Nyhedsanalysen
Hollywood kan ikke klare fremtidens maskiner alene
Føljeton bragte Lasse Lavrsens serie om robotter for et år siden, og i denne uge har han været igennem den igen for at komme til bunds i de etiske og filosofiske dilemmaer, konkrete problemer og udfordringer, som robotteknologien stiller samfundet overfor allerede i dag. Lovgivning, arbejdsmarked, underholdning og teknologi – robotteknologien sender vores samfund ud i voldsom forandring, og det meste af tiden ser vi bare på. Vi indledte serien med at se på konkreterne – hvad er en robot, og hvor er de? I løbet af ugen er vi kravlet længere og længere op ad abstraktionsstigen til det grundlæggende spørgsmål om, hvad der er i live, og hvad der dødt. I dag runder vi serien af med en slags analyse af scenarierne.
DENGANG FOR 50 ÅR SIDEN - Mærkelig herre i byen, skriver B.T. lørdag den 12 marts 1955. Mr. Tobor(robot bagfra) spadserer rundt i København, hvor han midt i en space-tid får en begejstret modtagelse af de yngste. Han gør reklame for filmen' Tobor og Atomspionerne' , som den kommende mandag får Danmarks-premiere i biograferne Bristol og Odeon. I biografereklamen hedder det:' Hvem er den mystiske skikkelse - menneske eller uhyre - En sensationsfilm, der gør Dem stakåndet af spænding'. Publikum strømmede vist ikke til robot-filmen med Charles Drake og Karin Booth i hovedrollerne. Ifølge Politikens Filmens Hvem Hvad Hvor tog Bristol og Odeon den af plakaten efter fire dage.
I efteråret blev en 60-årig japansk mand arresteret efter at have fået et mindre sammenbrud i en telebutik i Tokyo. Manden var ganske vist temmelig beruset, men var efter nogle minutter havnet i et heftigt skænderi med både butikkens ekspedient og butikkens lille sociale robot ’Pepper’. Herefter var manden begyndt at slå og sparke på Pepper. Politiet blev tilkaldt og manden arresteret, anklaget for hærværk.
Og her kunne historien godt være endt, ligesom mange andre historier om fulde folk i teleforretninger, men anklageren var ikke tilfreds. Her mente man, at hærværk var for mild en anklage. Anklageren vil have manden dømt for vold. Og her står sagen i skrivende stund. Der er endnu ikke faldet dom i sagen, men den er stor nok til, at vi kan fælde en anden: Robotterne er her. De er en del af os.
Prøv at forstå udviklingen
Men hvordan?, spørger vi hinanden, for ærlig talt ser robotverden en lille smule skuffende ud indtil videre. Populærkulturen, fremtidsforskere, tech-magasiner og underlige pseudovidenskabelige tekster har i årtier lovet noget helt andet. Robotterne ville tage vores arbejde, blive vores bedste venner, vores fjender, hjælpe os med lektier og opvask og fundamentalt ændre den måde, vi ser på livet og lever det. Men noget virker underligt. For der sker jo ikke rigtig noget. Efterhånden er vi så langt inde i det nye årtusinde, at vi er nået ud over de år, som adskillige robot-dystopiske science-fiction-værker fra de seneste 100 år beskæftiger sig med, og vi er stadig ikke i nærheden af at have en robot, der kan så meget som hjælpe os med at skovle sne.
Men prøv alligevel at forstå, at det sker lige nu, og at det er lige nu, vi skal forholde os til dem på et helt grundlæggende niveau. Hellere i dag end i morgen.
Som menneske har vi en tendens til at forstå historien lineært, sideløbende med vores liv – 20 år er dobbelt så meget som 10 år, 40 år er det dobbelte af 20, og 80 år er et menneskeliv. Sådan forstår vi også udviklingen, og selv om vi sikkert har forstået, at den teknologiske udvikling går helt ufatteligt stærk, er det stadig stort set ubegribeligt, hvor ufatteligt stærkt det i virkeligheden går, og hvad det egentlig vil sige, at udviklingen er accelererende. Men lad os alligevel prøve med en hurtig tankeleg:
Søren Kierkegaard var en klog og småneurotisk filosof og teolog og muligvis en af de første personer, jeg ville besøge, hvis jeg havde en tidsmaskine. Jeg ville blive placeret i 1840’ernes København. Min kommunikation og min transport var noget, der kun foregik inden for mit synsfelt – jeg kunne tale, råbe, løbe, ride på en hest eller måske skrive et brev, der ligeledes skulle fragtes med en hest. Det var kommunikationsmulighederne. Men tog vi Kierkegaard med frem til i dag, så ville hans verden eksplodere. Han ville kunne se filosofiske debatter 1.000 kilometer væk på en lille glasskærm, som han kunne have i en lomme. Den samme glasskærm ville kunne indeholde alt, hvad han nogensinde havde skrevet ned, fange ham levende og vise ham frem for millioner af mennesker på én gang. Han ville opleve store metalmaskiner bevæge sig med ufattelig kraft om ørerne på sig, se dem kilometer oppe i himlen, han ville kunne tale med og se mennesker, der boede på den anden side af jorden og høre musik, der var blevet spillet 60 år tidligere. Herefter kunne jeg så prøve at forklare ham internettet.
Kierkegaard skulle 10.000 år tilbage
OK – vi forstår, at det ville være en ret stor omvæltning for den krumryggede filosof, men lad os så sige, at Kierkegaard ikke døde af det chok, han ville få, men måske fik blod på tanden og selv rejste med samme afstand tilbage i tiden og besøgte Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallets København. Ham kunne han så tage med tilbage til sin egen samtid, og hvad ville Holberg så opleve? Ikke det store. Jovist, det politiske landskab havde ændret sig, og oplysningstiden havde flyttet en hel del hos en lille elite, men transport og kommunikation ville være stort set den samme. Faktisk ville han blive nødt til at rejse tilbage til jernalderen eller måske stenalderen eller i virkeligheden så langt tilbage, at man endnu ikke havde fundet ud af at dyrke jorden og bruge dyrene, før han fik nogenlunde den effekt på fortidens mennesker, som vi havde fået på ham. Det vil sige 10.000 år.
Robotters udvikling
Det er nu, vi skal prøve at sætte det i relation til den udvikling, vi oplever i dag. I dag taler futurister og tech-branchen om en udvikling, der bevæger sig så hurtigt, at vi siden 2000 har flyttet os mere, end vi gjorde i hele det 20. århundrede – på godt 15 år. Det er folk som Ray Kurtzweil og Elon Musk, der argumenterer for det. De samme mennesker taler om, at vi de næste fem år vil udvikle os mere end de sidste 15, og at vi et halvt år herefter vil udvikle os med samme hast som de forløbne fem og så videre.
Det man skal forstå er, at det 21. århundrede vil ende med at udvikle sig 1.000 gange mere end det 20., hvilket betyder, at vi til sidst kun skal gå få måneder tilbage for at finde nogen og udsætte for det mindfuck, vi gjorde med Kierkegaard. Allerede i vores levetid vil vi opleve et skifte større end Kierkegaards, hvis du holder dig i live de næste ti år. Vi står med andre ord ved foden af en ubegribelig stejl udviklingskurve, der indtil videre næsten har været så lineær, at vores hjerne kunne følge med.
Tre gode grunde til at reagere
Måske er du hoppet fra længere oppe, men dér, hvor jeg gerne vil hen, er til en mere håndgribelig forståelse af, at udviklingen ikke længere er lineær. Vi kan som mennesker – selv de mest fremtidsparate af os – slet ikke følge med udviklingen. For to år siden sagde stifteren af el-bilfirmaet Tesla Elon Musk, at han ville være klar med selvkørende biler om fem år – i dag kører Tesla-biler førerløst rundt på vejene i Californien og har gjort det i et år, uden at politikerne har nået at lave en lov for dem. Siden jul har de også gjort det herhjemme.
Det er det, man skal prøve at forstå, når man skal forstå, hvor vi er henne i udviklingen af robotter. Det er derfor, at vi lige nu står med en gigantisk udfordring, som vi skal forholde os til på et helt andet niveau end teori og Hollywoods sci-fi-drøn. Robotteknologien er lige nu, og det, vi vil se de næste år, bliver ubegribeligt, og her er de tre vigtigste grunde til at reagere:
Arbejde
Det er allerede et seriøst problem og var for eksempel et af hovedemnerne på det økonomiske topmøde i Davos for nylig. Her blev det anslået, at robotter vil overtage cirka syv millioner jobs inden 2020 og kun skabe omkring fem millioner. Andre mindre valide fremtidsfremskrivninger taler om 50 procent af alt arbejde inden 2050, men det korte af det lange er, at det skaber nogle store udfordringer for fremtidens arbejdsmarked. I første omgang for de ufaglærte manuelle jobs, men som tidligere beskrevet her i Føljetonen gælder det på længere sigt næsten alle typer arbejde. Lærere, psykologer, maskinarbejdere, journalister og soldater. Ingen ved, hvor de står om fem, ti eller 15 år.
”Kagen bliver større, men der er ingen garanti for, at det kommer alle til gode, hvis markedet er alene om at styre,” sagde professor ved London School of Economics Christopher Pissarides på topmødet i Davos. Han har modtaget Nobels mindepris i økonomi for sit fokus på arbejdsløshedens indflydelse på samfundets makroøkonomi. ”Det er ingen naturlov, at kagen bliver godt fordelt. Tidligere har vi set, at ‘tidevand løfter alle både’, men de seneste 20 år er den sammenhæng koblet helt eller delvist fra. Den gennemsnitlige indkomst for middelklassen i USA er nu lavere end i 1990’erne, og teknologi tilgodeser i meget høj grad højtuddannede, dem med penge og dem, der i forvejen er superstjerner,” forklarede Pissarides og mindede om at ordet ’omfordeling’ skam ikke er et ”beskidt ord”.
Magt
Hovedparten af den udvikling, der finder sted på teknologiområdet, foregår i privat regi. Tech-giganterne i Silicon Valley styrer store områder af alt fra bioteknologien, de selvkørende biler til kunstig intelligens og robotter. Det koncentrerer en helt ufattelig magt på meget få hænder og har på lange stræk længe gjort det – såvel økonomisk som kulturbærende. Det stiller os over for en række store spørgsmål inden for overvågning, adfærd, kollektiv trafik, forbrug, arbejdsmarked og samfundsøkonomi. Det er grundlæggende og meget bombastisk stillet op et spørgsmål om, hvem der ejer os, og hvor fri vores frihed er.
Humaniteten
At den kunstige intelligens og robotteknologien udvikler sig så hurtigt og helt uden kontrolinstanser, har betydning for den måde, vi ser os selv. Det ville være naivt at tro andet. Også på et meget dybere niveau end filosofiske tankelege i en sci-fi-roman. Flere fremtrædende videnskabsmænd og tech-pionerer har fremsat en stor skepsis over for udviklingen den seneste tid, hvor blandt andre fysikprofessor Stephen Hawking har udtalt, at den kunstige intelligens vil blive menneskets endeligt. Og Elon Musk har kaldt den ”farligere end atombomben”. Så vidt kommer det måske ikke, men sikkert er det, at vi er efterladt i en tilstand, der ligner den, vi var i, da vi talte om kloning og genmanipulationer. Vi er et sted, hvor ingen kan overskue konsekvenserne af udviklingen.
Dels er vi nødt til at forholde os konkret til de følelser, vi selv får til robotterne, dels er vi nødt til at se på, hvordan robotterne udvikler sig i en retning, så vi ikke mister grebet om dem og den verden, de giver os. Se blot på de spørgsmål en meget nær og konkret opfindelse som de selvkørende biler giver. Der findes endnu ikke love eller regler for dem, så hvem har ansvaret, hvis de kører galt? Vil den kollektive trafik ændre sig radikalt, hvis vi meget, meget billigt kan bestille biler til at køre os fra A til B pr. abonnement? Hvis bilen kommer i et uheld og den kan redde en hel familie i en anden bil ved at køre ud over klippen med dig, skal den så det? Må man køre andre ned? Helt vildt bliver det tankespind, hvis man overfører det til krigsrobotter.
Giv os en lov
Der er brug for nogle mere grundlæggende og grundige tanker og universelle love end Asimovs berømte Three Law of Robotics:
1) En robot må ikke gøre et menneske fortræd eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.
2) En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.
3) En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.
Der er brug for Law of Robotics.