste kommissionsformand kommer til at hedde Manfred Weber. Hvis du ikke har hørt det navn før, så er du ikke den eneste. Weber er nemlig forholdsvis ukendt uden for Bruxelles, hvor han har siddet som leder af den konservative gruppe, EPP, ligesom han er medlem af de bayerske CSU, der er søsterparti til Merkels CDU.

Med den centrale placering blandt de konservative i Bruxelles og med Mutti Merkels støtte i ryggen, var det derfor ikke den helt store overraskelse, at Manfred Weber ved EPP’s kongres i sidste uge blev valgt som gruppens spitzenkandidat.

Alligevel er Weber et kontroversielt valg i den forstand, at han har et relativt kort CV i forhold til at skulle indtage så tung en post i EU-systemet. Vi skal helt tilbage til 1985 for at finde en eksempel på, at valget af kommissionsformand ikke har været en tidligere statsminister i et af medlemslandene. Dengang var det den tidligere franske finansminister Jaques Delors, der blev valgt. Han er måske den mest indflydelsesrige formand for kommissionen nogensinde. (spanieren Manuel Marín, der sad i et halvt år i 1999, havde heller ikke været statsminister forinden, men han sad også kun midlertidigt på posten grundet en skandale i kommisionen).

Weber har været medlem af kommunalrådet i den tyske by Kelheim, hvorefter han sad i statsrådet i Bayeren i 2002-2004. Han blev herefter valgt til Europa-Parlamentet, hvor han blev formand for EPP i 2014.

Frans Timmermans

Den socialdemokratiske gruppe har i praksis også valgt deres bud på en kommende kommissionsformand. Selvom de officielt først vælger deres spitzenkandidat på en partikongres i december, er hollandske Frans Timmermans næsten sikker på at blive valgt, eftersom det andet bud på en socialdemokratisk spitzenkandidat har droppet at stille op og i stedet nu støtter Timmermans.

Frans Timmermans har, ligesom Weber, heller aldrig været statsminister. Tilgengæld har han erfaring fra toppen af kommisionen. Timmermans har siden 2014 været Jean-Claude Junckers højre hånd i form af sit job som første vice-kommissionsformand, og dermed er magtens tinde i Europa ikke fremmed for ham.

Internt i EU-systemet har Timmermans da også været lidt af en superstjerne – indtil han ikke var det mere.

Han er blevet beskrevet som ”en beslutningstager-maskine,” og Junckers ”øjne, ører, hænder og fødder,” og i Bruxelles årlige ”Press Revue” blev han med reference til helten fra Star Wars-filmene kaldt for ”Frans Solo”. Men da Brexit ramte EU-systemet, blev han kørt ud på et sidespor. Han blev ikke valgt som chefforhandler på vegne af EU og fik pludselig nogle af de vanskelige og upopulære opgaver i EU-systemet. Som han selv sagde i et interview: ”Jeg får ikke altid de nemmeste opgaver”

Nu har han dog chancen igen ved at blive den næste chef for kommissionen.

Margrethe Vestager

Som konkurrencekommissær i EU er den tidligere danske indenrigs- og økonomiminister fra Radikale Venstre, Margrethe Vestager, blevet noget nær det tætteste, man kommer på en EU-bureaukratisk superstjerne. Hendes opgør mod store tech-firmaer har gjort hende populær ikke bare i Bruxelles-korridorerne men i den europæiske befolkning.

Men der er et sted, Vestager ikke er populær, og det er på Christiansborg. Uanset hvem der vinder næste valg, ser det ikke ud til, at Vestager har skyggen af chance for at blive valgt af den danske regering til en kommissærpost. I Venstre vil man gerne afsætte kommissærposten til én internt i partiet, hos Socialdemokraterne husker man stadig Vester som hende, der trynede resten af den røde Thorning-regering, og Dansk Folkeparti vil nok hellere gå til grunde end at se en pro-europæisk radikal fortsatte som kommissær.

Men Vestager har stadig en chance. Det liberale EU-parti, ALDE, som Vestager er en del af, har sagt, at de ikke længere støtter spitzenkandidat-processen. Den beslutning kommer efter, at ALDE har allieret sig med den franske præsident Emmanuel Macron, som de håber kan være med til at skabe markant fremgang for de liberale i Europa-Parlamentet. I stedet for at komme med en enkelt kandidat, vil ALDE komme med en palet af kandidater til forskellige EU-jobs. Her er det langt fra utænkeligt, at Vestagers navn kunne komme til at figurere. Macron har nemlig længe set ud til at være en varm fortaler for Vestager i toppen af det europæiske system.