Mads Nygaard: Hirtshals er en by, hvor det er helt i orden at skeje ud

Efter i ugevis at have skrevet om Hirtshals fra flere hundrede kilometers afstand har Føljeton nu været på researchtur til den lille fiskeriby. Vi opholdt os i Vendsyssel i et døgns tid og har en god og alsidig fangst med hjem. Ingen skidtfisk i spanden – intet skulle hældes tilbage i havet.

En, der har beskæftiget sig indgående med Hirtshals, er forfatteren Mads Nygaard (f. 1969). Hans seneste roman Frø, der udkom sidste år, foregår i Hirtshals. Men på den ene eller den anden måde spiller Hirtshals en rolle i alle hans bøger, for han er vokset op i byen. I dag bor Mads Nygaard i et hus på et meget fladt terræn fem-seks kilometer uden for Hirtshals. Men når han taler om den og dens indbyggere, er det med meget stor veneration. Føljetons udsendte besøgte ham for at få et signalement – og også for at høre, om han ved noget om, hvordan landet ligger, hvis man er homoseksuel i byen.

Havet og sammenhængskraften

Føljeton: Hvis du skulle forklare en tilfældigt gennemrejsende, hvad Hirtshals er for en by, hvad ville du så sige?

Mads Nygaard: »Hirtshals er en by, hvor værtshusene spiller en stor rolle for sammenhængskraften. Det er på værtshusene, at folk mødes, og det er på værtshusene, at folk kvæler de sorger, der måtte være. Det er også en by, der er udfordret, i og med at fabrikker lukker ned, at fiskeriet lukker ned. Så der er mange ting, der kan bringe det sorte sind frem. Nede i centrum af byen er der en stor mindesten for en katastrofe, der udspillede sig i begyndelsen af 80’erne, hvor rigtig mange redningsfolk døde i forsøget på at komme et forlist skib til undsætning. Det spiller selvfølgelig også en rolle for hele byens væsen og sjæl det her med, at havet nærmest skyller ind over byen, og nogle gange trækker det jo også folk med ud igen. Når jeg sådan tænker tilbage på min egen opvækst, så var der det her mærkelige dobbeltspil med havet: Om sommeren var det ens bedste legekammerat. Jeg løb jo rundt nede på Husmoderstranden med Axel, min bedste ven, og spillede fodbold, og han var målmand. Og det der med, at den her lille kammerat stod og skulle dække hele det store hav, det var på en eller anden måde så smukt og så sjovt og så fantastisk, for min mulighed for at score var enorm.«

Amputeringen

Mads Nygaard afbryder sig selv ved at slå en latter op. »Hahaha.« Så fortsætter han:

»Men så om vinteren var det jo det uhyggelige sted. Når du kunne se, hvor hårdt bølgerne slog ind mod molen og kastede skyer af hvidt skum mod himlen, så blev det et skræmmende sted, hvor jeg ikke havde lyst til at bevæge mig. Så der var hele tiden den her tvetydighed ved havet, som på en gang gav byen det daglige brød, men som også nogle gange gjorde det onde af det onde.«

Når man går rundt og snakker med folk, virker det også som om, afviklingen af byen er en del af byen. Der er mange til salg-skilte, og jeg kunne se, at Skipperkroen er lukket. Men det er ikke nødvendigvis noget, folk går og begræder. Det er bare, sådan det er i Hirtshals?

»Det, som er lidt ironisk, er, at i takt med at byens arbejdspladser og hele byens sjæl bliver amputeret, så vender vi os mod Norge og resten af Europa. Vi havde en borgmester, der sad uendeligt mange år på posten, Knud Størup. Jeg tror, han havde en regeringsperiode på 28 år eller sådan noget, og det var ham, der indførte sloganet ’Hirtshals – porten til Europa’. Da jeg voksede op – og det var så i 70’erne – var Hirtshals’ slogan ’Byen med vind i sejlene’. Det syntes jeg passede til byens identitet. Og at vi så bliver til ’porten til Europa’, når alt begynder at lukke ned… det er desperationens megafonholder, der står ret isoleret og råber det, for det er fandme svært at få øje på, at vi skulle være det.«

En bondesnu forretningsstrategi

Man kan se norgesfærgerne nede ved færgelejet, næsten lige meget hvor man står i byen. Ville der overhovedet være liv i Hirtshals uden nordmændene?

»Vi har en meget berømt slagterbutik, som ligger lige over for Skipperkroen. Slagter Winther. Den hedder slagter Vammel i min roman (Frø, 2015). Det, Winther gjorde i den tid, han var der (slagterforretningen er grundlagt i 1934, men har siden 2002 været drevet af en anden, red.), det var at specialisere sig i nordmændene, for nordmændene har alle årene elsket skinke, spegepølse. I Hirtshals er det billigt i forhold til norske priser. Så der kommer hele tiden en invasion af nordmænd med færgen. Men slagter Winther gjorde det smarte, at han satte en bus ned – simpelthen dér, hvor passagererne kommer ud fra færgerne, og så stiger de altså direkte ind i en bus. Mit indtryk er, at mange nordmænd faktisk ikke aner, hvor den bus kører hen. Den kører så de der 700 meter op ad havnebakken og parkerer lige foran slagter Winther. Så det første, nordmændene oplever, når de træder ned på dansk jord, er at gå direkte ind til spegepølserne og skinken. Det er meget Hirtshals for mig, for det er superudspekuleret. Det er bondesnu. Det er virkelig en bondesnu forretningsstrategi. Og samtidig, når de er færdige med at handle, kører bussen dem ned til færgen igen. Så man kan rent faktisk som nordmand risikere ikke at se en skid andet end ned i den her frysekumme, mens man er i Hirtshals.«

Fryserum eller brudesuite

Har du selv haft noget med nordmændene at gøre?

»Jeg arbejdede engang som natportier på Hotel Skaga. Når nordmændene ikke var taget med den første færge hjem, men havde deres kød med ned på byens værtshuse – frossent kød –  kom de, godt fulde, hen for at overnatte på hotellet bagefter for at tage morgenfærgen hjem. Så satte de bare de her kæmpestore kødposer på skranken, og så var mit job at udstyre poserne med samme nummer som det værelse, de overnattede på, så jeg næste morgen kunne gå ind i fryserummet og hente deres skinke og spegepølse. Der var simpelthen et fryserum til kød på hotellet; igen det der med at udnytte den lokale forretning maksimalt: ’jamen, vi lukker da bare brudesuiten, og så indretter vi et fryserum til alt det kød!’ Haha. Så om morgenen, når de så stod op og skulle med morgenfærgen, skulle jeg lige se deres værelsesnummer, og så skulle jeg ind i fryserummet og hente skinke og spegepølse. Det er også Hirtshals i en nøddeskal.

En kærlighed til festoriginaler

Så man er meget glad for nordmændene i Hirtshals?

»Ja. Men da jeg var dreng, og man hørte dramatiske historier, så var det ofte noget med en nordmand, der havde fået tæv og var blevet smidt i havnen. Der er jo også det meget karakteristiske ved en bysjæl, som den vi har i Hirtshals, at dem, vi er mest afhængige af, også er dem, vi foregiver ikke at bryde os om. Så du kan sagtens høre slagter Winther rose alle nordmændene, mens hvis du spørger ved de forskellige havelåger, så vil de typisk sige, at ‘for helvede’ de er ‘trætte af den der norske pismentalitet’. Og ‘de er jo fandeme stenrige, og hvad helvede skal de komme her for’ – og blablabla.«

Er Hirtshals en by med højt til loftet?

Mads Nygaard tænker lidt, før han svarer.

»Det er i hvert fald en by, hvor det er helt i orden at skeje ud. Der er en stor kærlighed til festoriginaler; folk, der på en eller anden måde har valgt at indrette deres liv på en anderledes måde. Kunstnere har en varm plads i en by som Hirtshals, fordi folk synes, de er sjove.«

Aldrig mødt en bøsse

Men samtidig lader det til, at de lokale ikke er vilde med selve værket, altså det som kunstneren laver…

»Nej, præcis! Der er nemlig en klar sondring. Det er også karakteristisk, at alle ved, hvem de lokale kunstnere er. Men der er ikke en kæft, der ved, hvad de egentlig laver. Det er et lidt sjovt paradoks.«

Vi sidder i Mads Nygaards stue. Hans kæreste, Milla, sidder ved siden af og følger med. Der har hele tiden kørt en vaskemaskine et sted i lokalet. Den har tilført vores samtale bølgeskvulp, og det har været fint og passende. Men netop på dette tidspunkt går vaskeprogrammet ind i sin sidste fase. Nu skal der tumbles og tørres, vandet skal hældes fra. Det føles, som om maskinen går amok, netop som jeg bringer temaet for hele denne føljeton på banen. Jeg spørger:

Hvad med sådan noget som bøsser i Hirtshals? Er der et community for bøsser? Jeg har set på nettet, at der i Hjørring (nærmeste store by, red.) er en gruppe af bøsser, der mødes hver torsdag klokken 19-21 i noget, der ligner kommunalt regi…

»Altså, jeg har aldrig nogensinde stødt på en bøsse i Hirtshals, og jeg har aldrig nogensinde hørt om, at der skulle være et miljø, hvor de hænger ud. Det er jo vildt tankevækkende. Og det er dér,  man kan sige, at der er knapt så højt til loftet, måske ligefrem klaustrofobisk, for så må der jo helt klart være tale om, at det er noget, der bliver holdt hemmeligt af dem, der egentlig – tænker jeg – kunne have et enormt ønske om at lufte, at det er sådan det er.«