Bliver man en bedre kunstner med psykisk terror?

#Arttoo. Først var det filmverden, der med faldet af nogle af Hollywoods allerstørste mænd blev blotlagt som en verden af magtmisbrug og grænseoverskridelser. En #metoo-bølge, der også nåede til Danmark og Zentropa, hvor både Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen blev anklaget for at have dannet en kultur med en systematisk psykisk nedbrydelse af unge filmaspiranter. For nylig fulgte Kunstakademiet og Forfatterskolen så med, hvor der i pressen er beskrevet et miljø med psykisk terror, fester, druk, stoffer, sexkrænkelser og konstant søgen efter og bryden af grænser. ”I stedet for at tale om ydmygelser, krænkelser og sexchikane burde man snarere tale om uddannelse,” forsøgte Peter Aalbæk-Jensen sig med i Deadline. Hvorfor er #metoo-fænomenet tilsyneladende så udbredt i de kunstneriske miljøer, og hvor stammer myten om kunsteren som grænsenedbryder fra? Det handler om magt og automi, skriver Lasse Lavrsen og Føljton i denne uges kulturanalyse om balladen på Forfatterskolen, der ikke synes at have en ende, før skolen lukker.