Kan man ryge sig skæv efter apokalypsen?

Hvis man skal være lidt firkantet (og det skal man jo af og til), så findes der rundt regnet to former for science fiction-film.

I den første kategori finder vi de såkaldte rumfilm. Det er dem, hvor mennesket forlader Moder Jord for at gøre sig som moderne nybyggere i det ydre rum. De flyder måske rundt i deres rumraket eller slår sig ned på eksotiske planeter. Det er film, hvor man virkelig kan drømme sig væk til fremtiden. Man behøver ikke have meget eventyrer i maven for at glæde sig til den tid, hvor mennesket kommer til at gøre sig som interplanetær art.

Så er der de andre. Det er de dystopiske film. Dem, hvor det hele er gået galt. Oftest fordi vi selv har fucket op – big time! De kan fx handle om, at mennesket har udviklet nogle kloge robotter, som så desværre viser sig at være særdeles ondsindede. Eller det kan være, at mennesket må søge ly for de klimamuterede egern i skoven, der er begyndt at angribe stakkels forbipasserende, hvis eneste forbrydelse er en for stor CO2-udledning.

OK, det sidste plot er måske lige lovligt tåget, selv for en science fiction-film. ”Hvad fanden ryger de derinde på Føljeton,” kunne man med rette indvende, når man læser den slags vrøvl. Den første slags film føles på den anden side som noget, der hører en nær fremtid til. En type som den amerikanske rumentreprenør Elon Musk sagde fx for sølle to måneder siden, at vi ikke er langt fra at kolonisere Mars.

Men måske er det lige omvendt. Måske er det Mars-entusiasterne, vi skal spørge, om hvorvidt de har noget sjovt i piben. Det synes den amerikanske videnskabs-tv-vært Bill Nye i hvert fald at mene. I et interview i går sagde han til USA Today: ”Hele den her idé med at gøre Mars beboelig, jeg prøver at være respektfuld, men er I skæve, venner? Vi kan ikke engang passe på den planet, vi selv lever på.”

Oprør mod udryddelse

Vi siger ikke, at problemet med de muterede egern som sådan er presserende. Men hvis vi ser den lille gnaver mere som en bibelsk lignelse for almen dårligdom i forbindelse med klimaforandringer, så er der desværre ret gode chancer for, at de dystopiske film bliver virkelighed inden de fede rumfilm. Da demonstranter lørdag fik lukket Londons broer, gjorde de det, fordi de frygter for klodens helbred – ikke for vores snarlige kolonisering af Mars. Demonstrationen gik under navnet Udryddelsesoprøret, hvilket synes skræmmende passende.

Nu er Bill Nye måske ikke verdens største videnskabelige autoritet – trods sit tilnavn ‘the science guy’. Han er mere tv-vært, end han er videnskabsmand. Vi giver ham heller ikke ret hele vejen. Det skal være legitimt at tro på videnskabelige fremskridt, der lige nu virker urealistiske. Sådan er det trods alt ofte med videnskabelige fremskridt. Kampen for at komme til Mars udelukker jo heller ikke kampen mod klimaforandringer.

Alligevel har vi brug for et øjeblik at snakke om prioriteter. Når først de muterede klimaegern kommer, så er der sgu ikke nogen, der får tid til at gøre Mars beboelig. Måske er det, fordi beboelse på en fremmed planet har en dejlig eskapistisk klang over sig, at vi hellere vil fantasere om den, end om den snarligt kommende klimadystopi. Men selv når det handler om science fiction, må vi lade virkeligheden komme først. Og det uanset hvad man ryger. For man kan slet ikke ryge noget efter apokalypsen. /Andreas Terp