Giv dem kage eller klimakvoter: De fattige er sikre tabere i kampen for klimaet

Sisyfos i Polen. På COP24 forsøger ledere og embedsmænd lige nu at komme med en løsning på, hvordan man i praksis implementerer den klimaaftale, man lavede i Paris i 2015. Imens kom det i går frem, at verdens CO2-udledning ser ud til at stige med overraskende 2,7 pct. i 2018. Forhåbentlig fører de dårlige resultater til kampgejst i Polen. Men der er også muligheden for, at hele COP24 sidder tilbage med følelsen af, at det er et absurd stykke sisyfos-arbejde – og mon ikke det sidste bliver forstærket af det ironiske forhold, at man forsøger at implementere Paris-aftalen, mens optøjer i netop Paris har ført til skrotningen af annoncerede afgifter på benzin og diesel. Det er dumt at tro, at ”de gule veste” kun handler om brændstofafgifter. Men ligesom denne uges debat i Danmark, hvor Venstre kritiserede Alternativets forslag om en kødafgift for at gøre kød til et gode for de rige, afslører det, at de gode grønne intentioner har en social slagside, der gør klimakampen til et stort paradoks.

Ren klima-Kierkegaard. ”Gift dig, og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det,” skrev Kierkegaard i et af sine mere irriterende øjeblikke. Samme problem har vi nu med klimaet: ”Lav klimatiltag, og det vil gå udover lavindkomstgrupper. Lav ikke klimatiltag, og det vil gå ud over lavindkomstgrupper.” En FN-rapport har slået fast, at det er lavindkomstgrupperne, der vil blive hårdest ramt af klimaforandringerne – fx arbejdere med udendørsjob, pensionister under hedebølger, personer der lever i slumområder. Alligevel er der mange steder i verden utilfredshed med grønne skatter og afgifter – og utilfredsheden kommer fra de samme grupper, som er mest udsatte for klimaændringer. Problemet er nemlig, at de grønne skatter og afgifter rammer proportionelt hårdere hos personer med lavere indkomster.

Stenalderhjerner. Man ved, at skatter og afgifter virker som klimatiltag, men når en dårligt stillet børnefamilie, der bor i et landområde, pludselig skal betale mere for benzin, tager det penge fra et budget, som i forvejen ikke kan gå op. Det samme gælder, når man tvinger firmaer til at betale klimakvoter. Så hæver de i stedet priserne, og dermed stiger fx eludgifterne hos den dårligt stillede familie. Det sværeste ved en grøn omstilling er derfor ikke kun, at det er dyrt, men også ulighed og mangel på folkelig accept. Vores stenalderhjerner er programmeret til at tage os af det nære først, så hvis det handler om enten at komme mad på bordet eller afhjælpe en abstrakt klimakatastrofe, vil man altid vælge det første.