Så blev det lørdag, og på visse parametre har det da været en herlig uge. Så du videoen med den lidt tunghøre 101-årige franske kvinde, der møder Frankrigs præsident Macron og Tysklands kansler Merkel ved en mindehøjtidelighed for Første Verdenskrigs afslutning i Rethondes? Kvinden genkender bien sûr sin præsident, men spørger Angela Merkel, om hun er ”fru Macron”, så Merkel må forsøge at forklare hende den rette sammenhæng, først på tysk, så på fransk: ”Je suis chancelière Allemagne. Chancelière Allemagne!” Det er fantastisk, svarer den gamle dame til sidst, ”tænk, at det skulle ske for en simpel kvinde som mig”.
Der er svært at sætte fingeren på hvad, men der er noget ved det lille forviklingsdrama i Rethondes, som minder en om, at partiet Venstre i denne weekend afholder landsmøde i Herning Kongrescenter. Det skal nok blive dramatisk, om ikke andet så i kulissen, for venstrefolket skal jo til at tænke på, at der vil komme en dag, hvor formand Lars Løkke Rasmussen ikke er mere (se bare den overskrift, Weekendavisens Arne Hardis havde valgt til sin anmeldelse af Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrups nye bog om Løkke: ”Ligsyn af en skindød”).
Evnen, viljen, lysten
Og minsandten om ikke en af de mest kontroversielle skikkelser i dansk politik, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg – også kaldet Trumpine – nu mere eller mindre melder sin kandidatur i kampen om at blive hans efterfølger. Siden 2014 har det ellers ligget i kortene, at partiets næstformand, finansminister Kristian Jensen, er kronprinsen.
I et interview med Jyllands-Posten publiceret fredag aften siger Støjberg, at hun ikke kan se sig selv som næstformand i partiet, men: ”Hvis man vil være formand for Venstre, skal man have evnen, lysten og viljen. Og der er ingen som helst tvivl om, at jeg ved med mig selv, at jeg ikke er sådan en, der blæser omkuld, hvis det blæser. Så jeg har viljen. Men evnen og lysten har jeg ikke gjort op med mig selv, om jeg har.”
Hver gang Støjberg taler om sin egen standhaftighed og evne til ikke at blive ”blæst omkuld”, tænker vi på et to timer langt interview i ‘Det Næste Kapitel’ på Radio24syv, som hun medvirkede i for tre år siden. På et tidspunkt fortæller hun en anekdote fra sin barndom på gården i Vestjylland: Hun er vel omkring 11-12 år (eller – gys! – ældre), da hun en sommer sætter sig for at prøve at kaste sin hulahopring op over flagstangen, så den lægger sig over den som en løs ring på en finger. Igen og igen forsøger hun. Ugerne går, men hun bliver ved. Ved og ved. ”Det ska’ ka la’ sig gøre,” tænker hun. Pludselig en dag lykkes det. Hulahopringen ryger op over flagstangen og lander på jorden. Og først da går det op for hende, at nu kan hun jo ikke lege med den mere.
Inger Støjberg fortæller historien som et billede på sin udholdenhed. Men det, den i virkeligheden vidner om, er, at vi har med en person at gøre, som ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger. Tænk lidt over det og se, hvordan en masse af hendes uforståelige handlinger og udsagn pludselig giver mening. Vi ønsker i hvert fald Venstre et rigtig godt landsmøde!
Le Grand K
Og nu, hvor vi har beskæftiget os lidt med tyngdeloven i Vestjylland, så lad os slutte i Frankrig, hvor vi begyndte. Gemt af vejen bag tre låse i en boks i et laboratorium i udkanten af Paris har der siden 1889 stået en metalcylinder af platin og iridium, som heller ikke kan forstå konsekvensen af sine handlinger.
Klumpen, der kaldes Le Grand K, vejer ikke bare præcis et kilogram; klumpen er verdens sande kilogram – den er prototypen på et kilogram. Det vil sige: Det var den indtil i aftes, hvor en historisk afstemning i Conférence générale des poids et mesures (generalforsamlingen for vægt og måleteknik) i Versailles vendte op og ned på det hele.
Det, der var til afstemning, var ikke en formand, men simpelthen om Le Grand K ikke var færdig som gårdsanger. Og det var den. Fremover skal et kilogram defineres ved kendte naturlove i stedet for ud fra en fysisk genstand. Der skal en vis mængde energi til at løfte et objekt, og kan man måle den energi, er det også muligt at udregne objektets vægt, nemlig.
”Beslutningen blev enstemmigt vedtaget. Det var meget følelsesladet,” udtaler Stephan Schlamminger, der er fysiker hos det amerikanske National Institute of Standards and Technology, som ifølge The Guardian har arbejdet på at redefinere kilogrammet i årevis. ”De råbte et land op ad gangen. Man fik en fornemmelse af, hvor stort metrologi (videnskaben om målinger og måleteknik, red.) er.” Gid der var nogle flere metrologer i dansk politik. /Oliver Stilling