Kære læser

Buenos Aires – en by, du ikke kan nå

US President Donald Trump (L) is welcomed by Argentina's President Mauricio Macri at Casa Rosada presidential house in Buenos Aires, on November 30, 2018, to hold a meeting in the sidelines of the G20 Leaders' Summit. - G20 powers open two days of summit talks on Friday after a stormy buildup dominated by tensions with Russia and US President Donald Trump's combative stance on trade and climate fears. (Photo by SAUL LOEB / AFP)

Hvis du trænger til sol og har mange penge og elsker kød og er besnæret af Borges’ fantastiske fortællinger og den intimitet, sensualitet, lidenskab og eufori, som en snæver tango med en mystisk fremmed kaster af sig, er det vel ved at være den tid på året, hvor det er en god idé at rejse til Argentina.

Undskyld, hvad siger du? Er du klar til at pakke sydfrugterne med det samme? Nej, nej, nej! Tøv lige en kende. Der er tæt på at være undtagelsestilstand i Buenos Aires i de her dage, og det har ikke engang noget at gøre med Argentinas økonomiske krise og sygt høje rente, der vel nærmest kun er overgået af Venezuelas. Argentinas regering har ligefrem opfordret borgerne i Buenos Aires til at tage væk for en periode.

Det største arvefjendeopgør

Lad os tage det fra ende af. Ligesom vi europæere kan bryste os af fodboldturneringen Champions League, har Sydamerika Copa Libertadores, som om muligt er en endnu større begivenhed. Det kan godt være, at fodboldniveauet blandt de største sydamerikanske klubber er marginalt ringere, men der er en passion og craziness omkring Copa Libertadores, som Europa overhovedet ikke kan matche.

Lørdag skulle turneringens anden finalekamp mellem Buenos Aires-holdene Club Atlético Boca Juniors og River Plate have været spillet på River Plates hjemmebane Estadio Monumental Antonio Vespucio Liberti i Núñez-kvarteret. Når de to møder hinanden i almindelige kampe, betegnes det som verdens største arvefjendeopgør, men i år er de altså begge endt i den største finale af dem alle. Helt uden fortilfælde. Første kamp endte 2-2, det var fint nok. Men da Boca Juniors ankom med spillerbussen til Estadio Monumental, blev den angrebet af voldelige River Plate-fans. Ruder blev smadret af stenkast, og der blev kylet tåregas ind i kabinen, hvorved flere af de her topspillere kom til skade og måtte indlægges. Det sydamerikanske fodboldforbund Conmebol har tildelt River Plate en bøde på 2,6 mio. kroner og krævet, at klubben skal spille to kampe uden tilskuere.

Torsdag kom det så frem, at Conmebol af sikkerhedsmæssige årsager har henlagt returopgøret til … af alle steder Bernabeu Stadion i Madrid! Spøjst nok, når man tager Argentinas og Spaniens historiske relation i betragtning. Jovist, forholdet mellem de to nationer har været okay i henved 200 år, men spanierne sad trods alt på Argentina (eller det, der blev til Argentina) fra 1516 og frem til 1824, hvor Argentina fik sin uafhængighed efter at have kæmpet hårdt for den siden Majrevolutionen i 1810. Og hvilke almindelige fodboldfans har i øvrigt lige råd til at flyve 12-16 timer over Atlanterhavet for at se en kamp?

G20-kaosset

En ting er, at sikkerheden i Buenos Aires vurderes at være mere eller mindre til rotterne; noget andet er, at byen fra i dag og frem til søndag nok er den mest fucked up storby i verden, idet alverdens finansministre, centralbankchefer og en masse statsledere kommer vrimlende fra nær og fjern for at deltage i det trettende G20-topmøde. Øverst på dagsordenen står handel, selv om det nok  burde være klimaet.

USA’s præsident Donald Trump skal mødes med Kinas leder Xi Jinping, og det ville da være rart, hvis det personlige fremmøde kunne sætte en stopper for den gensidige sabelraslen på handelsområdet. Trump, der er ekstremt presset på hjemmefronten af den særlige efterforsker Robert Muellers seneste resultater, kan, hvis han er i det humør, også godt finde på at underskrive handelsaftalen USMCA mellem USA, Mexico og Canada. Det ville også være stort.

En af G20’s mest kontroversielle skikkelser er Saudi-Arabiens 33-årige kronprins Mohammed bin Salman. Der kom mange fine bromance-agtige statsmandsfotos ud af bestræbelserne, da han var på en global charmeoffensiv i april. Men det er tvivlsomt, om Macron og rosset har lyst til at blive fotograferet med ham i Buenos Aires. I sagen om mordet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi endte alle pile med at pege på kronprinsen. Og så er der Saudi-Arabiens krig i Yemen. Man kan nok med en vis ret sige, at han er smule persona non grata i Buenos Aires.

Her kommer premierminister Theresa May ind i billedet. På grund af den svært spiselige Brexit-aftale hun har indgået med EU, er hun mindst lige så hårdt presset hjemme i Storbritannien, som Trump er det i USA. Hun har dog overskud til at tage menneskerettighedsspørgsmålet op med bin Salman. Det sagde hun i hvert fald til pressen i flyveren på vej til Argentina.

Vi ønsker dem alle sammen held og lykke og hepper vel nok mest på EU’s kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Men vi anbefaler, at han holder sig fra de lokale våde varer, indtil de vigtigste drøftelser er overstået. Her tænker vi først og fremmest på mærkerne Malbec, Bonarda and Torrontés. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12