Det er en virkelig stærk og ubehagelig tekst forfatteren Peter Højrup har skrevet i denne weekends Weekendavis. Som et svar på sidste uges tekst af Kristian Ditlev Jensens essay om sine oplevelser på Forfatterskolen, beskriver han under overskriften “Kvalme” et helt system af fornedrelse, krænkelser og magtmisbrug, der prægede skolen i de år han gik på der. Det er ikke fordi Kristian Ditlevs tekst står i direkte modsætning til Peter Højrups tekst, men konklusionerne, detaljegraden og fortællervinklen en anden.
De beskriver begge tiden midt i 90’erne, hvor den feterede forfatter Niels Frank tog over som rektor efter stifteren og myten Poul Borum. De beskriver et miljø, hvor lærere og elever sammen fester, drikker sig omkuld, forelskes, tager stoffer, nedbryder hinanden psykisk og konstant søger og bryder grænser. Men hvor Ditlev Jensen kommer til at stå som en forsvarer af den kultur og finder den både opbyggelig og måske ligefrem nødvendig for at blive en god kunstner, står det med Højrups tekst klart, at det også har nogle drastiske konsekvenser, som han stadig arbejder med i dag.
“Det var tilladt at slå,” skriver Kristian Ditlev Jensen. “I hvert fald verbalt.” Men som Peter Højrup gør opmærksom optræder ordet “magt” ikke én eneste gang i Ditlevs tekst, og det er selve kernen i problemet.
Ubrugelig
Mens Poul Borum kalder 21-årige Peter Højrups tekster for ubrugelige, bliver Niels Frank direkte forelsket i ham, forsøger at få ham overtalt til at have sex med ham og indleder et privat forhold til ham.
“Niels Frank introducerede på et tidspunkt den teori, at jeg var bøsse uden at vide det. Der var masser af eksempler på den slags, for eksempel havde Poul Borum været gift med Inger Christensen, inden han blev homoseksuel, og så var der alle de signaler, jeg åbenbart udsendte: måden jeg kiggede på ham, dobbelttydighederne i det, jeg sagde. Jeg var lidt af en teaser, måtte jeg forstå, en narrefisse, eller nok nærmere en narrepik, når man tænkte over det”
Da Højrup som heteroseksuel ikke gengælder hans tilnærmelser, bliver Niels Frank desperat og rasende og en systematisk terrorisering af unge Peter Højrup og hans arbejde, går igang. Samtidig beskyldes han for at lege med Niels Franks følelser og pirre ham, og til sidst bliver Frank så vanvittig, at han i en brandert smider ham ud af skolen og muligvis også overfalder ham og slår ham i gulvet, men det er uklart.
Soleklart og syleskarpt står det dog tilbage, at det, Peter Højrup beskriver, er et overgreb. Et overgreb mod en elev fra en magtperson. At Kristian Ditlev Jensen kan hvidvaske den adfærd, bliver som Højrup også anfører, kun endnu mere besynderligt af, at hans gennembrud som forfatter, kom med den uafrystelige Det bliver sagt, om de overgreb han selv var udsat for som barn, hvor en ældre person med mere kulturel kapital, forgreb sig på barnet og den kulturelt forarmede Kristian Ditlev Jensen.
Myten om en digter
Men Ditlev Jensen taler ind i en århundredegammel myte om kunsten og kunstneren, som står for forfald i disse år. Med #Metoo-bevægelsen startede en bevidstgørelse særligt i de kunstneriske miljøer af den grænseoverskridende kultur, der foregår ikke bare mellem mænd og kvinder, som nogen gerne vil have det til at handle om, men i særdeleshed mellem magtperson og underordnede. Det er den samme myte, Peter Aalbæk-Jensen taler ind i, når han i Deadline kalder sin egen krænkende adfærd en “uddannelse”.
“I stedet for at tale om ydmygelser, krænkelser og sexchikane burde man snarere tale om uddannelse,” forklarede Peter Aalbæk-Jensen.
Det er fascinationen af kunstneren, der er i opposition til samfundet. Ham, der lever en bohemetilværelse og gør op med de borgerlige normer. Det er et forfatter-image, der begynder at brede sig allerede i romantikken, som vi ser det hos Lord Byron. Den romantiske oprører, der tegner den folkelige mytologi om digteren, der modsætter sig samfundets normer. En mytologi om at skrive og udøve sin kunst af så dyb en indre drift, at alt andet må sættes til side. Forfatteren er ikke bare en håndværker, men han er begavet med en genialitet, der må sættes over alt andet. Det er også den mytologi forfatteren Per Åge Brandt, der også var underviser på forfatterskolen sammen med Niels Frank taler om, da han i sommer skrev om #metoo-bevægelen i Dagbladet Information:
“I æstetikken flyder seksualiteten faktisk frit, hvilket enhver kan se fører til så meget skønhed, som mennesker nu kan udholde. Som det også vil være alment bekendt, betaler kunstnerne også ’prisen’ for dette eksistentielle særvilkår, deres tendentielt frie seksualitet, med et kaotisk familieliv og ofte ganske sørgelige personlige konsekvenser; men det er ikke en ’pris’, en straf, i den betydning, hvori Maurice Blanchot til Bataille bemærkede, at suveræniteten altid må ’sones’.”
Det er blandt andet derfor at #metoo-beægelsen har vundet så stor en genklang i de kreative fag, som filmverden, kunstverden, som bliver afdækket af Poltiken i disse uger og nu også forfattermiljøet som forfatterskolen, der tilsyneladende uafhængigt at Peter Højrups oplevelse gennemgår en større selvransagelse i disse måneder. Fordi #metoo ikke kun handler om sex, men i langt højere grad om magt. Og magt er en underlig størrelse i kreative miljøer, for på den ene side, er der nogle ekstremt tydelige magthierarkier, men på den anden side er de til konstant forhandling og arbejder nærmest som en præmis for kunsten. Se blot på Niels Frank egen undskyldning (eller hvad man nu skal kalde den) i samme Weekendavis:
“Jeg skammer mig ikke over noget. Jeg går ikke rundt med gedulgte historier. Jeg siger ikke noget nu, som jeg ikke har sagt til min kæreste og mine venner. Jeg blev smaskhamrende forelsket i en elev på Forfatterskolen. Det er dybt problematisk, og det var ulyksaligt for os begge to”
Niels Frank opfatter slet ikke sig selv som en magtperson, selv om han er skolens rektor overfor en elev og desuden en 11 år ældre etableret forfatter overfor en 21-årig forfatterspirre. Og som Peter Højrup så skarp iagttager i sin tekst: “Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?” /Lasse Lavrsen